BEIRUT: I ren Rambo-stil skød livvagten skarpe skud mod stjernerne. Han var sprunget ud af en ministerbil i Beiruts centrum og kommunikerede til de vrede demonstranter gennem sit maskingevær. En mand rev sin trøje af og skreg:
”Skyd mig! Skyd mig, motherfucker!”
En anden sikkerhedsvagt sprang ud af uddannelsesminister Akram Chehayeb konvoj med sit gevær i hænderne. Midt i al tumulten opstod et ikonisk øjeblik. En mørkhåret, kvindelig demonstrant, iført grå top og blå jeans, trådte frem; hun løftede sit venstre ben op fra jorden, lagde kroppen på skrå og satte et perfekt timet ninjaspark ind mellem benene på den bevæbnede mand, der kortvarigt bukkede sammen i smerte og chok.
En mobiltelefon på kamerafunktion fangede begivenheden, som fandt sted på den første dag med landsdækkende demonstrationer i Libanon, torsdag den 17. oktober.
Mere end to uger senere er libaneserne stadig på gaden i protest over regeringen, og kung fu-kvinden er et globalt oprørssymbol. Hun sammenlignes med lignende billeder fra 2019 fra andre arabiske lande: I Algeriet er en 17-årig, kvindelig ballerinadanser symbolet på folkets modstand mod præsident Abdelaziz Bouteflika, og i Sudan står en kvinde i traditionel hvid kjole på toppen af en bil som billedet på befolkningens sejr over præsident Omal al-Bashir.
”Det er super meningsfuldt, at kvinder er symbolet på revolution,” siger Joumana Haddad.
Hun er en libanesisk feminist, politisk engageret og forfatter med flere internationale bestsellere om mænds dominans i arabiske samfund på sit CV. I de seneste fire år har Arabian Business Magazine stemt hende ind på listen over de 100 mest magtfulde, arabiske kvinder.
Haddad bor i Beirut og er en aktiv del af protestbevægelsen; kampråb på gaden og daglige interviews med medier har forvandlet hendes stemme til en hæs hvisken. Alligevel fremstår holdningen til sparket i bollerne på sikkerhedsvagten klart og tydeligt:
”Det var fantastisk, for det var et spark lige i skridtet på vores patriarkalske samfund,” siger hun.
“Kvinder er symbolet på revolutionen.” Sådan siger Joumana Haddad, berømt feminist og forfatter fra Libanonæ
Foto: David Levenson/Getty Images
Et nybrud i kvindebevægelsen
I Libanon er ”the kicking queen”, som Beiruts gader kalder hende, ikke kun symbolet på kampen mod landets magtelite. Hun er også en levende heltinde for landets feminister.
Et fastfrossent billede af sparket er profilbilledet på mange libanesiske Facebook- og Twitter-profiler, og demonstranter lyser op i store smil, når de spørge om hende:
”Hun er en legende. Hun bryder med alle lorteclicherne om os arabiske kvinder, som nogen, der bare passer børn og laver mad” siger 28-årige Alexandra, der holder et to-meter højt skilt i sin ene hånd:
”Velopdragne kvinder skriver sjældent historie,” står der på det. 
“The kicking queen” er blevet til graffitikunst i Beiruts gader.
Foto: Emil Jørgensen
Kvindelige aktivister er en afgørende del af Libanons oprør. De råber i megafoner på frontlinjen, slæber mursten til vejblokader og bag kulissen organiserer de demonstrationerne. Hånd i hånd danner de levende sikkerhedsmure mellem politiet og demonstranterne, og om morgenen samler de skrald og rydder op i gaden.
Ifølge Hayat Merchad, medstifter af Libanons største feministiske NGO, er kvinder vitale for oprøret – både som demonstranter og ledere. Hun ser et nybrud i den libanesiske kvindebevægelse.
”Normalt er de politisk engagerede kvinder fra græsrodsbevægelserne de eneste aktive. Men i disse protester ser vi en langt bredere og mere offentlig skare af kvinder fra alle sekteriske baggrunde,” siger hun i et interview med Globalnyt.
Lokale og regionale medier har også fået øjnene op for de mange kvinder på gaden. Desværre, siger Hayat Merchad, er de lige så optagede af maveskind, som de er af politisk engagement.
En saudisk avis Okaz udgav en historie med overskriften ”Libanesiske babes: Alle de smukke kvinder er revolutionære.” Søn af Egyptens tidligere diktatoriske præsident Hosni Mubarak delte et billede af kvindelige, libanesiske demonstranter på Twitter og skrev, ”hvis den her slags mennesker var gået på gaden i 2011, var jeg gået på pladsen og protesteret mod min egen far sammen med dem.” Og i et libanesisk TV-show blev der joket med, at fødselsraten nok kommer til at se et boom om ni måneders tid.
”Det er en fornærmelse mod alle kvinder, der sætter sig selv på spil ved at demonstrere,” siger NGO-frontkvinden.
Vejblokader har udviklet sig til oprørets vigtigste våben i kampen mod regeringen. Her blokerer kvindelige demonstranter en vej i Beirut og forsøger at holde stand overfor Libanons hær.
Foto: Sam Tarling/Corbis via Getty Images
Et skævvredet system
Den sexistiske tone er en del af den offentlige debat i de arabiske lande, nøjagtigt som i resten af verden, mener Hayat Merchad. Mænd er opdraget til at tale højt, tage plads og lede.
Men Libanon har også et skævvredet system, der degraderer kvinders status. På grund af den politiske sekterisme – en styreform, hvor magten er delt lige mellem muslimer og kristne – har Libanon forskellige religiøse love til hver af landets 18 sekter.
Eksempelvis er ægteskab med 15-årige piger lovligt i nogle dele af Libanon. Alle kvinder er registreret under deres fars navn, og mødre har ikke ret til at videregive deres nationalitet til barnet, hvis ikke faren er libaneser. I landets parlament er kun seks ud af 128 parlamentsmedlemmer kvinder – og det er rekordhøjt.
”Vi er ovenikøbet kommet langt indenfor de seneste 10 år. Vi har fået indført en lov, der beskytter kvinder mod vold i hjemmet, og vi har fået frataget voldtægtsforbrydere muligheden for at slippe for straf, hvis de gifter sig med offeret,” siger Hayat Merchad og understreger, at der stadig er meget at kæmpe for.
Det samme siger Joumana Haddad. Før hendes prisvindende bøger blev oversat til forskellige sprog, tog hun sine tæsk som feministisk forkæmper i Libanon. Fra 2009 til 2011 udgav hun et arabisksproget magasin dedikeret til kroppen – med sprængfarligt indhold som erotiske noveller og kritisk diskussion af børneægteskaber. Trusler om mord og voldtægt har været en fast del af hendes indbakke i mange år.
Hun ser sekterismen som roden til alle problemerne. Alle lider under det politiske system, men kvinder rammes hårdest, siger hun til Globalnyt.
”Juridisk og socialt betragtes kvinder ikke som ligeværdige borgere i Libanon. Derfor marcherer kvinderne i gaden nu. Tiden er kommet til grundlæggende forandring. Vi har brug for et sekulært system.”
Ifølge de feministiske aktivister Hayat Merchad og Joumana Haddad er titusindvis af kvinder på gaden i Libanon på grund af et skævvredet politisk system, der degraderer kvinder.
Foto: Mahmut Geldi/Anadolu Agency via Getty Images
Nossesparket forener
Hendes holdning har genklang i store dele af protestbevægelsen. Økonomisk krise, arbejdsløshed over 25 procent, ekstrem ulighed, en ikke-fungerende infrastruktur og udbredt korruption i den politiske elite har som aldrig før i Libanons historie samlet sunnier, shitter, kristne og drusere i en fælles front.
I et forsøg på at slukke branden offentliggjorde den sunnimuslimske premiereminister Saad Hariri i forrige uge en stor reformpakke, der blandt andet giver ham selv en lønnedgang på 50 procent.
”Han kan stikke sin reformpakke skråt op,” lød demonstranternes reaktion foran Grand Serail, premierministerens hovedkvarter i Beirut.
Befolkningens tillid er væk. Græsrodsbevægelserne kræver regeringens afsked, indførslen af en midlertidig teknokratisk regering og et nyvalg hurtigst muligt – med vægtige kvindestemmer i processen.
Sidste tirsdag fik demonstranterne noget af det, de gerne vil have. Premierminister Hariri trak sig efter 13 dage med landsdækkende protester, og dermed går regeringen af.
”Som feminist er det lovende, at kvinderne leder forandringen. Ikke bare her, men også i andre arabiske lande. Billedet fra Sudan inspirerede alle os kvinder i Libanon, og sudanske kvinder skriver på Twitter, at ’the kicking queen’ også inspirerer dem,” siger Hayat Merchad.
”Det er en kvinderevolution.”
