Frankrigs regering har hidtil afvist ethvert kendskab til, om franske våben bruges i krigen i Yemen.
Men nu viser en hemmeligstemplet rapport fra det franske militær, at regeringen har kendt til det i det seneste halve års tid.
Det skriver ngo’en Disclose.
Rapporten, der er blevet afleveret til forsvarsminister Florence Parly, udenrigsminister Jean-Yves Le Drian og præsident Emmanuel Macron i oktober, afslører en detaljeret liste over de franske våben, som er med i arsenalet hos de stridende parter i Yemen.
Listen omfatter blandt andet kampvogne, Mirage-kampfly, helikoptere og meget andet tungt militærudstyr.
Den franske regering har hidtil afvist kendskab til, om franske våben bruges i konflikten. Rapporten blev ifølge Disclose præsenteret for blandt andre forsvarsminister Parly i oktober sidste år. Så sent som i januar i år afviste hun i et tv-interview, at hun havde noget kendskab til, at franske våben blev brugt i Yemen.
Men rapporten viser med grafer og kort, hvor disse våben er blevet brugt, skriver Disclose.
Yemen betegnes af FN som ”en af de værste humanitære katastrofer i verden”. Mange af landets 28 millioner indbyggere lever stadig med jævnlige bombardementer fra den koalition, der er ledet af Saudi-Arabien, som kæmper mod houthi-oprørerne.
Amnesty: I strid med traktat
Amnesty International foretog for nylig en undersøgelse der viste, at De Forenede Arabiske Emirater har sendt franske våben, blandt andet kampvogne fremstillet af våbenproducenten Leclerc, videre ind til militser i Yemen.
Afsløringen af den hemmeligstemplede franske rapport er endnu et klart bevis for, at fransk militærudstyr bruges i den blodige krig, siger Amnestys researhchef for Mellemøsten, Lynn Maalouf,
”På trods af de overvældende beviser bruges vestlige våben, som er solgt til den koalition, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater står i spidsen for, til at begå eller facilitere mulige krigsforbrydelser og andre alvorlige brud på folkeretten i Yemen. Stater som Frankrig har skamløst overtrådt deres internationale forpligtelser ved fortsat at forsyne Saudi-Arabien og Emiraterne med våben i strid med traktaten om våbenhandel,” siger Maalouf.
”De oplysninger, der er lagt frem i dag, bør få den franske regering til omgående at suspendere alle forsendelser af våben, der kan blive brugt af de stridende parter i Yemen,” understreger Amnesty-chefen.
De seneste oplysninger fra FN tyder på, at antallet af drab på civile og antallet af fordrevne er steget i de seneste tre måneder i en region, der ligger tæt ved grænsen til Saudi-Arabien, hvor den saudisk ledede koalition har optrappet bombardementerne.