(Beirut, Globalnyt) Kais Saied er hverken islamist eller anarkist. Han er hverken liberal eller socialist. Indtil videre kan han simpelthen ikke proppes i nogen kasse.
Sådan skriver Iman Zayat, redaktør på avisen The Arab Weekly, om Tunesiens nyvalgte præsidents mange ansigter.
Ved søndagens præsidentvalg i Tunesien fik Saied i en valgstedsmåling ifølge radiostationen Mosaique FM 72,5 procent af stemmerne. I en anden exit poll, offentliggjort af den statslige TV-station Wataniya, står han til 77 procents opbakning.
Resultatet kommer ikke som et lyn fra en klar himmel.
”Den store overraskelse er ikke, hvis Kais Saied får succes i det tunesiske præsidentvalg. Den store overraskelse bliver, hvem Kais Saied viser sig at være, hvis han bliver præsident,” skrev Iman Zayat for en måned siden.
Fortalt i overskrifter er Saied anti-elitær og konservativ. Han bæres frem af de unge og forsvarer dødsstraf og kriminalisering af homoseksualitet. Han har ingen politisk erfaring, er ikke medlem af noget politisk parti og har dårligt nok ført valgkamp.
Det arabiske medie Al-Jazeera beskriver ham som ”ulig nogle andre aspirerende politikere i den arabiske verden”. Spørgsmålene, som mange tunesiske eksperter og analytikere har diskuteret igennem hele valgkampen, er derfor: Hvem er han, og hvad vil han?
”Robocop”
Kais Saied er født i 1958 og kommer ud af en middelklassefamilie fra Tunesien. I små 20 år, fra 1998 til 2018, underviste han i jura og statskundskab på et universitet i Tunis.
Sideløbende med Tunesiens store oprør blev han et kendt ansigt i landet. Gadesælgeren Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i december 2010, tuneserne gik på gaden og fik efter store demonstrationer afsat præsident Zine el-Abedine Ben Ali året efter. På nationalt TV blev Saied hevet ind som juraekspert og bedt om at kommentere begivenhederne. Med et ulæseligt pokerfjæs og en staccato-agtig talemåde gjorde han sig bemærket; han fremstod provokerende rolig og upåvirket, nærmest robotagtig, og øgenavnet ”Robocop” var født.
Da han i 2013 blev udsat for en prank på direkte TV, hvor stationen Ettounsiya fik studiets vægge og møbler til at ryste og foregav, at der var jordskælv, rystede professoren ikke på hånden.
”Er I snart færdige?” spurgte han en af værterne, uden at blinke.
I starten blev hans stive facon latterliggjort på sociale medier. Men med tiden blev det et kendetegn og en styrke, et tegn på overskud og klasse.
En trussel for Tunesiens politiske elite
Blandt Kais Saieds tilhængere er de aktivister, som gik på gaden i 2011. For dem er han symbolet på kampen mod eliten, som de demonstrerede imod for otte år siden. Han lover en radikal decentralisering af magten og et nyt netværk af lokale råd, der skal sikre, ”at folkets vilje når hele vejen op til den øverste, centrale regering.”
Saied har ikke meldt sig ind i noget parti. Han har sagt nej til udenlandsk finansiering af sit kandidatur og undgået de fleste TV-debatter. Og han har ført en uortodoks valgkamp, der mest er foregået fra dør til dør. Nogle iagttagere har læst det som en klassisk, populistisk anti-establishment-strategi. Andre peger på, at Saied har haft den samme kritiske linje overfor den politiske elite, siden han begyndte at komme frem på TV i kølvandet på den tunesiske opstand.
Bare fordi han er populær blandt de unge og tordner mod Tunesiens elite, er han ikke nødvendigvis populist, siger Mohamed Dhia Hammami, en tunesisk, politisk analytiker fra Al-Jazeera.
”Han virker bare ikke interesseret i magt. Tværtimod har han en masse idéer til, hvordan staten kan omstilles, så de lokale myndigheders magt øges. Og det har han advokeret for siden 2011,” siger Hammami.
I et Tunesien, der kæmper med udbredt korruption, høj arbejdsløshed og økonomisk stilstand, har det skabt opbakning til Saied fra alt fra den radikale venstrefløj til hardcore konservative vælgere.
Islamistiske partier i ryggen
Den 61-årige (formentlig) kommende præsident har ikke kun været bramfri omkring sin modstand mod den tunesiske elite. Han har også været meget åben omkring sine mere kontroversielle og konservative holdninger.
Saied har i løbet af valgkampen forsvaret dødsstraf og kriminalisering af homoseksualitet. Ugifte par, som holder i hånd eller kysser offentligt, mener han også, skal straffes.
Og her opstår nogle af paradokserne, som forvirrer Tunesiens politiske iagttagere. En række af Saieds politiske holdninger er venstreorienterede; hans fokus på decentralisering, en mere social økonomi og direkte demokrati. Men på samme tid advokerer han også for en rigid socialkonservatisme, som er stærkt højreorienteret.
Den partiløse sensation får opbakning af Ennahdha, et moderat islamistisk parti, og Al Karama Coalition, et parti, som ledes af en radikal, islamistisk advokat.
Han har lovet, at han vil kæmpe for kvinders rettigheder. Men han afviser, at han vil lave om på Tunesiens arvelov, som bygger på islamisk lov og er uretfærdig overfor kvinder.
”Han er helt klart ultrakonservativ. Men han er ikke islamist,” siger forfatningsretseksperten Iyadh Ben Achour.
Tiden giver svar
Iman Zayat fra The Arab Weekly mener heller ikke, at Saied er islamist. Men hun ser så mange modsigende holdninger, at hun føler, at det er umuligt at proppe ham i nogen former for politisk kasse.
”Spørgsmålet forbliver,” skriver hun.
”Hvem er Kais Saied? Er han en smart strateg med nuancerede holdninger, eller er han en populist, der kombinerer de farligste elementer fra både højre- og venstrefløjen?”
Ifølge hende er det kun tiden, der kan give Tunesiens svar. Enten vil hans radikale forslag om samfundsomvæltninger give tunesiske aktivister det, som de har skreget på, siden Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv for snart et årti siden.
”Eller også bliver outsider-præsidenten blot det næste kapitel af skuffelse for den tunesiske ungdom,” skriver Zayat.