Nicaragua ved en korsvej

MANAGUA: Dekretet var ikke forinden blevet diskuteret i offentligheden og på flere universiteter kom det til debatter og sammenstød mellem studenter og ungsandinister (ungdomsorganisationen i det regerende parti Frente Sandinista de Liberación Nacional, FSLN). En øjensynlig spontan reaktion med klart nej til dekretet bredte sig i løbet af dagen til andre uddannelsesinstitutioner og politiet mødte fredelige demonstranter med tåregas, plastikkugler og anden form for vold.

I løbet af torsdag aften kom de første dødsfald og der berettedes nu om demonstrationer over hele landet. På Atlanterhavs-kysten foranstaltede oprindelige folk marcher og benyttede lejligheden til at protestere imod regeringens planer om en kanal gennem deres territorier.

Læs mere: NGO advarer: Nicaraguas kanalprojekt truer tusinders hjem (04.08.2017)

“Vandaler og sociale udskud”

Nicaraguas førstedame, og fungerende vice-præsident, Rosario Murillo var ikke sen til at kalde demonstranterne for vandaler og sociale udskud. Samtidigt lukkede hun en række private tv kanaler og hindrede dermed, at nyhederne om demonstationerne og deres konsekvenser blev kendt af befolkningen. To dagblade og en digital kanal fortsatte dog dækningen af begivenheder og dermed verificere volden.

Torsdag meddelte COSEP (landets arbejdsgiverforening), at den tog afstand fra politivolden og overgrebet på den frie tale- og demonstrationsret samt knægtelsen af pressen. Den forlangte, at regeringen omgående stoppede voldsanmeldelse og accepterede dialog. Kravet blev bakket op af den katolske ærkebiskop, som bad landets præsidentielle ægtepar, Daniel Ortega og Rosario Murillo, om at stoppe politivolden med øjeblikkelig varsel.

Fredag aften gik førstedamen så på skærmen og fastslog, at regeringen var klar til at forhandle dekretet om pensionsreformen og tilføjede, at præsidenten lørdag ville blive flankeret at landets militære ledere og politikere og tale til nationen.

Lørdag morgen opgjorde pressen dødstallet til 9, hvilket i skrivende stund (søndag aften) nu er oppe på mere end 25.

Vrede arbejdere

Rundt omkring landet meddeltes det, at arbejdere nu også sluttede sig til protesterne og en række regeringsloyale fagforeningsledere kritiserede nu dekretets indhold, der ville betyde ringere pensioner især for den fattige del of befolkningen, en regeringskritik, der normalt ikke ses fra den kant.

Volden har avlet modvold med beretninger om ildspåsættelse af offentlige bygninger og stenkast imod politiet. Private videoklip viser imidlertid, at politiet visse steder afleverede sten til grupper udenfor demonstranternes rækker, der så blandede sig  sig blandt demonstrerende, angiveligt med det formål at provokere vold. Samme grupper havde været aktive siden onsdag og øvet vold imod de demonstrerende, mens politiet passivt havde set til. På Twitter udtrykte flere og flere nicaraguanere deres frustration frygt for lat landet var på i retning af folkelig opstand.

Årtiers utilfredshed

Hvad der egentlig antændte de studerendes vrede, skal nok findes i en dyb frustration over en regering og politisk system, der i årtier har begrænset og udvandet demokratiet og ytringsfriheden. 

Som en fremtrædende politisk kommentator udtrykte for mig for en måned siden i Managua:

“Det er meget svært at fastholde energien for at drøfte politik i et land uden nogen form for politisk dialog eller reflektion.” 

Under samme besøg talte jeg med en tidligere sandinistleder fra 1979-revolutionen og siden 1990 udenfor partiets rækker. Som økonom erkendte han, at regeringen indenfor de sidste år havde været meget effektiv i at fastholde alliancen med arbejdsgiversammenslutningen, COSEP, samt til at tiltrække udenlandske investeringer i et sådant omfang, at Venezuelas  dybe krise ikke nødvendigvis ville trække Nicaragua med.

Det eneste, der efter hans mening kunne rokke ved regeringens magt var en tikkende   bombe under landets pensionsystem, der ved udgangen af 2019 ikke ville have reserver til at udbetale pension. Rapporter tyder på, at de indbetalte pensionsopsparinger havde været brugt til andre regeringsinitiativer.

Økonomens analyse viste sig denne uge at have indbyggede profetiske forudsigelser og kan ses som den nuværende krises trigger og bagtæppe.

Præsidenten trækker i land

Befolkningen er nu blevet sig bevidst om, at ikke alle Ortegas ord og løfter om social lighed kan tages for gode varer. Arbejdsgiverne havde nok heller ikke forudset, at de studerendes frustrationer kunne tændes på en pensionsreform samt at de skulle finde sig i rollen som forsvarere af sociale protester.

I skrivende stund har COSEP varslet nationale marcher i mandag (23. april 2018) og for kort tid siden har præsident Ortega meddelt, at han trækker dekretet tilbage, nok under indflydelse af den uventede protest og vrede samt den internationale reaktion overfor den voldsomme voldsanvendelse.

Twitter-opdateringer fra de studerende tyder dog ikke på, at deres protester hermed ebber ud. Det siges, at de forlanger at være tilstede ved dialogbordet, og tilføjes, at de ikke alene protestere imod pensionsreformen med på retten til frit at kunne ytre sig og med 25 dræbte er der meget på spil.

Et generationsopgør

Nicaragua er en ung nation, hvis man regnet år 0 fra revolutionen i 1979. Magtens mænd og kvinder er fortsat personligheder med rod i FSLNs historiske ledelse.

Firsernes FSLN dominans, koblet med den amerikanske embargo skabte nok splittelse i befolkningen, men gav også landets sit nationale præg og identitet for dem, der ikke flygtede, men blev i landet. Revolutionen satsede på alfabetisering, sundhed samt landboreformer. En ny national bevidsthed om at være lille, men stærk og forenet: ” Unidos y no vencidos!”

På de offentliggjorte videoklip synger de protesterende sange fra 1979-revolutionen. Det er børnebørnene, som nu vender sig imod bedsteforældregenerationens magtfuldkommenhed og råber på demokrati og åbenhed.

Nicaragua er ved en korsvej. Næste uge kan kun blive helt anderledes, et nyt blad i landets historie er vendt. Finder de studerende sig en demokratisk organisering? Bliver de atter gjort tavse af en repressiv og manipulerende arrogance?

Alt kan ske i Nicaragua, vi må i det mindste håbe på, at volden ophøre og at vi andre atter genfinder tidligere tiders solidaritet.