Mustafa al-Kadhimi kunne for nylig se tilbage på sine første 100 dage som premierminister i Irak. Men i stedet for fanfarer og anerkendende klask på ryggen blev ugen for milepælen i stedet defineret af en række angreb på toneangivende aktivister. To blev dræbt og tre andre såret.
Angrebene er sidste led i en kæde af kaos, der har truet med at rive Irak fra hinanden i snart et år.
Kaosset begyndte som fredelige demonstrationer i Iraks storbyer. Demonstranterne krævede nyvalg, en ende på landets sekteriske system, en stopper for iransk indflydelse og et opgør med de autonome militser. Men voldelige kræfter stjal billedet fra protesterne, og situationen udviklede sig til plyndringer, optøjer, lynchninger og altså likvideringer af aktivister.
Kombinationen af lammende demonstrationer og ødelæggende tumult tvang al-Kadhimis forgænger, Adil Abdul-Mahdi, til at træde tilbage. Der skulle tre måneders magtkamp og to andre kandidater til, før Iraks mange grupperinger blev enige om at pege på al-Kadhimi som landets nye regeringsoverhoved.
Et ben i alle lejre
Al-Kadhimi er født i 1967, men forlod Irak i 1985 for at bosætte sig i først Tyskland og siden England. Han har studeret jura, men er bedre kendt for sit journalistiske arbejde. Al-Kadhimi var modstander af Saddam Husseins styre og flyttede først tilbage til Irak, da den amerikanskledede koalition væltede regimet. Siden var han medstifter af Det Irakiske Medienetværk og aktiv i arbejdet med at efterforske det væltede regimes forbrydelser.
Gennem sit arbejde i den irakiske medieverden skabte al-Kadhimi sig et omfattende kildenetværk i hele det irakiske samfund. Netværket kom ham til gode, da han i 2016, i forbindelse med en intensivering af kampene mod Islamisk Stat i Irak, blev leder af den irakiske efterretningstjeneste og spillede en toneangivende rolle i at koordinere samarbejdet mellem irakiske, iranske og amerikanske styrker i nedkæmpningen af Islamisk Stat i Irak.
At Iraks modstridende parter kunne enes om valget af al-Kadhimi som premierminister, skyldes netop hans mange kontakter, og at han havde et ben i alle centrale lejre, uden dog at være affilieret med nogen af de politiske fraktioner, partier eller militser i landet. Det giver ham en højere grad af uafhængighed end tidligere irakiske premierministre. Han har heller ikke fra start kunne beskyldes for at ville favorisere en fraktion over en anden, og det gav ham et godt udgangspunkt for at balancere mellem at lytte til de etablerede kræfter og komme civilsamfundet og demonstranterne på gaden i møde.
Denne styrke er dog samtidig også en svaghed. Al-Kadhimi har ikke en politisk gruppering, han kan falde tilbage på, og som vil støtte ham loyalt gennem vanskelige tider.
I det mudrede landskab af ikke-statslige aktører og udenlandske magter, der udgør irakisk politik, ville det sikreste for al-Kadhimi have været udelukkende at fokusere på sin kerneopgave: at gøre landet klar til nyvalg. Men allerede inden hans indsættelse, rakte en arm op fra mudderet for at trække ham med ned.
Et kompromis fra starten
Armen tilhørte Kataeb Hizbollah, en af de mest magtfulde iransk-støttede militser i Irak, som samtidig indgår i en af de mest indflydelsesrige politiske blokke i det irakiske parlament. Kataeb Hizbollah beskyldte al-Kadhimi for at være medskyldig i det amerikanske droneangreb, der den 3. januar 2020 dræbte den kendte iranske general, Qassem Soleimani, og militslederen Abu Mahdi al-Muhandis. Det resulterede i, at blokken som helhed alligevel ikke ville støtte op om hans kandidatur.
Med politisk snilde lykkedes det al-Kadhimi at splitte blokken ved at love ikke at ændre noget fundamentalt ved det sekteriske politiske system i løbet af sin tid som premierminister. Kataeb Hizbollah stod isoleret tilbage, og al-Kadhimi havde et gangbart flertal bag sig i det irakiske parlament. Han sikrede sig sit kandidatur, og den politiske elite med militserne i ryggen fik garanti for sin position ved det nyvalg, som al-Kadhimi skal forberede landet på. Til gengæld blev demonstranternes hovedkrav om en reform af det sekteriske system skrottet.
”Han er jo en pragmatiker,” sagde den anerkendte politiske analytiker og nære ven af al-Kadhimi, Hisham al-Hashimi, til Al-Jazeera op til al-Kadhimis indsættelse.
Ifølge al-Hashimi var der dog ingen tvivl om, at hans ven havde en kæmpe udfordring foran sig med at få landet på ret køl midt i en corona-epidemi.
Kompensation til dræbtes familier
Al-Kadhimis primære opgave i rollen som overgangsleder er, som allerede skrevet, at gennemføre et nyvalg. Det er alle parter enige om – lige fra de sekteriske kræfter, der udpegede ham, til demonstranterne og Al-Kadhimi selv. Sidst i juli satte han dato på dette valg: 6. juni 2021.
På trods af dette afgrænsede mandat stod det ret hurtigt klart, at al-Kadhimi ville mere end bare at gøre klar til et valg – og at han ville dette ‘mere’ ved at søge støtte fra demonstranterne og de anti-sekteriske kræfter i landet.
Helt fra begyndelsen af hans embedsperiode har nærmest hver dag budt på nye billeder og videoer af premierministeren ude i det irakiske samfund, hvor han har mødtes med demonstranter, myndigheder, statslige ansatte og religiøse ledere. Men det hele har ikke kun handlet om hilsner og blitz. Han er også kommet demonstranterne i møde ved at fyre politichefer og ansatte ved sikkerhedsstyrkerne, der var blevet beskyldt for at gå for hårdhændet til værks mod demonstranterne. Nogle af dem har al-Kadhimis regering endda slæbt for retten. Han har også annonceret en kompensation til familier til døde demonstranter på omkring 8.400 dollars (cirka 52.500 kroner).
På trods af disse tiltag kunne al-Kadhimi ikke komme udenom, at han allerede inden sin indsættelse havde skrinlagt et af protestbevægelsens hovedkrav med sit løfte til de sekteriske kræfter om ikke at ændre det politiske system. Nu var det på tide at vise over for demonstranterne, at han også var villig til at konfrontere de selv samme kræfter og militserne bag dem. Det resulterede i et sammenstød mellem al-Kadhimi og den milits, der fra begyndelsen havde prøvet at blokere hans kandidatur: Kataeb Hizbollah.
Direkte konfrontation med militserne
Efter halvanden måned ved magten gav al-Kadhimi ordren. Sent om aftenen den 25. juni rykkede irakiske sikkerhedsstyrker ind i en forstad til Baghdad og foretog en razzia mod Kataeb Hezbollah. Myndighederne havde modtaget et tip om, at militsen var i gang med at planlægge et angreb, og under razziaen konfiskerede sikkerhedsstyrkerne raketkastere og arresterede 14 militsmedlemmer.
Blot få timer efter razziaen brød en konvoj af hvide firehjulstrækkere med svært bevæbnede militssoldater igennem afspærringerne ved den bevogtede zone, der huser de irakiske regeringsfaciliteter i Baghdad, og kørte op til en af bygningerne i området. Her krævede de, at de 14 mænd skulle overgives i deres varetægt, mod et løfte om at man ville køre en intern retssag. Centralregeringen indvilligede.
For nogle irakere var hændelsen et eksempel på, at al-Kadhimi er den premierminister, der endelig vil tage kampen op mod militserne. For andre var det en ydmygelse, der beviste, præcis hvor magtesløs regeringsmagten er over for militserne. For en tredje gruppe var sagen et bevis på, at al-Kadhimi er agent for USA, der ønsker at bryde Iraks kontakt med Iran.
Da militsens egen domstol siden frifandt alle 14 militsmedlemmer, begyndte hele seancen at ligne en kæmpe fiasko for al-Kadhimi.
Som en slags “tak for sidst” rettede Kataeb Hizbollah halvanden uge senere et personligt angreb på al-Kadhimi, da ukendte gerningsmænd skød premierministerens nære ven, Hisham al-Hashimi, uden for hans hjem. Likvideringen udstillede al-Kadhimis svaghed over for militserne, da han hverken fik igangsat en dybdegående efterforskning af mordet eller rettet en anklage mod mulige gerningsmænd.
Ser man bort fra ydmygelsen, er sagen et tydeligt bevis på, at når det kommer til en konfrontation mellem centralmagten og militserne, så er centralmagten tandløs. Det er netop den virkelighed, som demonstranterne i snart et år har kæmpet for at ændre.
