HANOI: Den røde løber var fundet frem på Hanoi University of Public Health fredag. Her besøgte den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) et helt nyt fakultet på instituttet.
Der var bundet fine, røde sløjfer på stolene dækket af hvidt stof i det lille lokale.
Vietnam har haft en forrygende vækst i flere årtier, og det har faktisk ændret sygdomsmønstre i det sydøstasiatiske land. Der har været en markant stigning i ikke-smitsomme sygdomme og andre livsstilssygdomme som eksempelvis kræft og diabetes.
”Diabetes illustrerer fint de nye udfordringer, der kommer med hastig udvikling og ændringer af livsstile. Det er ny udfordring for både Danmark og Vietnam”, sagde hun i en tale ved arrangementet.
Udviklingsministeren lægger meget vægt på, at den private sektor er vigtig i udvikling og i forbindelse med at indfri FN’s verdensmål. Den opgave tager Novo Nordisk på sig, ifølge Omar Sherief Mohammad, bestyrer for Novo Nordisk i Vietnam.
”Der er 17 verdensmål, men vi fokuserer primært på nummer 3, fordi det er der, vi er direkte involveret. Vi støtter sundhedsministeriet med mange aktiviteter som skal opmærksomhed, opbygge kapacitet for professionel sundhedspleje og lade dem vide, at vi har screening-programmer”, fortæller repræsentanten for den danske medicinalgigant i det sydøstasiatiske land til Globalnyt.
”Så vi arbejder med FN-målene for at sikre os, at vi i det mindste i nogle dele af de 17 bæredygtige mål er en del af det”, fortsætter han.
FN’s verdensmål blev vedtaget i efteråret 2015, og mål nummer 3 handler om sundhed for alle.
Livsstilssygdomme stiger i Vietnam
Der er nok at se til for den store danske farmaceutiske virksomhed, da den stigende vækst har ført til en stigning i ikke-smitsomme sygdomme.
”Det vurderes, at der er omkring 12 millioner voksne med højt blodtryk, næsten 3 millioner voksne med diabetes og 120.000 nye tilfælde af kræft om året”, fortæller Vietnams vice-minister for sundhed, Le Quang Cuong, ved arrangementet.
”Det står i stærk kontrast til sygdomsmønstre fra den økonomiske innovation for omkring tre årtier siden, hvor to tredjedele af hospitalsindlæggelser skyldtes smitsomme sygdomme og kun en tredjedele var ikke-smitsomme”, fortsætter han.
I dag er ikke-smitsomme sygdomme årsag til 73% af alle dødsfald. Til sammenligning er tallet i Danmark 90%.
Af disse er 3% diabetes, og denne sygdom har en særlig interesse for Novo Nordisk.
Omar Sherief Mohammad mener, at regeringen i Vietnam gør en god indsats for at bekæmpe diabetes.
”De har en meget god strategi fra 2015 til 2025, og i den strategi har de først og fremmest kigget på, hvordan man øger bevidstheden i befolkningen. Jeg mener, at det i sig selv er et stort skridt”, lyder det fra bestyreren.
Han påpeger, at kun halvdelen af alle ramte får diagnosen i vækstlandet, og fortæller, at der Novo Nordisk arbejder for at forbedre adgangen til medicin.
”Novo Nordisk har som virksomhed sikret, at vores produkter er tilgængelige i de mindst udviklede lande. Vi har noget kørende i Vietnam kaldet ’changing diabetes in children’. Det handler om underpriviligerede børn, som ikke har ressourcer til at købe insulin. Vi giver gratis forsikring til disse børn”, fortæller han.
Udgifterne til sundhed udgør i Vietnam 3,5 % af BNP og lidt over en tiendedel af det samlede statsbudget. 71% af befolkningen var dækket af en sundhedsforsikring i 2014.
Danmarks udviklingsbistand har åbnet døre
Danmark er i færd med at afslutte det langvarige udviklingsarbejde i Vietnam, som startede i 1993. I stedet bliver der tale om en fremtid med handelsforbindelser og samarbejde mellem myndigheder.
I øjeblikket har Danmark myndighedssamarbejde med Vietnam på fire områder. Et af disse er sundhed.
”Sidste år blev sundhedsministerierne i Danmark og Vietnam enige om samarbejde om sundhed. Projektet fokuserer på den hastige stigning i kroniske sygdomme i Vietnam med et særligt fokus på diabetes”, sagde Ulla Tørnæs ved besøget, og fortsatte.
”I den forbindelse er jeg glad for, at det danske farmaceutiske firma Novo Nordisk, førende i verden indenfor diabetes og til stede her i dag, støtter sundhedsprojektet i Vietnam”.
Der har imidlertid været tale om gensidig nytte, for Novo Nordisk har også mærket positive konsekvenser af det danske engagement i Vietnam, lyder det fra bestyreren da jeg spørger om de tætte forbindelser mellem landene har hjulpet.
”Pretty much, pretty much”, siger Omar Sherief Mohammad.
”Det har været et stærkt forbindelsesled, eller vi kan sige en katalysator for hele industrien i Danmark til at komme til et land som Vietnam og starte forretning”, fortsætter han.
Han fortæller om virksomhedens budskaber om bredere diagnosticering, bedre forebyggelse og mere udbredt behandling.
”Det er nemmere, når der allerede kører et godt samarbejde og det gør det meget nemt for os at få vores budskab ud”.