Regeringen vil sende transportfly og stabsofficerer til FN-mission i Mali

Laurits Holdt

Danmark er blevet bedt om at stille med et transportfly og mandskab til hovedkvarteret for FNs fredsbevarende mission i Mali. Tirsdag skal folketinget førstebehandle spørgsmålet. Det forventes at sammenlagt 70 danske soldater skal afsted.

Tirsdag førstebehandler Folketinget beslutningsforslag om dansk bidrag til FN’s fredsbevarende mission i Mali, MINUSMA. Regeringen ønsker, efter anmodning fra FN, både at bidrage med et transportfly og stabsofficerer.

Det er den fungerende udenrigsminister Rasmus Helveg Petersen, der også er udviklingsminister, der fremsætter beslutningsforslaget. Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Danmark støtter stabilisering i Mali på en række områder, som led i den danske støtte til stabilisering af hele Sahel-regionen. Regeringen lancerede i efteråret 2013 et program for Sahel-regionen på 125 mio. kr.

EU’s særlige repræsentant for Sahel, Michel Dominique Reveyrand-de Menthons, besøger i øvrigt Danmark den 13. december 2013 og skal bl.a. mødes med udviklingsministeren. Her vil de få mulighed for at drøfte Danmarks og EU’s engagement i regionen og vigtigheden af at samtænke sikkerhed og udvikling for at sikre langsigtet stabilitet.

Håber på bred opbakning

I anledning af Folketingets førstebehandling af bidrag til MINUSMA udtaler udviklingsminister og fungerende udenrigsminister, Rasmus Helveg Petersen:

”Vi håber, at der vil være bred opbakning til at sende et solidt dansk bidrag til FN’s fredsbevarende operation i Mali. Det vil være et værdifuldt bidrag til gavn for landet, regionen og civilbefolkningen. Sahel er en skrøbelig region, hvor en række af verdens udfordringer løber sammen. Skrøbelige stater, ekstremister, massiv fattigdom og flygtninge gør, at ustabiliteten har spredt sig langt udover Sahel, og at den også kan påvirke Europa og os.”

”Derfor skal Danmark være med til at håndtere udfordringerne, og det gør vi. Mali viser jo netop, at en samtænkt og hurtig indsats nytter. Sidste år var Mali ved at blive løbet over ende af ekstremister. Men verdenssamfundet satte ind, det nyttede, og nu bidrager vi både sikkerhedsmæssigt, politisk og udviklingsmæssigt. Efter halvandet års uroligheder har Mali for nyligt gennemført præsidentvalg med historisk høj valgdeltagelse. Der er fortsat er en række svære udfordringer, og vi skal fortsat være til stede for at understøtte Malis vej mod stabilitet.” 

Forsvaret er klar

Fra forsvarsminister Nicolai Wammen lyder det:

”Danmark har modtaget en anmodning fra FN om at bidrage til MINUSMA med bl.a. stabsofficerer og et Hercules transportfly-bidrag. Forsvaret er klar til at påtage sig denne opgave, og jeg håber derfor, at der vil være bred opbakning fra Folketinget til at sende vores fly og dygtige soldater af sted. Vi har tidligere haft et transportfly dernede, og det havde stor betydning for de franske tropper, at vi kunne støtte med vores fly. Opgaven i Mali er vigtig, og vores bidrag er med til at understøtte det langsigtede arbejde for at skabe varig fred i landet.”

Baggrunden for MINUSMA

FN’s sikkerhedsråd vedtog den 25. april 2013 resolution 2100, der etablerede en egentlig FN-fredsbevarende operation, MINUSMA, med et bredt mandat. MINUSMA afløste 1. juli 2013 den hidtidige afrikansk-ledede støttemission, AFISMA.

Danmark har modtaget en anmodning fra FN om at bidrage til MINUSMA. Det drejer sig dels om et stabsofficersbidrag fra primo 2014 på kontinuerlig basis samt et C-130J-transportfly (Hercules) med mandskab i op til fem måneder fra den 1. februar 2014.

Det danske flybidrag forventes at være på op til 60 personer. Stabsbidraget, der forventes i første omgang at være på ca. 10 personer, kan udsendes fra primo 2014 og vil blive placeret i henholdsvis MINUSMA’s hovedkvarter og efterretningscelle.

MINUSMA har for det første til opgave at stabilisere situationen i beboede områder og understøtte, at regeringen kan reetablere kontrollen med sit territorium. For det andet har missionen til opgave at implementere transitionskøreplanen – herunder gennem inklusiv dialog og forsoningsprocesser – samt støtte valgprocesserne. For det tredje skal MINUSMA sikre beskyttelsen af civile, respekt for overholdelse af menneskerettigheder, ydelse af humanitær bistand, bevarelse af kulturelle mindesmærker samt sikre national og international retsforfølgning af internationale forbrydelser.

Indsatsen i Mali er led i Danmarks bredspektrede indsats for at bidrage til stabilitet i den urolige Sahel-region. Den 23. september 2013 lancerede regeringen under FN’s Generalforsamling i New York et regionalt Freds- og Stabiliseringsprogram for Sahel, som bl.a. dækker Mali og de øvrige lande i regionen.

Programmets tre fokusområder er: (1) Støtte til dialog og forsoning, (2) Sikkerhedssektor-indsatser, samt (3) Bekæmpelse af voldelig ekstremisme og organiseret kriminalitet. Programmets samlede størrelse over 5 år er på 125 mio. kroner.