Med krav om flere arbejdspladser til lokalområdet blokerede demonstranter den 25. november ind- og udkørslen til Tunesiens største – og eneste statsejede – fosfatmine, Gafsa Phosphate, i det centrale Tunesien.
Gafsa Phosphate har i årtier leveret fosfat til fremstillingen af kunstgødning til landbruget, og i 2010 var Tunesien takket være Gafsa Phosphate den femte største eksportør af fosfatprodukter i verden. Havde blokaden af fosfatminen fundet sted dengang, ville konsekvenserne have været mærkbare for landbrug så langt væk som i Indien og USA.
Men siden dengang har Tunesien gennemlevet en revolution, en demokratisk rutsjetur, en coronakrise og et økonomisk mareridt.
Samme periode har budt på gentagne produktionsforstyrrelser på Gafsa Phosphates, som har ledt til en reduktion i Tunesiens fosfateksport på mere end 50 procent. Handelspartnere, der tidligere var afhængige af tunesisk fosfat, har samtidig lavet andre aftaler med mere stabile fosfateksportører.
I dag, ti år senere, er den tunesiske fosfatindustri kun en skygge af sig selv, og protester, der tidligere ville have haft mærkbare effekter på det globale fosfatmarked, skaber i dag blot krusninger på overfladen.
Den tunesiske fosfatindustris trængsler er symptomatiske for landets generelle økonomiske nedtur de seneste år.
Selvom Tunesien kom mere demokratisk ud på den anden side af Jasminrevolutionen, så er ”den økonomiske situation i dag værre end under diktaturet,” vurderer ph.d.-studerende og Nordafrikaekspert ved DIIS Ahlam Chemlali.
Demokratisk fremgang med økonomisk nedgang
Da 26-årige Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv den 17. december 2010 foran rådhuset i Sidi Bouzid i det centrale Tunesien, satte det gang i en serie af hændelser, der blot 28 dage senere tvang præsident Zine El Abidine Ben Ali på flugt til Malta. Ben Ali havde siddet tungt på magten i 23 år, og hans afgang var startskuddet til demokratiseringen af Tunesien. Diktatorens fald satte samtidig gang i en protestbølge, der skyllede ind over det meste af Nordafrika og Mellemøsten under betegnelsen Det Arabiske Forår.
Men Bouazizis desperate handling var ikke en protest mod manglende demokrati i Tunesien, men en reaktion på hans økonomiske kvaler. Masseprotesterne, som fulgte efter Bouazizis selvmord, handlede heller ikke om demokrati.
”Det var krav om økonomiske forbedringer og social retfærdighed, der trak tuneserne på gaden dengang,” fortæller Ahlam Chemlali.
Landet gik fra Ben Alis etpartisystem til parlamentarisme med frie valg – dog præget af regeringskriser og politisk mudderkastning – men politikerne har hverken magtet at forbedre den økonomiske situation eller at håndtere den høje arbejdsløshed, de forringede offentlige tjenester og de stigende leveomkostninger.
Siden revolutionen har den tunesiske dinar mistet halvdelen af sin værdi over for dollaren, og tunesiske familiers købekraft er faldet med mere end 80 procent.
Coronakrisen har forværret situationen, da blandt andet fraværet af turister har ramt hotel- og restaurationsbranchen hårdt. Turisme udgør mere end en sjettedel af landets bruttonationalprodukt og er en vigtig kilde til udenlandsk valuta.
Under de hårde økonomiske betingelser er ungdomsarbejdsløsheden, til stor frustration, steget til knap 40 procent.
Utilfredsheden med magthaverne og de manglende løsninger på de økonomiske udfordringer viste sig ved det sidste parlamentsvalg i efteråret 2019, da kun 41 procent af vælgerne valgte at stemme. Det er en nedgang i valgdeltagelsen på næsten 27 procentpoint i forhold til valget i 2014.
Tuneserne vil væk
En rapport lavet af det uafhængige forskningsnetværk Afrobarometer fra 2018 viser, at mere end halvdelen af tuneserne mellem 18 og 35 år har overvejet at emigrere på grund af den vanskelige økonomiske situation.
”Mange højtuddannede tunesere er allerede emigreret til især Frankrig og Tyskland,” forklarer Ahlam Chemlali.
Og i 2020 er næsten 8.000 tunesiske migranter ankommet til Italien, hvilket er mere end tre gange så mange som sidste år. Ifølge Africanews gør det tuneserne til den største migrantgruppe, der i år har nået italiensk grund.
Forskellen fra tidligere består også i, at hele familier disse år forlader Tunesien.
”Dette er led i en trist udvikling,” siger Ahlam Chemlali:
”Før i tiden var det mest fattige tunesiske mænd, der emigrerede på egen hånd; i dag ser vi hele familier fra middelklassen emigrere. Vender magthaverne ikke den økonomiske udvikling vil migrationsstrømmene fortsætte.”
