Præsident: Tanzanias kvinder skal føde flere børn

boern_pernille
Forfatter billede

Tanzanianerne bør ikke lytte til rådene om at skrue ned for reproduktionen og få færre børn. Det er ondsindede råd, der kommer fra udlændinge.

Det sagde Tanzanias præsident, John Magufuli, i en tale for nylig.

De mennesker, der benytter sig af familieplanlægning, er dovne, sagde præsidenten ifølge netavisen The Citizen, for de er bange for, at de ikke vil være i stand til at brødføde deres børn.

”I er gode bønder. I kan give jeres børn mad på bordet. Hvorfor vil I så bruge prævention? Det er mine synspunkter, men jeg kan ikke se nogen grund til, at der bliver brugt prævention i Tanzania”, sagde præsidenten.

Med sine udtalelser modsiger han den officielle sundhedspolitik, der indebærer et forsøg på at dæmpe befolkningseksplosionen.

”Jeg har rejst i Europa og andre steder og har set de skadelige konsekvenser af prævention. Nogle lande har nu en nedadgående befolkningsvækst,” sagde Magufuli.

Kvinder i Tanzania får i forvejen gennemsnitligt lidt over fem børn hver – en af de højeste fødselsrater i verden. Befolkningseksplosionen ses af iagttagere som et problem for udviklingen i landet.

Præsidentens udtalelser har fået oppositionen til at protestere.

Tanzania er gennem tiderne et af Danmarks største samarbejdslande indenfor udviklingsbistand.

Landet har en befolkning på 53 millioner, hvoraf halvdelen lever for mindre end to dollars om dagen.