Soldater fra Myanmars hær og militsmedlemmer, der støtter hæren, begår brud på folkeretten i form af tortur og anden form for umenneskelig behandling af fanger i en ny og voldelig video, der er lækket på internettet.
Det meddeler rettighedsgruppen Fortify Rights i en pressemeddelelse.
Organisationen kræver, at Myanmars regering omgående undersøger den formodede tortur og mishandling.
Human Rights Watch og Amnesty International, der med bekymring har fulgt udviklingen i Myanmar gennem de seneste måneder, bakker op om kravet om en undersøgelse.
Trusler om vold og drab
I videoen ser man soldater fra Myanmars hær, der truer med at dræbe de tilfangetagne mænd. Mændene sidder på jorden med hænderne bundet bag ryggen, mens soldater sparker og slår dem i hovedet.
Videoen blev lagt på Facebook lørdag og har siden spredt sig hastigt.
På optagelserne ser man soldater udspørge mændene om en pistol og andre skydevåben. Imens uddeler de 32 spark, fire slag og dask samt tre kraftige slag med en hjelm til tre af de ubevæbnede, bundne mænd.
To ofre bløder fra deres ansigter og mund.
Mindst 25 soldater fra Myanmars hær samt mindst fire medlemmer af militser ses i videoen. Over 18 mænd og en kvinde i civilt tøj bliver truet, herunder de, der bliver forhørt.
Palaung er en etnisk minoritet overvejende fra Shan-delstaten.
Soldaterne i videoen bærer uniformer fra Myanmars hær med et mærke på deres venstre skuldre, der identificerer deres enhed som LID 88. Enhed LID 88 er kendt for at operere i områder omkring Nant Phat Kar og i den nordlige Shan-delstat.
Fredsproces med begrænset succes
Myanmars grænseregioner har i mange år været præget af væbnede oprør, hvor etniske mindretal har dannet væbnede grupper og kæmper for større selvbestemmelse.
Ikkestatslige organisationer i delstaterne Shan og Kachin har flere gange dokumenteret tortur og alvorlige overgreb mod civilbefolkningen, som soldater gennem mange år har begået straffrit i de to delstater.
dokumenterede Fortify Rights systematisk brug af tortur og anden form for mishandling mod over 60 civile, som regeringsstyrker stod bag i perioden fra juni 2011 til april 2014.
Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi, fortsatte i sidste uge den fredsproces, som hendes regering tog hul på i august.
Indtil videre har fredsprocessen dog haft begrænset succes.
Videoen, der viser soldater og militsmedlemmer mishandle tilfangetagne mænd i Shan-staten, dukkede op på nettet på tredjedagen af fredskonferencen.