Jakob var her
Rune Skyum-Nielsen
Gyldendal Forlag
Udgivet 22.august 2016
Rune Skyum-Nielsens biografi er kronologisk bygget op om Jakob Ejersbos liv og bøger, således at bogen begynder med Ejersbos opvækst i Tanzania og ungdom i Danmark. Den anden halvdel af bogen følger omstændighederne i Ejersbos liv og hans arbejde med gennembrudsromanen Nordkraft og bøgerne om Tanzania, der fortegnet altid omtales som Afrika-trilogien.
Kapitlerne i bogen og deres enkelte afsnit er navngivet efter den person, som afsnittet bygger på og med angivelse af sted og tid (måned og årstal). I researchen til bogen har Rune Skyum-Nielsen interviewet en lang række mennesker, som kendte Jakob Ejersbo. De fremstilles som fortællere, og hvert afsnit har sin egen fortæller, der kommer direkte til orde gennem få citater, men som ellers er gengivet af Rune Skyum-Nielsens gennemgående fortællerstemme.
Den røde farve
Den røde tryksværte er markant tilstede gennem hele bogen. Vi møder den første gang på omslaget, hvor titlen står med kraftig fed rød typografi. Hele vejen gennem bogen er alle navne på fortællerne skrevet med rødt og direkte citater fra breve er ligeledes skrevet med rødt og i kursiv. Den røde skrift larmer skrigende til himlen, og er ikke til at overse.
Under læsningen giver det en flimrende fornemmelse for øjnene. Der er således ikke tvivl om, at læserne skal lægge mærke til den røde farve, og at den symboliserer noget, som vi skal forstå, når vi læser bogen.
I de afsnit af bogen, som ligger efter Jakob Ejersbos alt for tidlige død, anvendes en dybblå farve. Det gælder for de mellempassager, der er indsat mellem alle bogens kapitler. De refererer til den film om Ejersbo, som havde premiere sidste efterår, hvor hans venner (Morten Alsinger og Christian Kirk Muff) bestiger Kilimanjaro i Tanzania for at sprede Ejersbos aske ud fra toppen, som Alsinger lovede sin ven på dødslejet. Disse mellemspil er imidlertid ret svære at forstå, hvis man ikke i forvejen har set filmen.
Formålet med den røde og blå farve kunne være, at Jakob Ejersbo var en levende og vital kraft, som mens han levede fik blodet til at pumpe, men at alting efter hans død blev langt mere køligt og stillestående. Dermed får Rune Skyum-Nielsen fremhævet sin heltedyrkelse af Ejersbo. Netop derfor bliver det måske lidt for meget af det gode. Der er egentlig ikke nogen grund til den svulstige typografi, for vi forstår godt pointen. Skyum-Nielsens fascination og begejstring for Jakob Ejersbo er allestedsnærværende.
Afsløringen af Ejersbo
Rune Skyum-Nielsen lægger ikke skjul på sin respekt og beundring for Jakob Ejersbo og hans bøger. Skyum-Nielsens interesse begyndte, da han læste den såkaldte Afrika-trilogi. Han har fortalt, at han følte sig set af Ejersbo, men de kendte ikke hinanden, og derfor undrede det Skyum-Nielsen. Det var ikke muligt at komme til lære Ejersbo at kende, da han allerede var død. For at forløse sin fascination måtte Rune Skyum-Nielsen skrive en biografi om forfatteren.
Rune Skyum-Nielsens projekt med biografien har været at dokumentere forholdet mellem Ejersbos romaner og virkeligheden. Undervejs afslører han, hvor tæt personerne og handlingen i bøgerne ligger på virkelige personer og hændelser; det er alt andet fiktion, på trods af at der konsekvent står ’roman’ som genrebetegnelse på alle Ejersbos bøger.
Jakob Ejersbo og forlaget har altså delvist ført os bag lyset, men nu har Rune Skyum-Nielsen fortalt sandheden. Afsløringen af Ejersbo som rendyrket dokumentarist gør hans bøger langt mere banale, og det fjerner den magi forfatterskabet ellers har været omgærdet med.
Det kan undre, hvorfor en erklæret fan af Jakob Ejerbos forfatterskab vælger at pille sin helt ned fra piedestalen. Hvorfor vil Rune Skyum-Nielsen gøre Ejersbo til en mindre forfatter, end han ellers er? – og hvordan kan det være, at virkeligheden er så afgørende og interessant?
Hvis jeg skal sammenligne Ejersbos bøger med Skyum-Nielsens biografi, så er der ingen tvivl: Jeg ville til enhver tid vælge at læse Ejersbo selv. Derimod har det været en kamp at læse Skyum-Nielsens ophobning af information om Ejersbos liv og de mennesker, der kendte ham. Den store detaljerigdom i Skyum-Nielsens bog synes ikke at bidrage til en større forståelse af forfatterskabet – kun en evigt gentagende udpegning af forholdet mellem fiktion og virkelighed. Derimod bliver det i længden kedeligt og intetsigende med de utallige detaljer, gentagelser og introduktioner af endnu flere personer med et eller andet forhold til Jakob Ejersbo.
Tvivlsom metode med mange fortællere
Metodisk placerer Rune Skyum-Nielsen sig mellem to stole. Han vil gerne skrive et stykke samtidshistorie ved at bruge Jakob Ejersbos person og forfatterskab som omdrejningspunkt.
Spørgsmålet er dog, hvad Skyum-Nielsen egentlig dokumenterer andet end sin egen rejse ind i en fandyrkelse af Jakob Ejersbo – en rejse, der forekommer meget personlig og privat.
De mange fortællere, som påstås at være kilder, får aldrig rigtig lov til selv at komme til orde – vi hører kun Rune. Fortællerne fremstilles i tredje person. Det er Rune Skyum-Nielsen, der udlægger, hvad den enkelte fortæller siger, mener og har som intention. Det er der intet ondt i, men Skyum-Nielsen proklamerer, at han gør det modsatte. Deri består modsætningen.
Metoden er uklar, fordi det er svært at gennemskue, hvordan kilderne bliver behandlet. Bagerst i bogen er der et kort afsnit om Skyum-Nielsens metode, hvor der ikke rigtig står noget – i hvert fald ikke noget konkret og substantielt.
Rune Skyum-Nielsen fortæller, at bogen er blevet meget anderledes, end han forventede, men ikke hvorfor – udover en vag konstatering af, at Jakob Ejersbo er en kompliceret og sammensat person. Der er også et par betragtninger om kildernes åbenhjertighed og tillid til ham – med få undtagelser. Ingen af delene bliver præciseret. Det kunne ellers have været interessant, at få uddybet undtagelserne. I den løbende fremstilling gives der enkelte eksempler på personer, som ikke har ønsket at tale med Rune Skyum-Nielsen eller medvirke i bogen. Heller ikke her kommer der en uddybning.
Af kildelisten fremgår det, at den kun indeholder et udvalg af de kilder, der er blevet brugt. Hvem er de øvrige kilder? – og hvorfor er de ikke taget med?
Der er også en liste over fortællerne med konkrete data til at beskrive dem; som for eksempel hvor de kommer fra, deres job og relationen til Jakob Ejersbo. Alle fortællerne står på kildelisten. Man må derfor formode, at fortællerne er de kilder, som er fremhævet med overskift på enkelte eller flere afsnit i bogens fremstilling, men det er imidlertid ikke noget, der bliver forklaret.
I markedsføringen af bogen bliver Rune Skyum-Nielsen citeret for, at ”metoden sikrer en høj sandhedsværdi (…) fordi de medvirkende har godkendt deres bidrag og derved står konkret til ansvar for det, de selv siger, husker og deler” (citeret fra Gyldendals pressemeddelelse).
Problemet er, at vi ikke ved, hvad de medvirkende (kilderne, fortællerne) har sagt og husket, da vi kun får indsigt i Rune Skyum-Nielsens ord for, hvad kilderne har sagt til ham. Der er ingen nødvendig konflikt i at gøre det, som Skyum-Nielsen gør, men for redelighedens skyld bør man erkende sin subjektivitet og ikke tale om fremstillingens sandhedsværdi.
Det ville have været langt mere interessant, hvis bogens mange fortællere havde fået lov til at tale direkte ved at skrive afnittene i første person ental. På den måde ville bogen have bestået af mange fortællere, men i sin nuværende form er der kun én fortæller: Rune Skyum-Nielsen.
Måske som en slags konfirmationsgave udkom ’Jakob var her’ den 22.august 2016 præcis 14 år efter Nordkraft, Ejersbos gennembrudsroman, blev udgivet.