NGO: Valget i Burma mangler kvinder

aung_san_suu
Aung San Suu Kyi behøver ikke nærmere introduktion, men andre kvinder i Burmas politiske liv kæmper en hård kamp for at blive valgt.
Foto: Wikimedia
Forfatter billede

Der er kun fem procent kvinder i Burmas nuværende parlament, og blandt de 33 ministre er blot 2 kvinder. Og der er ikke meget der tyder på, at der vil blive rettet op på den ulighed, når Burma – hvis officielle navn er Myanmar – holder parlamentsvalg den 8. november.

Det skriver Dansk Institut for Flerpartisamarbejde, DIPD, i en pressemeddelelse.

Et studie om ligestilling har vist, at 71 procent af vælgerne mener, at mænd er bedre egnet til at være politikere end kvinder. Mange frygter også, at mange kvinder slet ikke er kommet på vælgerlisterne eller ikke bruger deres stemme på valgdagen den 8 november.

Interesse for dansk kvotepolitik

I lyset af disse udfordringer arrangerede DIPD en konference om kvinders deltagelse i politik i Burma for de politiske partier med deltagelse af en tværpolitisk delegation fra Danmark til at dele erfaringer og give inspiration til valgprocessen i Burma.

Konferencen fandt sted i sidste uge og havde deltagelse af tre danske politikere, der hver især kunne bidrage med erfaringer og eksempler på, hvordan de danske partier har arbejdet med disse områder.

De tre politikere var Lone Loklindt (tidl. MF for Radikale Venstre), Lars Barfoed (tidl. partiformand og MF for Konservative Folkeparti) og Steen Gade (tidl. MF for Socialistisk Folkeparti).

Danmarks Ambassadør i Myanmar, Peter Lysholdt Hansen, åbnede konferencen og understregede vigtigheden af at overkomme de kulturelle og sociale barrierer for kvinders politiske deltagelse og at arbejde sammen på tværs for at skabe positive fremskridt.

Steen Gade, SF, pointerede at kampen starter internt i de politiske partier. Partierne i Burma var meget interesserede i SF’s kvotepolitik, hvor SF indførte kvoter om 40 procent af kvinder i alle udvalg og beslutningsprocesser samt i opstillingen af kandidater.

Svært opgør med magtstruktur

De politiske partier ville også høre mere fra Lone Loklindt fra Radikale Venstre om, hvordan samarbejdet med kvindebevægelsen er vigtig for at fremme kvinder i politik og hvordan reformer indenfor arbejdsmarkedet og i den sociale sektor, særligt børneinstitutioner, kan give bedre rammebetingelser for kvinders politiske deltagelse.

”I den politiske kamp for kønsligestilling og anti-diskrimination, både inden for partierne og i samfundet generelt, er der brug for allierede, både blandt mænd og kvinder i civilsamfundet”, siger Lone Loklindt.

”Det er anden gang jeg besøger Myanmar, og jeg oplever en stærkt voksende erkendelse af, at vejen mod demokrati kræver engagement og udholdenhed. Vi mødte stærke modige kvinder, men alene kan de ikke lave om på den eksisterende magtstruktur.”

I lyset af de mange love som vedtages i Burma, som enten er direkte diskriminerende overfor kvinder eller har en diskriminerende effekt, foreslog Lars Barfoed, at et fælles initiativ blandt partierne kunne være at arbejde på, at der oprettes en Ligestillingskomite i parlamentet, som både kan være vagthund men også understøtte fremmende tiltag for kvinders ligestilling.