Overfald på uheldige turister giver bange anelser i Jeriko

Palæstinensiske flag ved en demonstration i Jeriko mod Israels planer om at annektere dele af Vestbredden i 2020.


Foto: Luay Sababa/NurPhoto via Getty Images
Søren Steensig

18. januar 2023

Det kunne være en moderne udgave af fortællingen om den barmhjertige samaritaner (Lukas 10, 23-27). Stedet er endda næsten det samme!

Tæt ved landevejen mellem Jerusalem og Jeriko er en flok udenlandske kvindelige turister og deres palæstinensiske veninder på vandretur i ørkenen, da de bliver angrebet af unge mænd, der slår vildt efter pigerne med stokke. På en blanding af arabisk og hebraisk råber de, at de vil smadre hovedet på dem og brække deres arme.

En i gruppen har åndsnærværelse nok til at filme episoden på video, og bøllerne forsvinder igen. Nu kan begivenheden ses på Twitter.

Det seriøse israelske dagblad Haaretz, der udkommer både på hebraisk og engelsk i samarbejde med New York Times, skriver, at overfaldsmændene sandsynligvis er israelske bosættere fra området.

Soldater hjalp turisterne tilbage til deres bus. Der er ikke rejst sigtelse mod nogen for overfaldet, skriver Haaretz.

Skræmmende forvarsel for et ellers fredeligt sted

Jeriko regnes normalt for et fredeligt sted i et ufredeligt hjørne af Verden. Sidste år blev 170 palæstinensere og en enkelt udenlandsk journalist dræbt i aktioner på Vestbredden, hvor israelsk militær og israelske bosættere var involveret. I år har der næsten hver dag været episoder, der kostede palæstinensere livet, men stadig ikke i Jeriko.

Måske er det ved at ændre sig.

Overfaldet er i sig selv en banal episode, selv om der ifølge mine kilder har været flere. Som det ses i videoen, fik angrebet ikke andre følger for de uheldige turister end en forskrækkelse og nogle knubs.

Men det kan være alvorligt, hvis den er et forvarsel om, at israelske bosættere nu kan terrorisere turister og andre i Jeriko uden at risikere straf. Måske for at signalere, at Vestbredden tilhører israelerne og ikke palæstinenserne, eller at den er en omstridt slagmark, og at bjergene ved Jeriko ikke er noget fristed for pro-palæstinensiske turister.

Godt at en israelsk avis og soldater tog sagen op som barmhjertige samaritanere! Selv om avisen konstaterer, at ingen kommer efter bøllerne.