Palæstinensisk fotograf vil vise verden én ting: “Vi er ikke bare tal”

Zainab al-Krunz, 16 år, vandt Palæstinas mesterskab i teakwondo i 2020.


Foto: Fatima Shbair
Laurits Holdt

14. juni 2024

”Der er ikke noget i medierne om de rigtige palæstinensere, vel? Vi skal hele tiden kæmpe for at bevise, at vi rent faktisk er mennesker. Med det her, er jeg med til at udbrede den viden – at vi ER mennesker.”

Ordene kommer fra Mohamed Badarne, der er medstifter af Untold Palestine – en online platform for en blanding af professionelle fotografer og journalister og borgerjournalister fra Palæstina. Han er selv palæstinenser, men bor i dag i Berlin.

Vi sidder på de hyndeklædte pallebænke ved Folkemødets internationale scene, hvor han netop har fortalt om Untold Palestine og det relativt nye projekt We are not numbers. Meget apropos kan man under vores samtale et par gange høre sloganet ’free, free Palestine’ i lydtapetet fra det øvrige Folkemøde.

Det er tydeligt, at han har fortalt historien mange gange før. Det har han, fordi det er lykkedes ham og hans kollegaer at få projekterne ud over rampen og i flere internationale mediers søgelys.

Mohamed Badarne.
Foto: Laurits Holdt

Untold Palestine blev etableret i 2020, men har for alvor fået international opmærksomhed, efter Israel erklærede krig mod Hamas og gik til angreb på Gaza som reaktion på massakren i Israel 7. oktober.

Formålet med Untold Palestine er at udfordre og afmontere nogle af de stereotyper, der i Vesten eksisterer om palæstinenserne, forklarer Mohamed Badarne. Både de negative og de positive stereotyper, understreger han.

De negative stereotyper handler om vold og terrorisme, mens de positive stereotyper eksempelvis handler om, at palæstinenserne er heltemodige eller kun er ofre for krigen.

“Det er ikke fordi, der ikke er heltemodige gerninger, og slet ikke fordi der ikke er mange, mange ofre for krigen. Men det handler om at vise, at palæstinenserne i bund og grund bare er mennesker som alle andre, og at Palæstina også er fuld af håb og positive historier,” siger han.

Reduceret til tal og dyr

We are not numbers kom til verden som reaktion på rapporterne om antallet af dræbte i Gaza – et tal der ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder er nået op over 36.000. Det er også et svar på en bemærkning fra den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, som i dagene efter massakren sagde, at Israel ”kæmper mod menneskedyr”.

Den konkrete start på We are not numbers var en af de efterhånden utallige tragedier i Gaza:

Fra We are not numbers.

”En af Untold Palestines venner blev dræbt, og vi følte, at vi var nødt til at fortælle hans historie. Så det gjorde vi. Og så tænkte vi, ‘hvorfor ikke også fortælle alle de andre omkomnes historier?’ Så det gik vi i gang med.”

We are not numbers sætter billeder på de dræbte og fortæller deres historie. Billederne og fortællingerne kommer fra de efterladte, som ifølge Mohamed Badarne ser projektet som en måde at mindes deres kære og fortælle verden, hvem og hvordan de var.

Men projektet handler ikke kun om at vise de omkomne en sidste respekt og om at give de efterladte en mulighed for at mindes dem. Det handler også om at dokumentere, at skabe en form for arkiv over de dræbte for eftertiden, forklarer han.