Når den dansk-tanzaniske afrobeats-musiker JJ Paulo til sommer indtager de danske festivalscener, vil han samtidig bruge sit folkelige gennembrud til at sætte fokus på en af verdens glemte konflikter som ny ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp,
”Jeg vil gerne bruge min platform til at gøre en forskel og sætte fokus på situationen i DR Congo, som desværre er en glemt krise,” siger JJ Paulo, hvis borgerlige navn er Joram Johan Paulo.
Befolkningen i det centralafrikanske land, hvor Folkekirkens Nødhjælp har været til stede siden 2004, har gennem tre årtier levet med dødbringende sammenstød mellem væbnede grupper og omfattende krænkelser af menneskerettighederne. Alligevel bliver konflikten kun sjældent omtalt i danske medier.
Læs også: FreeCongo: Verdens største virksomheder kapitaliserer på elendighed i DR Congo
JJ Paulo er født i Tanzania i 1993, men som to-årig flyttede familien til Silkeborg, hvor han er vokset op. I år har han fået sit store gennembrud på den danske musikscene og er godt i gang med at gøre musikgenren ‘afrobeat’ til folkeeje, når han denne sommer skal spille 33 koncerter og senere på året planlægger at udgive sit første album.
”Når jeg spiller udsolgte koncerter, er jeg virkelig glad for at se, at de fleste er pæredanske, og de tager min kultur og min musik til sig. Det betyder meget for mig, at vi på den måde er med til at bygge en kulturbro,” siger JJ Paulo, der som ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp ønsker at få danskerne til at forstå, at deres støtte til mennesker i et land som Den Demokratiske Republik Congo giver mening.
Kampene i DR Congo har varet siden 2012, men blussede for alvor op i marts 2022.
Konflikten er den mest dødbringende siden Anden Verdenskrig – og en af verdens mest oversete katastrofer.
Lige nu er omkring 6,2 millioner mennesker er på flugt internt i DR Congo og tæt ved en million mennesker er flygtet til nabolande.