Oxfam IBIS: Medicinalfirmaer flytter indtægter til skattely og snyder udviklingslande for skat

1600px-new_york_city_pfizer_world_headquarters_02
Pfizer er et af de medicinalfirmaer som Oxfam IBIS peger anklagende på i sin nye rapport.
Foto: Norbert Nagel (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

Fire af verdens største medicinalvirksomheder gemmer store dele af deres overskud i skattely og beholder på den måde op mod 25 milliarder kroner årligt, som ellers skulle have været betalt i skat. Sådan lyder det fra Oxfam IBIS på baggrund af rapporten ”Ulighed på Recept”, som organisationen netop har offentliggjort.

Rapporten gennemgår regnskaberne for Pfizer, Merck, Johnson & Johnson og Abbott i årene fra 2013 til 2015 og viser, at virksomhederne rapporterer påfaldende beskedne overskud (5-7 procent) i lande med almindelige skattesatser, men de har langt større overskud (31 procent) i lande, der er kendte skattely. 

”Det er enten et besynderligt tilfælde eller – mere sandsynligt – en øvelse for at minimere deres skatteregning,” siger Oxfam IBIS’ skatteekspert, Christian Hallum. 

I rapporten går man ud fra, at der er tale om kreativ bogføring og ikke tilfældigheder. Det anslås, at Danmark alene ville have modtaget 138 millioner flere skattekroner fra de fire selskaber, hvis de havde betalt skat af det reelle overskud i Danmark.

På samme facon fastslås det, at syv lande, der indgår i undersøgelsen – Chile, Colombia, Ecuador, Indien, Pakistan, Peru og Thailand – ville havde fået 722 millioner kroner mere ind i skat hvert eneste år, hvis firmaerne betalte skat af deres reelle indtægter i landene.

Øger den globale ulighed

”Når multinationale virksomheder mindsker deres skat, øger de den globale ulighed, og det er de fattigste der lider mest. Det er tragisk, at der stadig er steder i verden, hvor forældre mangler basal lægehjælp til deres børn, eller hvor familier må vælge mellem mad eller livsvigtig medicin. Endnu værre er det, at medicinalvirksomheder selv bidrager til denne tragedie ved at drive virksomhed, som de gør,” siger Christian Hallum. 

Han har et bud på, hvordan tingene kan blive anderledes: 

”Den finte, som beskrives i rapporten er kun mulig, fordi virksomheder i dag helt lovligt kan sløre, hvor de har deres aktiviteter, og hvor de betaler deres skat. Det skal vi lave om ved at kræve, at multinationale selskaber offentligt skal aflægge et regnskab for hvert land, de er til stede i,” siger Christian Hallum.

Princippet hedder offentlig land-for-land rapportering og er lige nu til forhandling i EU. Danmark har flere gange gået forrest i kampen mod skattely, og nu opfordrer Christian Hallum til, at man sætter alt ind for at få vedtaget de nye regler. 

”Det vil være et stort og vigtigt skridt i kampen mod den kapitalflugt, der skønnes at koste verdens udviklingslande 1.000 milliarder hvert eneste år – penge som kunne redde menneskeliv og skabe vækst og velfærd.” 

Se hele rapporten samt metodedokument og datasæt: https://oxfam.app.box.com/s/oysml1kmiw2s3a0o5fpqon92n959it17