KOMMENTAR
Den internationale præsident for Læger uden Grænser retter kritik mod det internationale nødhjælpssystem, som han mener har svigtet jordskælvsofrene i Haiti.
Af Dr. Unni Karunakara
International præsident for Læger uden Grænser.
Haiti burde være den mindst sandsynlige kulisse for nødhjælps-systemets seneste fiasko.
Haiti er et lille og let tilgængeligt land og har efter jordskælvet i januar 2010 modtaget massiv international hjælp.
Der er anslået 12.000 ikke-stats-lige nødhjælpsorganisationer (NGOer) til stede i landet. Netop derfor er det nærmest ubegribeligt, hvordan det kan gå til, at mindst 2.000 mennesker er døde af kolera, en sygdom der let kan behandles og kontrolleres.
Da jeg i slutningen af november kom til Haitis hovedstad Port-au-Prince, var mine kolleger i Læger uden Grænser fuldstændigt overvældet af arbejde – på det tidspunkt havde de behandlet flere end 30.000 patienter med kolera. Vi og et hold læger fra Cuba gjorde vores bedste for at behandle i hundredvis af patienter hver dag.
Desværre er det kun ganske få organisationer, som gør noget for at dæmme op for smittespredningen ved for eksempel at uddele klorineret vand og sørge for sikker affaldshåndtering. I de måneder, der er gået siden jordskælvet ramte, er der kun gjort lidt for at forbedre de sanitære forhold på nationalt plan, og det har givet koleraen mulighed for at sprede sig med svimlende hastighed.
Ti dage efter at kolera-udbruddet ramte Port-au-Prince, kunne vores hold konstatere, at indbyggerne i slumkvarteret Cité Soleil fortsat ikke havde adgang til rent drikkevand, selv om hjælpeorganisationer under FN’s vand- og sanitetsklynge (de såkaldte clusters) havde modtaget penge til netop at sikre rent vand. Læger uden Grænser begyndte derfor selv, at klorinere vandet. Den dag i dag er der fortsat kun et enkelt sted i Port-au-Prince, hvor man håndterer affald – og vi taler om en by med 3,5 millioner indbyggere.
Haitianerne er blevet overdænget med sms-beskeder med opfordringer om at vaske hænder, før de spiser, men har samtidig været tvunget til at bade deres børn i stort set ubehandlet kloakvand. Ifølge det amerikanske Centers for Disease Control (CDC) var det kun 12 procent af Haitis knapt 10 millioner indbyggere, der inden jordskælvet, havde vandhaner med rent drikkevand.
Håndteringen af koleraudbrud og hvordan man får en epidemi under kontrol er baseret på erfaringer fra hundredvis af tidligere udbrud i hele verden. Men i Haiti er der store huller i udbredelsen af velkendte og gennemprøvede foranstaltninger. Koleraepidemien er nu landsdækkende, den har gjort flere end 100.000 syge og har dræbt mindst 2.000.
Midt i denne voldsomme epidemi er undersøgelser om udbruddets oprindelse ikke blevet offentliggjort, selv om den slags informationer er væsentlige for at få indblik i udbruddets udvikling. Der findes nu flere hypoteser om, hvorfor udbruddet kom – lige fra at FN’s fredsbevarende styrker har forurenet Artibonite-floden, over klimaændringer til ren og skær heksekunst.
I fraværet af åbenhed har frygt og mistro været med til at nære volden i landet. Befolkningens bekymringer er kun blevet yderligere forstærket af de dystre forudsigelser om forekomsten af epidemier, som er kommet fra Pan American Health Organization (PAHO), der er en søsterorganisation til FN’s Verdenssundhedsorganisation, WHO.
På intet tidspunkt har oplysningerne fra PAHO ført til en styrkelse af indsatsen mod epidemien. Tværtimod; langt hovedparten af hjælpen er koncentreret om hovedstaden Port-au-Prince, mens der kun er kommet ganske lidt hjælp til de ofte uerfarne sundhedsansatte, som kæmper mod koleraens hærgen i landdistrikterne.
Hold fra Læger uden Grænser har fundet sundhedscentre, der manglede vitale forsyninger og vi har set klinikker, som helt var lukkede. På trods af det appellerer mange ikke-statslige organisationer om at få økonomisk støtte, selv om deres pengekasser er fyldte med penge øremærkede til jordskælvsofrene.
FN’s appel om støtte til Haiti er den bedst finansierede appel i 2010 i FN-systemet. Alligevel har organisationens Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) gentagne gange hævdet, at underfinansiering af kolera-appellen på 174 millioner dollar, går ud over indsatsen.
Argumentet om at pengene er bundet til længerevarende projektet klinger hult, når man tager i betragtning, at næsten en million haitianere fortsat er hjemløse og lige nu står midt i en folkesundhedskatastrofe for fuld udblæsning.
Den utilstrækkelige nødhjælpsindsats mod koleraudbruddet i Haiti kommer i kølvandet på den langsomme og meget politiserede indsats efter oversvømmelserne i Pakistan. Tilsammen en belastende dom over det internationale nødhjælpssystem, som er blevet skabt i løbet af de seneste 15 år.
Gennem 1990´erne udviklede FN et betydeligt institutionelt apparat til at yde humanitær bistand. I 1992 oprettede man Kontoret for Humanitære Anliggender, som senere fik navnet OCHA, skabt på en illusion om et centraliseret og effektivt system. Efter tsunamien i Asien i 2005 fik systemet et ansigtsløft med oprettelsen af en særlig mekanisme (CERF) med henblik på at kunne give akut katastrofehjælp, og man indførte det såkaldte klyngesystem for at forbedre indsatsen.
I dag gennemsyrer ideen om klynger hele nødhjælpsapparatet – der er klynger for sundhed, husly, vand og sanitet – som helt urealistisk forsøger at få store og små hjælpeorganisationer med varierende evner og kapacitet ind under samme paraply.
Efter jordskælvet i Haiti er der alene i FN’s sundhedsklynge 420 organisationer.
I stedet for at yde teknisk støtte, som mange af organisationerne kunne have gavn af, er klyngerne i bedste fald i stand til videregive grundlæggende oplysninger og skabe få konkrete resultater i en nødsituation under hurtigt udvikling.
Som en understregning af det nuværende systems dysfunktion overværede jeg Haitis præsident René Préval lede et møde i sundhedsklyngen i et desperat forsøg på i sidste øjeblik at kickstarte koleraindsatsen.
Koordinationen af hjælpeorganisationernes indsats lyder måske tillokkende for regeringer, som med deres nødhjælpsstøtte søger at opnå politisk indflydelse og tækkes deres befolkninger. Men i Haiti legitimerer FN-systemet organisationer, der hævder at have ansvaret for sundhed, sanitet eller andre opgaver i et bestemt område, men som ikke har tilstrækkelig kapacitet eller viden til at udføre arbejdet. Resultatet er, at den haitianske befolknings behov forbliver udækkede.
Koordinering er vigtigt, men bør ikke være et mål i sig selv. Hvis de nødlidendes behov skal dækkes, er det afgørende vigtigt, at koordineringen er baseret på realiteter og at den er handlingsorienteret.
Så langt vi kan se ind i fremtiden, vil koleraudbruddet i Haiti fortsat kræve liv. Det står desværre også klart, at nødhjælpen overordnet har svigtet i forhold til at forhindre unødige dødsfald i en befolkning, som i forvejen på tragisk vis var ramt af den ene katastrofe efter den anden.
Dr. Unni Karunakaras kommentar er tidligere bragt i The Guardian´s Comments is Free sektion den 28. december 2010.
