Af Eva Højrup, Folkekirkens Nødhjælp
Ny international enighed om almindelige menneskers jordrettigheder i skarp konkurrence med store koncerner er vedtaget i FN-regi.
Det udløste jubel og langvarige klapsalver hos mange af de mest involverede på det afsluttende forhandlingsmøde i Rom, da det efter en uges hårde tovtrækkerier sent fredag aften stod klart, at der var opnået enighed om retningslinjerne.
Kampen om verdens landbrugsjord har stået på længe. Høje fødevare-priser og klimaforandringerne får rige stater, udenlandske selskaber og spekulanter til at opkøbe eller leje landbrugsjord i verdens fattigste u-lande i den helt store stil.
Det betegnes som ”jordtyveri” (landgrabbing) og betyder, at de fattige, der dyrker jorden, fra den ene dag til den anden kan blive fordrevet fra deres jord.
Men nu har FN’s Verdensfødevarekomité (Committee on World Food Security, CFS) skabt international enighed om frivillige retningslinjer for, hvordan lande og institutioner forvalter rettighederne til jord, fiskeri og skove.
Forhandlingerne sluttede i den forgangne uge efter on-and-off at have stået på siden 2009 og involveret flere end 130 lande. I en presse-meddelelse fra CFS roses bl.a. Folkekirkens Nødhjælp for vedvarende og veldokumenterede indspil i kampen for fattiges ret til deres egen jord.
De fattigste skal høres
Alle underskrivende lande (herunder Danmark) har nu forpligtet sig til at gennemføre retningslinjerne, som man håber vil bidrage til at beskytte marginaliserede og sårbare befolkningsgruppers ejendomsret. Det bliver modtaget med glæde hos Folkekirkens Nødhjælp.
”De nye regler kan få stor betydning for mange af verdens fattige familier på landet, der lever i stater med svage administrative og juridiske strukturer. Vi har nu en international ramme, der kan forbedre de enkelte landes konkrete regeringsførelse, og som kan støtte åbne procedurer for tildeling af jord,” siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Reel udvikling på landet
Folkekirkens Nødhjælp kender til problemerne med jordtyveri fra sine lokale samarbejdspartnere i flere u-lande. I eksempelvis Cambodja i Sydøstasien er antallet af jordstridigheder eksploderet de seneste år.
Sagerne handler bl.a. om multinationale sukker- og gummifabrikker, der opkøber jord til deres plantager. Jord, fattige bønder betragter som deres, men ikke har papir på (skøde eller lign.), og som de derfor bliver drevet væk fra uden mulighed for kompensation.
”Der er kolossalt behov for øgede investeringer i udviklingslandenes landbrug, og det er vigtigt, at fattige befolkningsgrupper har ret til jord, de kan dyrke, så de har mulighed for at arbejde sig ud af fattigdomsspiralen”, anfører Henrik Stubkjær.
“Udenlandske investeringer i u-lande kunne have positive effekter. Men ofte går investeringerne netop uden om de mennesker, der har allermest brug for hjælpen. Regeringerne bør derfor sikre, at investeringer i lokale landbrug fører til reel udvikling i landområderne og ikke krænker fattiges ejendomsret,” lægger han til.
Konkrete anvisninger
De nye retningslinjer giver konkrete anvisninger på, hvordan hvert enkelt land kan gribe den praktiske forvaltning af jordrettigheder an. Der er f.eks. udarbejdet principper om lighed, ikke-diskrimination, gennem-skuelighed i beslutningsprocessen og inddragelse af den lokale befolkning.
Retningslinjerne kan hjælpe ansvarlige regeringer i bestræbelserne på at tiltrække investeringer, der også understøtter den fattige landbefolkning – og ikke blot udnytter god landbrugsjord og vand til eksportafgrøder, som man aldrig får nogen glæde af lokalt.
Retningslinjerne vil samtidig skabe en ramme, der tilskynder udviklingslandenes egne landmænd til at investere og udvikle deres landbrug og dermed bidrage til at skabe vækst og fødevaresikkerhed.
Retningslinjerne slår også fast, at ansvarlige investeringer er nødvendige. Det overordnede politiske mål er at udrydde fattigdom, skabe fødevaresikkerhed og sikre en bæredygtig udnyttelse af verdens land-, fiskeri- og skovbrugsressourcer.
”Det er fint med en ramme. Folkekirkens Nødhjælp og vore partnere vil sammen med andre folkelige organisationer holde øje med de enkelte landes praksis. Retningslinjerne vil ikke flytte en millimeter, hvis ikke der ligger et konstant internationalt pres på regeringerne til at afstå fra landgrabbing,” siger Henrik Stubkjær.
Se også omtalen på hjemmesiden for FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) på http://www.fao.org/news/story/en/item/128907/icode
Final draft of the Voluntary Guidelines (forhandlingsresultatet) er placeret på websiden http://www.fao.org/nr/tenure/voluntary-guidelines og på CFS-websiden http://www.fao.org/cfs/cfs-home/cfs-land-tenure/en
FAKTA:
Der findes ikke et nøjagtigt tal for, hvor meget landbrugsland, der indtil videre er solgt på verdensplan. I rapporten ”Land Grab in Africa” skønnes det, at der i Afrika foreløbig er solgt eller udlejet et areal, der svarer til Frankrig på 52,6 millioner hektarer – se rapporten på http://www.globallandproject.org/Documents/GLP_report_01.pdf
Det er lande, som Etiopien, Madagascar, Sudan, Tanzania, Mali, Mozambique, Uganda og DR Congo, der er de absolutte topscorere, hvad salg og leasing angår.
I DR Congo har sydafrikanske landmænd eksempelvis leaset 10 millioner hektar. Det svarer til fire gange Danmarks landbrugsareal, der er på 2,7 millioner hektar.
Man kan læse hele APRODEVs rapport om “Stolen Land and Stolen Futures” på http://www.aprodev.eu/files/Trade/landgrab_aprodev.pdf
————–
Eva Højrup er free lance journalist med deltidsansættelse hos Folkekirkens Nødhjælp. Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatteren.
