Rohingya-børn frarøves skolegang og chancen for en fremtid

rohingya_dfid
Forfatter billede

Viden og læring er afgørende for alle børn – ikke mindst for børn, der er fattige og på flugt. Derfor er det dybt bekymrende, at hundrede tusinder af rohingya-børn ikke har modtaget undervisning, siden de sidste sommer flygtede til Cox’s Bazar i Bangladesh på grund af overgreb i deres hjemland, Myanmar.

”Uddannelse skal ikke betragtes som en mulig luksus. Uddannelse er livreddende. Skolegang kan give børnene oplevelsen af at genoptage en tryg og kendt rutine fra deres tidligere liv før flugten. Børnene har et meget stort behov for trygge rammer og adgang til viden og udvikling oven på de helt ekstraordinære voldsomme overgreb, de og deres familier er blevet udsat for,” siger Red Barnets katastrofechef, Kristine Mærkedahl Jensen, i en pressemeddelelse.

Over 70 procent af børnene – mere end 327.000 – modtager ingen form for undervisning. Når børn ikke kommer i skole, mister de chancen for at udvikle sig til en fremtid, hvor de bedre kan klare sig selv.

Oversvømmelse, fejlernæring og traumer

Lige nu kæmper børnene for at overleve i lejren, der gradvist bliver oversvømmet af kraftig monsunregn. Samtidig lever børnene med dybe traumer fra deres flugt fra Myanmar, hvor de selv eller deres familie blev udsat for bestialsk vold, drab og seksuelle forbrydelser i den nordlige delstat Rakhine.

Mange af børnene er fortsat fejlernærede, hvilket også risikerer at bremse deres kognitive udvikling.

”Det er uhyggeligt sandsynligt, at børnene nu mister chancen for at udvikle sig endnu engang. Hvis de ikke får adgang til basale færdigheder som at lære at læse og skrive, bliver det endnu sværere for dem at bygge et liv op for dem selv. Vi risikerer at se en hel generation af børn, der får frarøvet deres fremtid,” siger Kristine Mærkedahl Jensen.