Den 29. januar vendte jeg hjem efter halvanden måneds dejlig ferie i Jeriko med godt vejr og frihed fra næsten al festivitas hen over jul og nytår. Jerikos befolkning er muslimer og holder ikke jul. Byen ligger også tæt ved militære spændingsområder, så nytår var en stilfærdig affære uden knaldfyrværkeri.
Ingen forstyrrede min fredelige ferie i den lille søvnige palæstinensiske provinsby ved Jordanflodens vestbred!
Freden blev brudt samme morgen, da jeg kørte til lufthavnen i Tel Aviv.
Jeg blev standset af to bevæbnede israelske soldater ved udkørslen fra Jeriko og måtte vente i en halv time på at komme videre. Det viste sig senere, at Israels militær havde spærret hele byen af på jagt efter palæstinensere, der dagen før havde dræbt flere israelske jøder i Jerusalem.
Jeg nåede hjem i god behold, men siden da har situationen i Jeriko, på Vestbredden og i Israel ikke været den samme.
Hævn på hævn
En af de formodede palæstinensiske drabsmænd blev fundet, skudt og dræbt under et militært raid ind i en palæstinensisk flygtningelejr i udkanten af Jeriko dagen efter jeg var rejst.
Der er for mig ingen tvivl om, at den stadigt vildere vold på Vestbredden hænger sammen med, at det yderste højre dominerer Israels regering
Byen blev åbnet, men lukket igen få uger senere. Jeriko var afspærret i dagevis, mens soldaterne gennemførte en ny jagt på palæstinensiske drabsmænd.
Denne gang havde en palæstinenser slået en israelsk-amerikansk jøde ihjel i selve byen. Militæret fik nedkæmpet den formodede drabsmand, der måske (ingen har forklaret drabet) ville hævne israelske bosætteres voldsomme angreb 26. februar mod den palæstinensiske landsby Huwara en snes kilometer længere mod nord.
Her blev 16 huse brændt ned, biler ødelagt, en ung palæstinenser slået ihjel og flere snese mennesker kom til skade. Det israelske militær var til stede, men greb ikke ind før det var for sent og hjalp måske endda bosætterne, skriver den britiske Tv-station BBC.
Bosætternes aktion mod Huwara var øjensynlig et hævntogt efter en palæstinensisk drab på to bosættere dagen før. To bosættere blev senere tilbageholdt af de israelske myndigheder, men den israelske minister med ansvar for administration af Vestbredden, Bezalel Smotrich er i den arabiske Tv-station Al-Jazeera citeret for at have sagt, at Huwara burde udslettes helt. Smotrich er selv bosætter.
Magt uden lov
Min fredelige vinter i Jeriko ser derfor i retrospekt ud som en pause i den daglige dødedans men mord, hævn og flere drab som gengæld. ’Magt er det eneste de forstår’, siger begge krigens parter om hinanden. Det er den rå magt, der tæller i Palæstina-konflikten. Israel har holdt Vestbredden besat med magt uden ret siden 1967 og palæstinenserne har kæmpet forgæves for deres frihed lige siden.
Og alligevel er det ikke den sædvanlige dagligdag i Palæstina.
BBC havde 1. marts talt ikke mindre end 70 drab på Vestbredden i år som følge af striden med Israel, heraf 60 dræbte palæstinensere. Det er dobbelt så mange som året før i samme periode. I 2022 var volden allerede opskruet i forhold til tidligere år.
Der er for mig ingen tvivl om, at den stadigt vildere vold på Vestbredden hænger sammen med, at det yderste højre dominerer Israels regering. Bosætterne er i mindretal i befolkningen, men sidder på de vigtigste regeringsposter. Israels regering accepterer formelt en to-statsløsning med et selvstændigt Palæstina ved siden af den jødiske stat, som Danmark og alle vestlige lande officielt går ind for.
Men det er der ingen, der tror på længere, hverken i eller udenfor Israel. Det yderste højre i Israels regering ønsker og arbejder aktivt for at indlemme Vestbredden og udslette Palæstina. De har magten.
De praktiske følger af denne politik er mord og terror mod palæstinensere, der står i vejen for indlemmelsen og palæstinensisk modterror. Sådan som vi har set det i de sidste uger.
Palæstinenserne er naturligvis de svageste og vil tabe. Palæstina har ikke Vesten bag sig, sådan som Ukraine har. Men en del af Israel vil også tabe! Nemlig de over hundrede tusinde israelere, der siden nytår har demonstreret mod den nuværende regering.
Hverken Danmark eller noget andet vestligt land står reelt på Palæstinas side i deres ulige kamp imod det nuværende israelske styre. Selv om vi bekender os til to-statsløsningen.
Palæstinensernes overlevelseskamp begynder at ligne en dødskamp. En af Verdens glemte krige, som palæstinenserne vil tabe, ligesom det Israel vil tabe, der er mod den nuværende regering.
Vi i Danmark kunne tale deres sag, men vi tier.
