Den blotte afholdelse af valget ses af mange i sig selv som en succes. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, sendte Libanon en lykønskning med gennemførelsen.
For libanesere bosiddende i udlandet, fandt valget til parlamentets 128 pladser sted en uge tidligere, og den meget kraftige stigning i antallet af afgivne stemmer i forhold til ved sidste valg i 2018, gav anledning til optimisme med hensyn til stor valgdeltagelse for valget søndag. 130.000, mere end 63 procent af den registrerede diaspora, stemte.
Men vælgerne i Libanon valgte i stort omfang at blive hjemme den efterfølgende søndag. Kun sølle 41 procent stemte denne gang, mens 49 procent stemte ved valget i 2018, der var første gang med den nye valglov fra 2016. Altså en nedgang på mere end 16 procent. Det store fald har formentlig flere årsager.
Saad Hariri, lederen af sunni-sektens største parti, Future Movement, havde allerede tidligere meldt ud, at han ikke ville stille op til valget. Han forklarede sin beslutning med, at shia-partiet Hizbollah, med dets effektive militære gren, holder landet i en skruestik og ikke giver landet mulighed for at udvikle sig normalt. Hariri opfordrede sine tilhængere til at boykotte valget.
At det ikke lykkedes oppositionen fra oktober-demonstrationerne i 2019 at blive enige om et fælles projekt hele vejen op til valget var en klar årsag til frustration hos de mange tusind, der var på gaden i 2019. Nogle kandidater valgte at trække sig. Og en del vælgere valgte formentlig af den grund at blive i sofaen.
Det forhold, at 80 procent af befolkningen i dag, ifølge Verdensbanken, lever under fattigdomsgrænsen, og 36 procent i ekstrem fattigdom, har uden tvivl også påvirket valgdeltagelsen negativt. Demokrati er for de ressourcestærke. Og mange ser det sekteriske system som håbløst.
Valgets gennemførelse præget af uregelmæssigheder og chikanerier
Den libanesiske NGO, Lebanese Association for Democratic Elections, LADE, rapporterede i sin foreløbige rapport efter valget om mange krænkelser af valgloven (som det er set ved tidligere valg). Indenrigsministeriet, der har overopsyn med hensyn til valgloven, blev kritiseret for ikke at skride ind over for trusler og angreb på kandidater, vælgere og observatører.
EU sendte allerede sidst i marts, på invitation fra den libanesiske regering, nogle langtids-valgobservatører til Libanon. Senere sluttede flere sig til. Også ambassader fra EU-lande sendte observatører. To dage efter valget forelå en foreløbig rapport fra observatør-missionen, der blandt peger på “stemmekøb, som alvorligt påvirker vælgernes frie valg og resulterer i ulige vilkår for partierne”. Der tales blandt andet også om “forskellige former for intimidering og obstruktion”.
Hverken LADE eller EU konkluderer, at valget var “fair and free”, men lader deres endelige og senere konklusion afhænge af en mere detaljeret analyse. EU-rapporten konstaterer lakonisk, at ingen af de 25 anbefalinger fra 2018-rapporten er blevet fulgt.
Ikke-sekteriske oppositions første styrkeprøve
Den fransksprogede Beirut-avis, L’Orient le Jour, havde i weekendudgaven op til valget betegnet valget som den ikke-sekteriske oppositions første styrkeprøve og markerede, at valg af 10-12 kandidater ville være en succes.
Det arabisk-sprogede An Nahar stillede spørgsmålet, om man ville se en “revolution ved stemmeurnerne?” Få havde på det seneste forhåbninger om, at det ville lykkes at nå et sådant resultat. I 2018 blev kun en enkelt ikke-sekterisk kandidat valgt.
Overraskende godt resultat for de ikke-sekteriske kandidater
På trods af splittelsen i den ikke-sekteriske opposition, så lykkedes det for 15 personer med forbindelser til oktober 2019-demonstrationerne at blive valgt. Det kan ses som et første, vigtigt skridt i et opgør med det sekteriske system.
Spørgsmålet er dog, hvordan disse valgte personer, spredt på flere lister, vil kunne sætte et fingeraftryk på den politiske udvikling, så der skabes håb om en fremtid, hvor de nødvendige reformer af det forstenede politiske system kan gennemføres. Forbliver de marginaliseret i den politiske proces, er der risiko for, at Libanon vil fortsætte i det sekteriske spor i meget lang tid endnu.
Hizbollahs kristne allierede tabte terræn
Libanons sekterisk politiske system tildeler hvert af landets 18 anerkendte trossamfund en specifik kvote i parlamentet og i regeringen og medvirker til klientelisme og skaber korruption. Problemet er, at dem, der skal reformere systemet, er dem, der har gavn af systemet.
Der herskede ved redaktionens slutning usikkerhed om de præcise tal, men Associated Press gav 17. maj følgende tal: (2018-tal i parantes): Hizbollah, kristne FPM og allierede, 59 mandater (71), partier i klar opposition til Hizbollah-alliancen, 47 mandater (56), Anti-establishment mv., 22 (1) mandater. Der skal 65 mandater til at sikre et flertal i parlamentet.
Mens shia-partierne Hizbollah og Amal igen snuppede alle de 27-shia-pladser i parlamentet, led deres største kristne allierede, præsident Aouns parti, Free Patriotic Movement, FPM, som forudset et tab. Det blev til en nedgang på tre mandater. Andre langvarige medlemmer af parlamentet støttet af Hizbollah og Syrien røg også ud og erstattet af nye, uafhængige kandidater.
Kristent parti med støtte fra Saudi-Arabien går stærkt frem
Modsat gik det for det højreorienterede kristne parti, Lebanese Forces, LF, ledet af den tidligere warlord under borgerkrigen, Samir Geagea, med omfattende støtte fra Saudi-Arabien. Partiet gik stærkt frem og er nu med 21 mandater det største kristne parti i parlamentet. Meget tyder på, at mange vælgere, der tidligere har støttet Future Movement, har stemt på LF.
På nuværende tidspunkt er det svært at vurdere, om der vil udkrystalliseres et nyt flertal i parlamentet med Lebanese Forces som ledende kristent parti. Det afhænger af, hvordan de nyvalgte, ikke-sekteriske personer vil stemme.
Flere kvinder end nogensinde kandiderede i 2022 til parlamentet i et samfund, som ses som progressivt i regionen, men fortsat er stærkt patriarkalsk. Første kvinde blev valgt til parlamentet i 1992. Valget i 2018 satte rekord med hele seks kvinder valgt, mindre end fem procent. Denne gang var 118 ud af 1043 kandidater kvinder. Otte blev valgt, altså godt seks procent af hele parlamentet.
Ny regering kan have lange udsigter
Regeringsdannelse i Libanon tager ofte lang tid, meget lang tid. Nuværende premierminister Mikati kom først på plads efter 13 måneders forhandlinger.
I første omgang vil Mikati, der trådte til som premierminister i september 2021 for tredje gang, fortsætte som leder af et forretningsministerium. Det må ikke tage nye, større initiativer. Mange havde inden valget set muligheden for, at han kunne genudpeges som leder af den nye regering.
Indløsning af IMF-aftale forudsætter vanskelige reformer
Tidligt i april lykkedes det Mikati-regeringen, godt hjulpet af Macrons Frankrig, efter flere måneders forhandlinger at hale en principaftale med International Monetary Fund i land. Aftalen åbner mulighed for en hjælpepakke, et stabiliseringsprogram, på tre milliarder dollars.
Men åbningen af pakken er betinget af en række markante reformer, inklusive omlægning af den finansielle sektor, ændring af den notoriske lov om bankhemmelighed, reform af de offentlige virksomheder, særligt inden for energiområdet og et opgør med den omfattende korruption, der har præget landet i mange år. Transparency International placerede i 2021-oversigten Libanon helt nede som nummer 154 ud af 180 lande.
Stor usikkerhed om Libanons politiske fremtid
Umiddelbart forestående opgaver for det nye parlament er valg af parlamentets formand, valg af en premierminister og sammensætningen af en ny regering. Ved præsident Aouns forfatningsbestemte tilbagetræden efter seks år med udgangen af oktober skal parlamentet vælge ny præsident. Det er store mundfulde for et politisk system, hvor det overståede valg rummer mulighed for at have skærpet konfrontationerne, især mellem Hizbollah og Lebanese Forces.
Valget af formand for parlamentet, som skal være en shia-muslim, bliver formentlig det nemmeste at opnå enighed om. Der vil næppe være konkurrenter til Nabih Berri, lederen af Amal-partiet, som har været leder af parlamentet siden 1992.
Nogle iagttagere har glædet sig over valgets resultat og ser det som en mulighed for at få kontrolleret Hizbollahs indflydelse. Men det vil være mere end naivt at forestille sig, at Hizbollah – efter at have øget shiamuslimernes indflydelse i Libanon gennem mange år – nu vil sætte sig pænt hen på oppositionsbænken og lade et andet flertal bestemme Libanons fremtid og begynde at demontere Hizbollahs militære gren, som af nogle ses som bolværk mod nye aggressioner fra Israel.
Ny borgerkrig spøger i kulissen
Lederen af Hizbollahs parlamentsgruppe, Muhammed Raad, har ifølge L’Orient le Jour 17. maj slået tonen klart an ved at henvende sig til partiets politiske modstandere og markere: “Vi vil respektere jer som vore politiske modstandere. Men vi vil ikke acceptere, at I lader jer bruge som skjold af zionisterne ( Israel, red.) og amerikanerne. Lad jer ikke blive brændstof for en borgerkrig”.
Desuden peger han på nødvendigheden af en national samlingsregering “for at undgå at havne i afgrunden”. Udmeldingen skal især ses som en melding til Lebanese Forces, som længe har talt om nødvendigheden af nedlæggelsen af Hizbollahs militære gren.
Med en ny balance i parlamentet, som ikke kendes endnu på grund af usikkerheden om de ikke-sekteriske medlemmers stemmeadfærd, kan det blive svært for Mikati at blive bekræftet som premierminister for en ny regering, selv om han har haft betydelig opbakning fra Macrons Frankrig.
Libanon risikerer endnu en gang at skulle leve med en lang periode med et forretningsministerium. Og som leder af et forretningsministerium vil han ikke kunne gennemføre omfattende reformer som dem, der kræves af IMF for at udløse den store hjælpepakke.
Præsidentvalget til efteråret kan blive et nyt hængeparti
Oveni vil landet snart stå over for endnu en politisk hurdle. Med udgangen af oktober udløber præsident Michel Aouns mandat, som ifølge libanesiske forfatning ikke kan fornyes. Der skal vælges en anden kandidat, som skal være kristen. Aoun forventedes at ville køre svigersønnen, Gebran Bassil, tidligere energiminister og udenrigsminister, i stilling til at afløse sig. Men Bassils chancer synes beskedne i lyset af valgresultatet, hvor FPM blev straffet for i vidt omfang at blive set som (med-)ansvarlig for landets desperate økonomiske situation. Læs om årsagerne til krisen her.
Præsidenten vælges i Libanon af parlamentet med to tredjedeles flertal. Bassil er dømt ude, og lige nu er der ikke andre stjerner på himlen, der ser ud til at kunne skinne tilstrækkeligt. Libanon var uden præsident i 2 ½ år, mellem 25. maj 2014 og 31. oktober 2016. Der er intet, der taler imod, at det ikke vil kunne ske igen. Forfatningen foreskriver, at det samlede ministerkollegium (Council of Ministers) midlertidigt vil overtage præsidentens funktioner. Spørgsmålet er, om et forretningsministerium må udføre denne funktion.
Uanset hvad, vil Libanon med udgangen af året kunne befinde sig i en ny, dyb politisk og forfatningsmæssig krise, hvor der ikke vil være beslutningskraft til at flytte den politiske dagsorden.
Disintegration af sikkerhedsapparatet?
Heiko Wimmen fra International Crisis Group beskriver i en analyse fra maj risikoen for en yderligere disintegration af landet, hvor en fortsat devaluering af det libanesiske pund (i mange år 1507 LP/USD, nu efter valget faldet yderligere til næsten 30.000 LP/USD) og hyperinflation også vil underminimere sikkerhedssystemet, hæren og politiet, som allerede modtager ekstern støtte.
Hvis det officielle sikkerhedsapparat ikke kan udfylde sine opgaver, er det nærliggende, at private, sekteriske grupper vil kompensere eller tage over. Det vil bringe Libanon tættere på den situation, der herskede under borgerkrigen fra 1975 til 1990.
En faktor, der måske vil forhindre en sådan udvikling, er Hizbollahs militære gren. Den er så omfangsrig, veludstyret og med kamperfaring fra mange års deltagelse i krigen i Syrien, at ingen anden sekts bevæbnede gruppe vil være i stand til at matche den. På trods af det har bevæbnede grupper fra partiet Lebanese Forces inden for de seneste år flere gange vist, at man er parat til direkte konfrontationer
Løsningen for Libanon ligger uden for landet
Potentialet for en ny politisk hårdknude i Libanon er åbenlyst. Landet, der er en kunstig konstruktion, som startede som en kristen domineret enklave i Mellemøsten, skabt af Frankrig og de kristne i området efter Første Verdenskrig, har ofte haft brug for hjælp udefra for at finde en politisk løsning.
Forfatningen, der fortsat giver de kristne præsidentposten og halvdelen af pladserne i parlamentet, selv om de i dag formentlig kun udgør en tredjedel af befolkningen, er en anakronisme, og er med til skabe spændinger i et land, hvor shia- og sunnimuslimer vurderes hver at udgøre cirka 30 procent. Men ingen kender de præcise tal, da der ikke er afholdt folketælling siden 1932. Ren strudsepolitik.
USA har længe været en solid støtte til Future Movement og det højreorienterede kristne Lebanese Forces. Også Saudi-Arabien og flere andre arabiske stater har givet dem støtte, mens Irans støtte først og fremmest er gået til Hizbollah. Israel og Hizbollah er ærkefjender.
Det er svært at se, hvordan USA og Iran kan formidle en politisk forsoning, så længe en fornyelse af aftalen med Iran om ikke at udvikle en militær nuklear kapacitet ikke er kommet på plads. På den anden side vil Libanon som en fejlslagen stat kunne skabe uro i en region på jagt efter stabilitet.
Derfor har Bidens USA øget sin støtte til Libanons hær, som har været set som en stabiliserende faktor i det urolige samfund. Ad omveje er USA i dag, ifølge Middle East Institute i Washington, med til at finansiere lønningerne til militæret, så institutionens sammenhold fastholdes.
For at undgå sortseerens drænende pessimistiske perspektiv kan man se svækkelsen af Hizbollah-FPM-alliancen som en mulighed for, at USA og Saudi-Arabien igen vil investere i landet og bidrage til at få landet hevet op af det nuværende økonomiske hængedynd.
*) De angivne valgresultater er foreløbige. I nogle valgkredse kræves der fintælling for at opnå det endelige resultat. Men det overordnede billede forventes ikke ændret.
Jan Top Christensen har næsten 30 års bred erfaring fra Udenrigsministeriet, inklusive som ambassadør i de nyåbnede ambassader i Libanon og Filippinerne. Fra 1987-90 var han leder af en UNHCR-flygtningelejr i Filippinerne. Før det var han ansat på Statskundskab, ÅU, og ved Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. JTC har siden 2019 boet i Ottawa, Canada sammen med sin canadiske hustru og datter. Her er han er Fellow ved Canadian Global Affairs Institute. Se hans skribentprofil på POV International.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
