Regeringspartiets kandidat vinder omstridt valg i Burundi

gettyimages-481669096
I 2015 udløste det voldsomme uroligheder i Burundi, da præsident Nkurunziza genopstillede til en tredje embedsperiode. Efter dette valg protesterer oppositionen igen og hævder, at der er sket valgsvindel. Iagttagere frygter ny uro.
Foto: Renovat Ndabashinze/Anadolu Agency/Getty Images (arkivfoto)
Forfatter billede

25. maj 2020

Regeringspartiets kandidat, eks-generalen Evariste Ndayishimiye, har vundet præsidentvalget i Burundi med 69 procent af stemmerne.

Det meddeler landets valgkommission fem dage efter onsdagens valg.

I og med, at han har fået over halvdelen af stemmerne, skal der ikke holdes en anden valgrunde for at finde Burundis kommende præsident.

Men der gik ikke længe, fra resultatet var offentliggjort mandag, til oppositionen protesterede mod det.

En talsmand for det førende oppositionsparti, CNL, kalder valget en farce. Ifølge de officielle resultater fik CNL’s kandidat omkring 24 procent af stemmerne.

Partiet har selv haft mandskab ved valgstederne, og ifølge dets egne analyser skulle han have haft omkring 57 procent af stemmerne.

Oppositionen har fremsat adskillige anklager om alvorlige uregelmæssigheder. Blandt andet er et antal oppositionstilhængere blevet anholdt, og angiveligt er medlemmer af regeringspartiet blevet set stemme flere gange, skriver nyhedsbureauet The New Humanitarian.

Iagttagere frygter, at det kan udløse en ny politisk krise i den lille østafrikanske nation.

Udenlandske observatører skulle i corona-karantæne
Evariste Ndayishimiye, som altså nu er valgt som præsident ifølge de officielle resultater, er blevet håndplukket af regeringspartiet, CNDD-FDD, til at efterfølge den afgående præsident, Pierre Nkurunziza, på posten.

Han betragtes som en reformkandidat, men kritikere siger, at de tvivler på, at han vil være i stand til at stoppe regeringspartiets skred i retning af autoritært styre og løsrive sig fra såvel den afgående præsidents og magtfulde generalers indflydelse, skriver The New Humanitarian.

For fem år siden udbrød der blodige uroligheder i Burundi, da Nkurunziza foretog en omstridt beslutning om at stille op til en tredje embedsperiode. Men oppositionen fastholdt, at det var i strid med forfatningen og gik på gaden i protest. Den politiske konflikt, der fulgte i kølvandet på den beslutning, kostede mindst 1200 mennesker livet og sendte hundredtusinder af andre på flugt fra deres hjem.

På det tidspunkt slog regeringsstyrkerne brutalt ned på de oppositionstilhængere, der gik på gaden for at demonstrere over Nkurunzizas beslutning om at genopstille.

Valgdeltagelsen var ganske høj – 88 procent, meddeler valgkommissionen. I alt var syv kandidater opstillet ved omsdagens præsidentvalg.

Kommissionens formand siger mandag, at valget er forløbet fredeligt.

Der var kun meget få internationale observatører tilstede ved valget i Burundi, skriver al-Jazeera. Det skyldes især, at regeringen havde meddelt, at udenlandske observatører skulle i 14 dages karantæne på grund af coronapandemien, inden de kunne få lov at udføre deres arbejde.