Nyt undervisningsmateriale om korruption og bestikkelse til gymnasiet

korruption
Laurits Holdt

Et filmhold har gennemført optagelser i Ghana og Danmark – og det hele er samlet på hjemmesiden for Globale Gymnasier og det udgør en væsentlig del af undervisningsmaterialet ”Korruption og bestikkelse”, fortæller Batavia Media i en pressemeddelelse.

Der er både film og tekster om, hvordan hverdagen med korruption opleves og der er rollespil, hvor man som hjemmesidebruger kan spille ”mod” en korrupt ghanesisk embedsmand. Rollespillet er fiktion med en ghanesisk skuespiller, baseret på erfaringerne fra Transparancys afdeling i Ghana. 

Korruption i mange former

Korruption i Ghana optræder i mange former: I hverdagen er det gebyrer for at gadehandlere kan få varer ind til byen, smørelse til færdselsbetjente, ekstrabetaling for skolebøger og undervisning. På det nationale niveau kan det være svindel med stemmeoptælling, bestikkelse af dommere og udbudsgivere. 

Konsekvenserne af den udbredte korruption i Ghana er alvorlige. Offentlige midler forsvinder i private lommer og især de fattigste rammes hårdt, når staten mangler midler. Korruption kan i yderste konsekvens koste liv, når et indkøbscenter kollapser på grund af byggesjusk eller når patienter ikke får den nødvendige lægehjælp, fordi hospitalsudstyret er defekt. 

Korruption eksisterer på alle samfundsniveauer i Ghana. Men hvordan er det i Danmark? Er korruption kun noget, der foregår i firmaer med kreative regnskaber? Eller blandt offentlige ansatte der finansierer private indkøb med offentlige midler?

Findes der også hverdagskorruption i Danmark, hvor almindelige danskere udnytter systemet? 

Materialet indeholder korruptionscases fra Danmark, som eleverne kan arbejde videre med og debattere. Eleverne skal arbejde med bl.a. Atea-sagen, Se-og-hør-skandalen og Panama-papers. 

Nyt samarbejde sikrer ny distribution i uddannelsessystemet 

Der produceres mange undervisningsmaterialer om udviklingsspørgsmål. For at sikre en bedre og bredere distribution har Globale Gymnasier taget temaet op med de internationale koordinatorer ude på skolerne og samtidig har Transparancy International Danmark sendt en medarbejder ud for at afprøve materialet i en række gymnasieklasser. 

Globale Gymnasier er et netværk af danske gymnasier, som uddanner og inspirerer lærere og elever til at flytte undervisningen ud i virkeligheden og bruge verden som klasseværelse. 

Link til materialet: http://korruption.globalegymnasier.dk.linux6.curanetserver.dk/