Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Eventyret i Haydom. Jeg finder bogen med den indbydende titel i et gæstehus i Arusha, Tanzania. Og et eventyr skal det blive, når jeg flyver med det humanitære flyselskab MAF til Haydom i et af de frodige områder af Tanzania.
Så frodigt er det ikke i de områder, der er målet for vores lægesafari. Jeg skal med sygeplejersker ud i distriktets yderområder, hvor de betjener hundredvis af mødre og børn, som lever så afsides og i ufremkommelige områder, at de ikke har andre muligheder for at blive undersøgt, vaccineret og behandlet for eventuelle sygdomme.
Krigerisk stamme får hjælp
Befolkningen i Endemyanish tilhører mangati-stammen tæt ved Singida-regionen, hvor jeg selv voksede op fra 1963 til 1975. Mangatierne var krigeriske dengang og smed sten efter bilen, når vi kørte forbi deres område. En dag ramte en sten bilens forrude og splinterne fløj ind i min mors hals. Hvordan hun fik dem ud, husker jeg ikke. Men jeg husker en anden sundhedskrise, og den indtraf, da min mor fødte min lillesøster, og blødningerne ikke ville stoppe. Da blev hun indlagt på hospitalet i Haydom en måned…
Nu er jeg landet her. I Haydom, hvor norske missionærer tilbage i 1955 etablerede Haydom Lutheran Hospital, der i dag har 250 indlagte og lige så mange ambulante patienter.
Sikkerhed frem for alt
Siden er der etableret 15 små klinikker rundt omkring i distriktet, typisk ved at det humanitære flyselskab MAF flyver ud i nye områder med deres små maskiner. Klinikkerne etableres efterhånden med bygning og sygeplejerske, og så er det videre til nye områder, som ikke har den luksus. Det er en af tre nye såkaldte mobile klinikker, der er mål for vores lægesafari.
Flyvemaskinen er læsset med vacciner, sprøjter, piller, en jordemoder og sygeplejersker. Vi ved, at en interimistisk landingsbane er ryddet for træer og buske og holdt fri for mennesker og vilddyr. Men det er regntid, og vandet har silet ned i syv stive timer, så landingsbanen er blød og fedtet. Vi må vente et døgn, inden vi kan flyve ud med sundhedsteamet. Sikkerhed frem for alt.
Ufremkommelige sumpområder
På vej mod Endemyanish i 7.500 fods højde får vi syn for sagen. Haydoms bjerglandskab er frodigt, opdyrket og med et rimeligt vejnet. Men så flyver vi over et lavland dækket af sumpe. Indimellem ser vi en ø, hvor der er bygget en rund indhegning med en lille hytte i midten. De runde ”gårde” ligger spredt mellem små åer, vådområder og en bevoksning, der på afstand ser ud som mug på en gammel ost. Det er en gåde, hvordan folk bevæger sig rundt i området med deres kvæg.
Men frem kommer de, også når MAF’s lille fly lander i Endemyanish nedenfor nogle bakker for enden af sumpen. De slipper hvad de har i hænderne og skynder sig hen til landsbyen. Jeg taler med en kvinde, Paskalina, som er højgravid med barn nummer syv. Hun har vandret i to timer for at nå frem til træet, hvor sygeplejerskerne nu sidder klar ved et bord. De tager blodprøver, måler blodtryk, vejer de små børn og vaccinerer mod blandt andet difteri, leverbetændelse og polio.
”Uden klinik er vi overladt til os selv”
I en ufærdig bygning sidder jordemoderen klar til at undersøge de gravide en efter en. Det er nu Paskalinas tur. Ligger fosteret rigtigt? Sparker det? Og hvordan har mor det? Får hun nu hvilet, eller skal hun absolut ud i marken og hakke i jorden? Der er heldigvis ikke noget i vejen med hverken mor eller barn, og det er trygt.
”Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke kunne komme her,” sukker Paskalina, da jeg taler med hende bagefter. ”Vi har ikke andre muligheder for at blive undersøgt og behandlet. Uden sundhedshjælp udefra er vi overladt til os selv, min mand og jeg. Og vi ved jo ikke, hvad vi skal stille op, hvis noget går galt.”
Jeg går hen til et træ, hvor en sygeplejerske har ophængt en vægt. Her møder jeg Salihat, som lige har fået sin toårige pige Shamira vejet.
”Det betyder meget for mig, at jeg kan komme her med min datter og få hende tjekket. Her bliver hun vaccineret, og jeg modtager medicin, når der er brug for det. Så når jeg hører flyvemaskinen komme, skynder jeg mig herhen.”
70 kvinder får sundhedstjek
MAF flyver ud med sundhedspersonale til Endemyanish en gang om måneden. Kvinderne har et kort, hvor sygeplejerskerne noterer deres sundhedstilstand og børnenes vægt. Håbet er, at der også her kan etableres en lokal klinik med fast personale, der kan tilse befolkningen løbende.
”Der kom kun 70 kvinder i dag. Det er nok, fordi regntiden er begyndt,” siger Jarkko Korhonen, der både er certificeret pilot og sognepræst hjemme i Finland. Han har tidligere fløjet for MAF i syv år og har nu taget fri fra præstegerningen i tre uger for at vikariere for en anden pilot i MAF, så lægesafarien kan gennemføres.
”Der plejer at komme omkring 200 her i Endemyanish,” tilføjer han. I Buger længere væk kommer op til 500 kvinder med deres børn for at få hjælp.”
70 er alligevel noget, tænker jeg. det er da noget af en præstation af gravide kvinder at gå i flere timer over åer, gennem sumpe, forbi vilde dyr for at få et sundhedstjek.
Malaria er på retur
Tilbage i Haydom fortæller distriktshospitalets kvalitetschef, Emanuel Mighay, at de mobile klinikker har øget sundhedstilstanden i hele distriktet. Malaria er på retur, fordi MAF flyver ud med myggenet, og myndighedernes sundhedskonsulenter lærer dem at bruge dem. Samtidig lærer lokalbefolkningen at dræne vådområder og fjerne tæt beplantning omkring husene, så malariamyggene mister deres ynglesteder, forklarer Mighay.
Men hvad gavner MAF i den forbindelse, spørger jeg nysgerrigt og får et svar, jeg som glad amatør ikke aner det mindste om. Selv hvis det var muligt at køre ud i yderområderne med bil, ville det tage alt for lang tid, forklarer han. Vaccinerne skal bevares køligt, ellers er de intet værd. Med fly tager turen kun 20-30 minutter, og så er vaccinerne intakte.
Hospitalets overlæge og direktør Paschal Mdoe gør mig også klogere. Hurtig action øger befolkningens tillid til hospitalet. For nylig måtte MAF flyve en hjertepatient til Dar Es Salaam – en rejse, der ellers tager op til 12 timer i bil. Efter halvanden times flyvning kom patienten på operationsbordet og reddede livet.
Så titlen på bogen i Arusha er ikke helt ved siden af. Jeg er virkelig på eventyr i Haydom. Hospitalet, de 15 faste klinikker og de tre nye mobile klinikker redder og bevarer menneskeliv.
