Pirater har udnyttet huller i den maritime sikkerhed i Vestafrika til at kapre to tankskibe, der sejlede med olie. Ghana kan blive ny højborg for pirater, advarer ekspert. Myndighederne afviser, at sikkerheden er for ringe.
To piratangreb inden for mindre end to måneder ud for den vestafrikanske kyst har skabt bekymring for, at Ghana kan blive en ny, sort plet på søfarernes kort.
Angrebene bør få alarmklokkerne til at ringe hos de vestafrikanske myndigheder, der bør handle hurtigt og skærpe samarbejdet om at styrke sikkerheden til søs, skriver Barthelemy Blede, sikkerhedsekspert ved Institute for Security Studies i Dakar i netavisen allafrica.com.
Senest var det olietankeren Hai Soon 6, der blev meldt savnet ud for Ghanas kyst den 26. juli.
Inden da var en anden olietanker, Fair Artemis, blevet angrebet den 4. juni.
Samarbejdet halter
”Den seneste hændelse viser, at intet vestafrikansk land kan hævde at være immunt over for piratangreb, trods forsikringer fra ghanesiske ledere,” skriver Barthelemy Blede.
Han mener, at der ikke er tilstrækkeligt godt samarbejde mellem de instanser, der skal samarbejde om sikkerheden ud for kysten, og det udnytter piraterne.
Ghanas regering afviser kritikken. Viceindenrigsminister James Agalga siger, at sikkerhedstiltagene betyder, at Ghanas kyster ”er for farlige for pirater” at operere fra.
De ghanesiske myndigheder siger desuden, at det første skib blev kapret ud for Togos kyst og ikke ud for Ghana.
”Vi har endnu til gode at se, om de også vil hævde, at det seneste angreb også fandt sted i nabolandet Togos farvand,” skriver Barthelemy Blede.
Piraterne frigav Hai Soon efter en uges tid. De stjal lasten, men havde ikke gjort skibets besætning fortræd.