Siden lørdag har sikkerhedsstyrker i Sudan skudt og dræbt mindst otte demonstranter, skriver Human Rights Watch. Utallige andre er såret.
Andre organisationer sætter dødstallet fra weekenden højere, nogle taler om helt op mod 21 dødsofre.
Human Rights Watch henviser til ”troværdige observatører” der opgør det samlede antal dræbte til omkring 70 siden december.
Lørdag var tusindvis af demonstranter samlet i Sudans hovedstad, Khartoum, og i landets næststørste by, Omdurman, for at kræve præsident Omar al-Bashirs afgang. Flere af de oppositionsgrupper, der står bag protester, har opfordret demonstranterne til at blive ved, indtil Bashir går af.
Men i weekenden greb regeringsstyrker atter ind med hård hånd – både politi, sikkerhedstjeneste og paramilitære styrker, siger øjenvidner til Human Rights Watch. Sikkerhedsstyrkerne brugte både skarpe skud, tåregas og chokgranater for at sprede demonstranterne.
HRW: Respektér retten til at demonstrere
Sudan har været rystet af demonstrationer i flere måneder nu. Protesterne begyndte i december 2018 på grund af stigende priser på dagligvarer. Men hurtigt udviklede demonstrationerne sig med krav om Bashirs afgang.
Lørdagens store demonstrationer fandt sted på 34-årsdagen for den folkelige opstand, der væltede den daværende præsident, Ja’afar Numeri, og hans regering.
Både EU, FN og en række menneskerettighedsorganisationer har opfordret Sudans regering til at beordre sikkerhedsstyrkerne til at stoppe brugen af skarpe skud og løslade de politiske fanger.
”Sudans ledere må stoppe volden mod fredelige demonstranter. Brutal fremfærd som dette er uberettiget, ulovligt og har den modsatte effekt,” siger Jehanne Henry, der er vicedirektør for Afrika hos Human Rights Watch.
”De bør respektere det sudanske folks ret til at demonstrere fredeligt.”
Foruden de dræbte og sårede meddelte Sudans indenrigsminister i weekenden, at 2496 mennesker er anholdt.
Omar al-Bashir, der er efterlyst af Den Internationale Straffedomstol i Haag for formodede krigsforbrydelser i Darfur-provinsen, har indtil videre ikke vist tegn på, at han er ved at forlade præsidentposten.