Om H.O. Lange
Hans Ostenfeld Lange (1863-1943) var uddannet ægyptolog; han var overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek fra 1901 og frem til 1924, hvor han var med til at grundlægge det ægyptologiske institut ved Københavns Universitet og blev dets første lektor.
Ud over en almen interesse for egyptiske oldsager, som han opkøbte på vegne af danske museer og skrev om i sine dagbøger, var Lange især skriftinteresseret og opbyggede med midler fra Carlsbergfondet den unikke Papyrus Carlsberg Samling.
Samlingen indeholder en lang række sjældne papyri, blandt andet tempelarkivet fra Tebtunis. De fleste papyrussamlinger ligger på museer, men Papyrus Carlsberg Samlingen hører til universitetet og er tilgængelig for både forskere og studerende i det daglige.
KØBENHAVN, 21. december, 2016 (Københavns Universitet): I begyndelsen af 1900-tallet kunne der, nøjagtig ligesom i dag, tjenes ekstreme summer på handlen med egyptiske oldsager. Særligt sjældne genstande indbragte ofte sælgerne, hvad der i dag svarer til millioner af kroner. Så det er ikke sært, at det var fristende at forsøge at snyde de egyptiske myndigheder – som dog undertiden også selv medvirkede til den suspekte handel – og smugle oldsager ud af landet. Og kreativiteten var stor: Opkøberne udnyttede diplomatisk immunitet, militærets transportskibe og ofte også det almindelige postvæsen til at fragte ulovlige genstande hjem til England, Tyskland og Frankrig.
Der blev også sendt mange genstande til Danmark og de danske museer – langt de fleste dog erhvervet på lovlig vis – for en del af opkøberne var danskere, blandt andet bibliotekar H.O. Lange, som i 1924 grundlagde egyptologi som fag på Københavns Universitet. Han var i to omgange i Egypten og virkede blandt andet som agent for Glyptoteket og Nationalmuseet.
Afslørende dagbøger
Takket være de dagbøger, som Lange med stor nidkærhed førte under sine ophold i Kairo i 1899-1900 og 1929-1930, har to af hans efterfølgere i faget, professor Kim Ryholt og lektor Fredrik Hagen, i detaljer kunnet rekonstruere meget af den handel med egyptiske oldsager, som har fyldt alle store vestlige museers egyptiske samlinger. Det gør de i bogen The Antiquities Trade in Egypt 1880-1930 – the H.O. Lange Papers, der netop er udkommet på Videnskabernes Selskab.
”Alle, der ved noget om egyptologi, ved godt i store træk, hvordan antikvitetshandlen i Egypten foregik på den tid, men meget få har beskæftiget sig indgående med emnet. Det kan vi gøre nu, fordi vi er så heldige at have adgang til H.O. Langes dagbøger, som afslører mange interessante detaljer, vi ikke har kendt til før; blandt andet beskriver han nogle uformelle netværk af forhandlere, opkøbere og mellemmænd, som på samme tid opererer inden for og uden om det officielle system, og vi har på den baggrund kunnet lave biografier over de fleste af de egyptiske forhandlere, som spillede en rolle i handlen. Det er aldrig blevet gjort før,” fortæller professor Kim Ryholt og fortsætter:
”Grunden til, at det er interessant for os at vide noget om i dag, er, at de egyptiske samlinger, vi har på fx Glyptoteket og Nationalmuseet, er blevet skabt på baggrund af denne handel. Men fordi handlen havde den karakter, som den nu engang havde, ved vi ofte ikke, hvor genstandene kommer fra i Egypten, hvilke genstande der hører sammen, om de er erhvervet på lovlig vis, og, i visse tilfælde, om de overhovedet er ægte. Disse vigtige forhold kan studier af handlen være med til at kaste lys over.”
Falsknerier florerede
Fordi der var så store penge i antikvitetshandlen, og efterspørgslen var så stor, opstod der tidligt et kæmpe marked for falsknerier. På et tidspunkt var markedet så ophedet, at det kunne betale sig på nærmest industriel vis at fremstille falsknerier i fx Italien og England for derefter at fragte dem til Egypten og sælge dem som oldsager.
I deres bog giver Kim Ryholt og Fredrik Hagen mange eksempler på den store opfindsomhed, forhandlerne lagde for dagen, når de skulle afsætte falsknerierne; ofte handlede det om at give genstanden en troværdig oprindelse, fx en særlig berømt lokalitet eller historisk baggrund, som ville gøre køberen interesseret og få genstandens værdi til at stige. Den opfindsomhed gik også ud over H.O. Lange, som ellers gik meget metodisk til værks, når han skulle købe en genstand, og som brystede sig af at have en særlig evne til at spotte et falskneri på lang afstand:
”I 1930 købte Lange på vegne af Glyptoteket to hoveder i sort granit, som angiveligt skulle stamme fra den sjældne og eftertragtede Amarna-periode, og han var fuldstændig overbevist om, at de var ægte, selv om han fik dem overraskende billigt. I dag ved vi, at de ikke er ægte,” siger Fredrik Hagen og uddyber:
”To forhandlere, som Lange ellers kendte godt og havde handlet med tidligere, solgte hver et ”Amarna”-hoved til ham. Selv om de var hugget i forskellige typer sten, mente Lange, at det var den samme skulptør, som stod bag begge hoveder, og han havde ironisk nok formodentlig ret; det var nemlig med stor sandsynlighed den samme falskner, som fabrikerede begge to, der den dag i dag bliver opbevaret på Glyptoteket.”
Noget, der ifølge Fredrik Hagen burde have fået Lange til at reagere, var, at det var overraskende let for ham at få tilladelse til at føre hovederne ud af Egypten. Det egyptiske museum i Kairo skulle udstede en eksporttilladelse, før man kunne få lov til at sende antikviteter hjem, og meget sjældne genstande var svære at få ud. Men museet må have gennemskuet, at der var tale om forfalskninger, for museumsinspektøren gav Lange tilladelsen uden at blinke.
Egypten tjente selv på handlen
I begyndelsen af 1900-tallet forsvandt enorme mængder oldsager ud af Egypten. Oldsager, som i dag udgør rygraden i de store vestlige museers egyptiske samlinger. Men det var ikke kun udenlandske opkøbere og arkæologer, som stod for eksporten af oldsagerne:
”Ud over at være det organ, som skulle sørge for, at umistelige skatte ikke forsvandt fra Egypten, spillede den egyptiske antikvitetstjeneste også selv en meget aktiv rolle i handlen. Vi har fundet flere eksempler på, at tjenesten selv påbegyndte store udgravninger med det ene formål at sælge antikviteterne videre bagefter. Selvfølgelig fordi der var så mange penge i det,” forklarer Kim Ryholt.
Et godt eksempel på den nogle gange temmelig brutale fremgangsmåde, som de egyptiske myndigheder selv praktiserede, når velhavende udlændinge henvendte sig for at købe antikviteter, finder man i dag på Glyptoteket i København:
”Brygger Jacobsen bestilte i 1910 en hel grav hos antikvitetstjenesten. Tjenesten sendte en inspektør ud for at fritlægge et halvt dusin grave, som derefter blev vurderet af bryggerens udsending Valdemar Schmidt. Da han havde fundet den rigtige grav, gik arbejderne i gang med at skære reliefferne ud, og Schmidt kunne derefter sende flere tons relieffer til København. Og så stod der et gabende hul tilbage bagefter! Man bliver lidt chokeret, når man læser det i dag, men det var sådan, det foregik nogle gange.”
Interessen fra museer og samlinger over hele verden har da også været betydelig: Så snart det rygtedes, at Kim Ryholt og Fredrik Hagen var ved at skrive bogen om antikvitetshandlen i Egypten, blev de kontaktet af kollegaer fra hele verden. Og de har derfor sammen med forlaget besluttet, at bogen efter et stykke tid vil blive offentligt tilgængelig som søgbar pdf, så deres kolleger rundt omkring i verden kan bruge den som et redskab til at blive klogere på deres egne samlinger.
Læs mere om Kim Ryholts og Fredrik Hagens bog The Antiquities Trade in Egypt 1880-1930 – the H.O. Lange Papers på Videnskabernes Selskabs hjemmeside.
