BEIRUT: Protesterne begyndte som modreaktion til politikernes inaktivitet i forbindelse med lukningen af den overfyldte Naameh losseplads og den efterfølgende ophobning af affald i Beiruts gader.
Store grupper protesterede jævnligt i gaderne i løbet af efteråret i og omkring Martyrpladsen i centrum af Beirut. Der var sågar en person, der begyndte at sultestrejke og som kort efter blev gjort selskab af flere midlertidigt telt-boende og sultestrejkende demonstranter nær pladsen tilbage i september 2015.
Læs også: Skraldet der fik bægret til at flyde over (15.11.2015)
Godt fem måneder efter demonstrationerne begyndte, har de tilsyneladende mistet pusten.
Den seneste store koordinerede demonstration foregik den 22. november på Libanons uafhængighedsdag. Den nåede langt fra højderne af den hidtil største af demonstrationerne den 29. august.
Siden dette højdepunkt har bevægelsen mistet meget af dens momentum ifølge en af demonstranterne ved flere af demonstrationerne, Peter Moufarrej.
Han pointerer, at en del af årsagen til den faldende entusiasme skyldes noget så banalt som at demonstrationerne er tidskrævende at deltage i. Det kræver megen gejst blandt ens omgangskreds, hvis man skal fortsætte med at engageres til at demonstrere jævnligt.Demonstranterne er almindelige borgere med studie, arbejde og andre forpligtelser og med en umiddelbar udeblivelse af mærkbare resultater, har mange mistet modet og er gået tilbage til deres almindelige hverdagsliv.
Handlingslammet regering
Det har ironisk nok vist sig at være lige så svært at administrere en social bevægelse i Libanon som det er at danne regering, som mange aktivister siger.
Den siddende regering kan hverken blive enige om en ny præsident eller om hvordan den lovmæssige proces til at vælge et nyt parlament skal foregå fremover.
Denne handlingslammelse har ført til at regeringen har forlænget sit mandat to gange, senest frem til juni 2017.
Mandatforlængelsen er ikke umiddelbart i tråd med landets lovgivning, som flere eksperter påpeger, hvilket ikke kun er kendetegnende for Libanons regering, men ligeledes for andre aspekter i samfundet.
Eksempelvis trives generatorindustrien fortrinligt i Libanon grundet jævnlige elektricitetsbrud – planlagte såvel som tilfældige.
I Beirut er der ingen statsleveret elektricitet tre timer dagligt. I andre dele af landet må befolkningen udholde op til 18 timer dagligt uden elektricitet.
Store dele af befolkningen har derfor tyet til brugen af generatorer til at udfylde hullerne uden strøm.
Brug af generatorer er dog teknisk set ulovligt i Libanon. Men iI stedet for at håndhæve loven er regeringen gået over til at prisregulere markedet for generatorer, som Justin Salhani skriver i sin analyse af Libanons energipolitik fra 2013.
Ifølge Salhani lovede Libanons energi- og vandminister, Gibran Bassil, i 2013 at Libanon ville have 24-timers elektricitetsforsyning inden udgangen af 2015. Et løfte som ikke blev indfriet.
Mere gennemsigtighed
Protestgrupperne kræver ikke blot mere gennemsigtighed i Libanons lovgivning, men også mere ansvarlighed fra politikerne.
Der er efterhånden opstået mange aktivist-grupperinger med forskellige krav til politikerne rangerende fra mere ansvarlighed (We Want Accountability) til en bæredygtig og langsigtet løsning på skraldekrisen (You Stink).
Netop kravet om en bæredygtig løsning på skraldekrisen fik nogle af demonstranterne til at besætte Miljøministeriet med krav om miljøministerens afgang efter en 72 timers deadline for at løse skraldekrisen udløb den 1. september.
Miljøministeren gik ikke af og udover politikernes udeblevne anerkendelse af demonstranternes krav, er en af bevægelsens udfordringer manglen på samling blandt de forskellige grupperinger.
De har forsøgt at koordinere demonstrationerne gennem en koordineringskomité (Coordination Committee).
De har dog ikke formået at skabe større samling blandt aktivisterne til trods for deres overordnede fælles krav, at politikerne skal udvise mere ansvarlighed og handle på baggrund af befolkningens behov.
Skraldekrise som katalysator
Skraldekrisen var katalysatoren for protestbevægelsen, da den gav befolkningen dets hidtil bedste våben: muligheden for at latterliggøre politikerne, som Peter Moufarrej udtrykker det.
Den politiske elite bliver anset for en vittighed, en ineffektiv og korrupt klasse. ’You Stink’ bevægelsen er den første af slagsen, som har tiltrukket så store mængder demonstranter og har givet befolkningen en mulighed for at anklage regeringen for dens årelange svigt af samfundet.
Til trods for udeblivelsen af synlige politiske resultater er bevægelsens skæbne endnu ikke afgjort. Problemerne består og vil sandsynligvis være årsag til nye fremtidige protester, hvis tilstandene forværres, vurderer Peter Moufarrej.
Han fortsætter og understreger at bevægelsens udvikling afhænger af det libanesiske folk og dets vilje til at stå fast. Han slår samtidig fast, hvordan de hidtidige demonstrationer manifesterer, at folk er villige til at bryde stilheden og forenes i fælles front mod korruption. Det kræver blot at folk fortsætter med at samles og vise regeringen deres utilfredshed.
Et spørgsmål om tid
Bevægelsens hidtil største svaghed ligger i, at den ingen entydig leder har. Der er ingen frontfigur, som kan engagere folk og få dem til at bevare entusiasmen.
Denne post har indtil nu hvilet på de mest entusiastiske demonstranter, som har samlet vennekredse og bekendte og overtalt dem til at bevare optimismen for at få vendt strømmen af nederlag til sejre.
Peter Moufarrej mener, det er et spørgsmål om tid, før det kammer over for befolkningen igen.
Der er ingen umiddelbar udsigt til at politikerne vil efterleve demonstranternes krav og optage en mere demokratisk tilgang til at løse Libanons presserende problemer. Netop derfor vil bevægelsen bestå.
Caroline Steiner var bosat i Libanons hovedstad Beirut i efteråret 2015, hvor hun var i praktik hos UNRWA, FN's organisation for de palæstinensiske flygtninge. Hun har en BSc in Business, Language and Culture fra CBS og en Master of Arts in Diplomatic Studies fra University of Malta.