Ny vækststrategi skal fordoble dansk eksport til Indonesien

Forfatter billede

SRSF-regeringen lancerede søndag sin strategi for et styrket dansk engagement i Indonesien. Målet er at fordoble vor eksport til det vidtstrakte asiatiske ø-rige over få år, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Lanceringen skete under handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhrs (SF) arbejdsbesøg i Indonesien. Hun står i spidsen for en dansk erhvervsdelegation, der besøger Indonesien fra søndag til tirsdag (3.-5. marts).

Danmark skal i højere grad satse på vækstmarkederne og herigennem skabe vækst og beskæftigelse herhjemme.

Handelsminister Pia Olsen Dyhr siger:

“Med lanceringen stiller vi skarpt på, hvordan danske virksomheder kan komme bedre i gang i Indonesien, og hvordan vi fra officiel dansk side kan bistå dem. Målet er at fordoble vareeksporten til Indonesien i 2016. Det er et ambitiøst mål, men med en ihærdig indsats og et stærkt samarbejde mellem det offentlige og det private kan det lade sig gøre.

Danmark halter bagefter på vækstmarkederne. Indonesien er ingen undtagelse. Hvis vi var lige så gode som Sverige og Tyskland til at eksportere varer til Indonesien, ville vores vareeksport være ca. tre gange så stor. Heldigvis ser vi, at danske virksomheder er ved at interessere sig for det indonesiske marked. Det er den udvikling, vi skal bakke op.

Indoneserne planlægger i disse år massive investeringer bl.a. i udvikling af landets infrastruktur og sundhedssektor, samtidig med at det private forbrug også forventes at stige betragteligt. Her ser jeg en platform, som danske virksomheder kan udnytte til at etablere sig og udnytte vækstmulighederne i landet”.

Nye vækst-teams skal løfte det hele

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) siger:

“Danske virksomheder har styrkepositioner inden for en lang række af de erhvervsområder, hvor der forventes en stigende efterspørgsel i Indonesien i løbet af de nærmeste år.

“Virksomhederne står stærkt med avancerede og bæredygtige løsninger på byggeri-, miljø- og energiområdet. Indonesiens hurtigt voksende og købedygtige middelklasse udgør også et stort og voksende potentiale for danske produkter af høj kvalitet, for løsninger indenfor sundhedssektoren og for den danske uddannelsessektor.

“Regeringen har igangsat et eftersyn af vækstvilkårene for at styrke de erhvervsområder, hvor danske virksomheder har særlige styrker og potentialer, så de danske virksomheder er rustet til at møde efterspørgslen på vækstmarkederne. Vi har nedsat vækstteams på en række af de erhvervsområder, hvor Danmark har særlige styrkepositioner.

Der er i dette arbejde lagt vægt på at sikre et match mellem de erhvervsområder, hvor danske virksomheder står stærkt, og de markeder, hvor vækstlande efterspørger løsninger. Og synliggørelsen af de danske styrkepositioner på vækstmarkederne er en vigtig del af arbejdet med erhvervs- og vækstpolitikken”, slutter hun.

Vil ind i BRIK-landene og andre Tiger-lande

Regeringen udarbejdet konkrete planer for øgetdansk eksport til de fire BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) samt Sydkorea, Sydafrika og Vietnam. Udover planen for Indonesien vil regeringen offentliggøre planer for Tyrkiet og Mexico inden sommeren 2013.

Indonesien er i dag verdens 16. største økonomi og forventes at blive verdens 7. største økonomi i 2030. Vækstraterne forventes de kommende år at være på 5-7 pct.

Den indonesiske økonomi har klaret sig relativt upåvirket gennem den globale økonomiske krise, hvilket primært skyldes en høj indenlandsk efterspørgsel samt en hurtigt voksende middelklasse.

Den indonesiske middelklasse vokser i de kommende år næsten eksplosivt og yderligere 90 millioner nye, købedygtige indonesere vil slutte sig til de allerede 45 millioner i middelklassen over de næste 15 års tid – den tredjestørste middelklasse i Asien efter Kina og Indien.

Den offentlige gælds andel af BNP (bruttonationalproduktet) er over de seneste 10 år faldet støt fra knap 60 pct. til 25 pct., og inflationen er ligeledes gået fra at være oppe omkring 20 pct. til at være ca. 5 pct.

Over halvdelen af Indonesiens indbyggere er under 29 år og landet er således ikke blot en økonomi i hastig vækst – den er også robust og har fremtiden foran sig, vurderer udenrigsministeriet i København.

Vi er langt bagefter derude

Selv om Indonesien med sine mere end 240 mio. indbyggere er verdens fjerde folkerigeste nation, afspejles dette ikke i andelen af dansk eksport til landet. I 2011 var landet blot Danmarks 60. største eksportmarked for varer og kun Danmarks 11. største eksportmarked i Asien.

Dette til trods for, at Indonesien i 2011 nåede samme velstandsniveau (BNP pr. capita), som Kina havde i 2008. Til sammenligning var Danmarks vareeksport til Kina i 2008 relativt set ca. tre gange så stor som til Indonesien i 2011 (korrigeret for befolkningsstørrelse).

Vækstmarkedsstrategien i Indonesien skal sikre en fordobling af vareeksporten i 2016 i forhold til 2011 gennem en målrettet indsats understøttet af en lang række aktiviteter og nye initiativer. Lykkes det, vil Danmark i 2016 eksportere varer for over 1,2 mia. kr. til Indonesien.

For at nå i mål vil regeringen både styrke og udbygge relationerne med beslutningstagerne i Indonesien og synliggøre danske erhvervskompetencer. Der vil blive gennemført eksportfremstød – også med ministerdeltagelse – som skal åbne døre for danske virksomheder, fremme danske løsninger og indgå partnerskabsaftaler indenfor relevante sektorer.

Regeringen vil på en række sektorområder indgå i et tættere samarbejde med de indonesiske myndigheder. Det gælder bl.a. på Cleantech-området.

Siden 2005 har Danmark arbejdet med miljø-, klima- og energispørgsmål i Indonesien og har i starten af 2013 igangsat næste fase af dette udviklingssamarbejde.

Indsats mod livsstilssygdomme

Det nye miljø-, energi- og klimaprogram til næsten 300 mio. kr. er et ideelt udgangspunkt for, at Danmark også i de kommende år kan være en aktiv medspiller på området.

Danske løsninger vil kunne hjælpe til udbedringen af en lang række af Indonesiens udfordringer indenfor sundhedssektoren, hvor den danske medicinalindustri især vil kunne bidrage til at afhjælpe mange af middelklassens voksende livsstilssygdomme.

Regeringen vil i samarbejde med private virksomheder og institutioner, arbejde for en styrket markedsføring af danske sundhedsløsninger samt understøtte en tættere dialog mellem de indonesiske og danske sundhedsmyndigheder.

Regeringen vil også udbygge kontakterne til de indonesiske myndigheder indenfor fødevarer og fødevareteknologi, infrastruktur, uddannelse samt forbrugs- og designvarer.

Det skal bidrage til større kendskab til de danske kompetencer på disse områder, hvor danske virksomheder tilbyder avancerede løsninger. Det gælder bl.a. den særlige danske ekspertise inden for forarbejdning af fødevarer, fiskeri og akvakultur (dambrug m.v.).

Man kan hente (downloade) vækstmarkedsstrategien for Indonesien på
http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Eksportraadet/Nyheder_Eksportraadet/2011/Vaekstmarkedsstrategi%20Indonesien.pdf

Yderligere oplysninger hos:
Henrik Winther, presserådgiver, udenrigsministeriet,
tlf. 24 49 51 70 og Søren Møller Nielsen, presserådgiver,
erhvervs- og vækstministeriet, tlf. 22 44 50 60