Organisation fra Malawi får dansk særpris for aids-arbejde

Forfatter billede

Organisationen CEDEP får pris fra AIDS-Fondet for at have sat LGBT-spørgsmål på dagsordenen i Malawi og kæmpet for en udsat minoritetsgruppe af anden seksuel orientering. Med CEDEP’s hjælp suspenderede Malawi omstridt sodomi-lov og fik i stedet en sober debat.

I år uddeler AIDS-Fondet en særpris, som går til organisationen Centre for the Development of People (CEDEP), som arbejder for at sikre adgang til helt basal hiv-forebyggelse for de mest udsatte og marginaliserede befolkningsgrupper i Malawi.

CEDEP arbejder i Malawi med hiv-oplysning, forebyggelse, testning og rådgivning af LGBT-personer, som lider under en høj hiv-rate.

CEDEP har med succes inddraget traditionelle og religiøse ledere i debatten om LGBT, sundhed og menneskerettigheder, og de er kommet langt med at skabe opmærksomhed og accept for LGBT personer.

Det var CEDEP’s bestræbelser der førte til, at en domstol besluttede at suspendere Malawis sodomi-love, der kriminaliserer sex mellem to personer af samme køn. Med CEDEP’s hjælp blev der i stedet taget hul på en mere sober debat om aids-indsatsen blandt de mest udsatte grupper, herunder mænd der har sex med mænd.

Har indledt utænkelig debat

CEDEP modtager prisen, fordi den har bevist, at det er muligt at ændre den måde, et samfund ser på spørgsmålet om homoseksualitet, trods store juridiske og socio-kulturelle udfordringer.

CEDEP har været drivkraften bag en debat, der ville have været helt utænkelig at tage hul på i Malawi for blot få år siden, skriver AIDS-Fondet i sin begrundelse for at give prisen til organisationen fra Malawi.

CEDEP gør et stort stykke arbejde for at oplyse om hiv/aids, uddele kondomer, teste for sygdommen og rådgive smittede.

Victor Gama står bag en stor undersøgelse af hiv-epidemien blandt mænd der har sex med mænd i Malawi.

Victor Gama, der repræsenterer CEDEP, får torsdag overrakt særprisen af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

”Kampen mod HIV/AIDS er i fuld gang, og vi oplever fremskridt særligt i forhold til behandlingsmulighederne og udviklingslandenes evne til selv at håndtere sygdommen, men der er stadig lang vej igen,” siger Mogens Jensen.

”Regeringen har derfor øget støtten til både Den Globale Fond og UNAIDS. Det danske udviklingssamarbejde har særligt fokus på sårbare grupper som sexarbejdere og mænd der har sex med mænd. Vi giver årligt over 1 mia. kr. til de internationale organisationer og civilsamfundsgrupper, der hver dag kæmper en ihærdig kamp for at komme sygdommen til livs,” siger ministeren.