Rettelse: Vi havde fået skrevet, at EU har stillet den Afrikanske Union støtte på 1000 milliarder euro i sigte. Det skulle have været ‘kroner’ og ikke ‘euro’. Der er nu rettet. Vi beklager fejlen.
Vestlige medier og politikere er nærmest i chok over, at kun 28 afrikanske lande stemte for FN-resolutionen om fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine. De fleste har sikkert glemt, at ved en tilsvarende afstemning i 2014, hvor det handlede om at fordømme Ruslands annektering af Krim, valgte endnu flere afrikanske lande enten undlade at stemme eller stemte med Rusland.
Afstemningerne i FN viser, at Rusland har mange venner i Afrika. Det er ikke noget nyt, men det nye er, at relationerne mellem Rusland og afrikanske nationer er blevet kraftigt udbygget gennem de seneste år. Endnu mere interessant bliver de fremtidige konsekvenser i Afrika af Ruslands invasion af Ukraine og de efterfølgende sanktioner, især fra Vesten.
Rusland et forbillede
Fundamentet for Ruslands goodwill i Afrika blev bygget op i forbindelse med selvstændighedsprocessen. Netop betydningen af selvstændighed og selvbestemmelse kan ikke overvurderes, når man ser på Afrika, selv om det altid er vigtigt at holde sig for øje, at Afrika er et kontinent med mere end 50 nationer, som er stadigt mere forskellige, hvilket i stigende grad gør generaliseringer vanskeligere.
Når Rusland spillede en central rolle i de afrikanske lande selvstændighedsproces, skyldes det kombinationen af Ruslands konkrete initiativer og dets status som et ideologisk, revolutionært og samfundsmæssigt forbillede. Især for politiske aktive og intellektuelle på det afrikanske kontinent.
Rusland huskes stadigvæk for Sovjetunionens aktive kamp for afkolonialisering af Afrika, som antog mange forskellige former, eksempelvis:
- I internationalt regi i FN og andre multilaterale organer med kritik af kolonialiseringen og behovet for afvikling.
- Østblokkens investeringer i uddannelses- og træningstilbud til folk fra Afrika.
- Våbenstøtte til det der blev italesat som frihedsbevægelser i Afrika.
Den mere indirekte sympati skyldes, at mange politisk aktive i Afrikas selvstændighedsproces var inspireret af socialismen. Det skyldes især tre forhold:
For det første var der efterspørgsel på en ideologi, som var grundlæggende forskellig fra kolonimagternes kapitalisme og en attraktivt alternativ samfundsmodel. Sovjetunionen blev opfattet som virkeliggørelse af socialismen og Vladimir Lenin, den tidligere sovjetiske statsleder og en af marxismens centrale revolutionære tænkere og ideologer, var et kæmpe forbillede. Især Lenins imperialisme-teori, hvor han argumenterer for, at et kapitalistisk system uundgåeligt vil føre til imperialisme, vandt gehør i Afrika.
For det andet fik mange unge fra Afrika mulighed for at studere og få en videregående uddannelse på universiteter i Øst og Vest. Socialisme var et centralt element på curriculum på samfundsvidenskabelige uddannelser.
For det tredje virkede socialismens bureaukrati-model attraktiv for mange afrikanske ledere, fordi den blandt andet åbnede muligheder for at placere egne folk i det politisk-administrative system og dermed bidrage til styrkelsen af deres magtposition.
Den kolde krig var særdeles varm i Afrika
Perioden vi betegner som den kolde krig, altså perioden efter Anden Verdenskrig til Berlinmurens fald, var stedvis særdeles varm i Afrika. Det blev særligt intenst under selvstændigheds- og afkoloniseringsprocesserne i Afrika. Afrikanske statsledere følte sig ofte presset til at vælge side. Både Øst og Vest var særdeles aktive og interventionistiske, og det førte til ideologiske motiverede mord på politiske ledere samt talrige borgerkrige. Den slags betegnes som proxy- eller stedfortræderkrige, hvor alliancer med lokale grupper, koblet til henholdsvis Øst og Vest, kæmpede mod hinanden.
Angola var et af de værste eksempler på en langvarig og blodig borgerkrig under den kolde krig. Borgerkrigen i Angola stod på i 27 år, fra 1975-2002, og det anslås, at flere end 500.000 mennesker blev dræbt i perioden.
De længstvarende væbnede konflikter foregik ofte i afrikanske nationer rige på naturressourcer og kobles derfor til begrebet ressourceforbandelsen. Begrebet dækket over en situationen, hvor folk kan leve i et område med mange naturressoucerser, men som er plaget af konflikt, hvilket medfører fattigdom med ustabile betingelser.
Afrikansk tilpasning til udvikling fra bipolær til unipolær verdensorden
Mod slutningen af den kolde krig neddroslede Rusland sine afrikanske aktiviteter. Det var en udvikling, der i første omgang ramte de afrikanske nationer, som var koblet til Østblokken. De kom til at stå isoleret i et økonomisk, politisk og ideologisk dødvande.
Gældskrisen i 1980’erne pressede de fleste afrikanske lande økonomisk i knæ og betød samtidig, at mange af dem valgte at sælge ud af selvbestemmelsen. Det havde baggrund i at Bretton Woods-institutionerne – med Verdensbanken og IMF i spidsen – stillede krav til de afrikanske nationer i forbindelse med deres såkaldte strukturtilpasningsprogrammer.
Afrika mærkede konsekvenserne af de nye tider i den unipolære verdensorden. Verdensbanken satte standarden for kredit- og långivning i Afrika, andre institutioner fulgte trop, og det førte til den såkaldte Washington-konsensus.
Strukturtilpasningsprogrammerne var dybt upopulære i Afrika, hvor mange opfattede dem som Vestens genkolonisering af kontinentet, blandt andet fordi de penetrerede de afrikanske nationer på mange niveauer. Til at begynde med fokuserede strukturtilpasningsprogrammer på økonomiske forhold, men med tiden blev deres fokus udbredt til politiske og rettighedsmæssige forhold. Mange afrikanske ledere var stærkt utilfredse med undermineringen af deres autonomi, men de havde vanskeligt ved at se alternativerne. Netop denne udvikling gødede jorden for Kinas og andre ikke-vestlige nationers ekspansion i Afrika, som vi har set gennem de seneste årtier.
Putins satsning på Afrika
Efter Vladimir Putin kom til magten, er Ruslands engagement i Afrika – efter en langsom start – blevet opprioriteret, begyndende med Putins første rejse til kontinentet i 2006. Fokus er på genetablering af Ruslands traditionelt gode relationer med afrikanske nationer i forhold til både strategiske, geopolitiske og markedsmæssige interesser.
Ruslands relationer til Afrika og andre ikke-vestlige lande er blevet udvidet efter den vestlige kritik af annekteringen af Krim i 2014. Rusland er utvivlsomt blevet inspireret af Kinas geopolitiske omprioritering i 1989, der kom som følge af Vestens sanktionspolitik i kølevandet på nedkæmpelsen af opstanden på Den Himmelske Freds Plads.
Det mest synlige gennembrud kom i 2019, hvor Putin inviterede til russisk-afrikanske topmøde og økonomisk forum i den russiske ferieby Sotji. Den afrikanske interesse var tydelig, hvilket blev understreget af, at flere end 40 afrikanske statsledere deltog. Putin udtalte i den forbindelse blandt andet (min oversættelse):
”Vi kommer ikke til at deltage i en ny ’opdeling’ af kontinentets rigdom; derimod er vi klar til at deltage i konkurrencen om samarbejdet med Afrika, forudsat at dette samarbejde er civiliseret og udvikler sig i overensstemmelse med opstillede regelsæt. Vi har meget at tilbyde vores afrikanske venner.”
Putin har afkodet de afrikanske ledere, der efterspørger ligeværdige samarbejdsrelationer, fordi de er trætte af udbytning med fokus på kontinentets naturressourcer. Putin var tydeligvis opmærksom på de afrikanske lederes voksende utilfredshed med Vesten og den snigende og stigende utilfredshed med de kinesiske aktiviteter.
Der er allerede planlagt et opfølgende topmøde til efteråret og den russiske udenrigspolitiske elite talte, inden krigen i Ukraine, om at 2022 skulle være Afrikas år, som tænketanken Chatham House her forklarer.
Den oprindelige plan var at afholde mødet i Addis Ababa, men det blev flyttet på grund af urolighederne i landet. Der har været overvejelser om Egypten og Sydafrika, som Rusland har nære relationer til. Sidstnævnte i det såkaldt BRIKS-samarbejde, hvor også Brasilien, Indien og Kina deltager. Sankt Petersborg er også i spil, men nu er spørgsmålet, om mødet overhovedet blive afholdt i år, set i lyset af krigen i Ukraine.
Vigtig våbenleverandør til Afrika
At samarbejdet mellem Rusland og Afrika ikke bare er ord kan aflæses af udviklingen i handelsrelationerne, som er fordoblet siden 2015, og nu samlet set er oppe på 20 milliarder dollars med en årlig gennemsnitlig vækstrate på 15 procent. Samtidig er der et massivt handelsoverskud til Rusland, der sælger for næste tre gange så meget, som det køber i Afrika, hvilket Russia Briefing har mere om her.
Ruslands økonomiske relationer til Afrika er særdeles bredspektret, og nødhjælp er også kommet på paletten. Det primære fokus er stadig på de klassiske handelsvarer så som landbrugsprodukter, gødning og energiprodukter. Det er også eksport af know-how i forbindelse med opbygning af infrastruktur, som for eksempel olieudvikling til opgradering af transportsektoren. Militærudstyr er et anden Rusland-classic, og landet er en vigtig leverandør af våben til Afrika. Den eksport er også stadig vigtigere for Rusland, og afrikanske lande har i de seneste fem år aftaget 18 procent af Ruslands våbeneksport, som man kan læse i denne artikel på Africa Portal.
En af Ruslands nye nicheprodukter er at støtte pressede afrikanske ledere med specialstyrker, hvor især den såkaldte Wagner-gruppe er et centralt element. Wagner-gruppen er omgærdet med en del mystik og hemmelighedskræmmeri, hvilket ikke er usædvanligt, når arbejdsområdet er sikkerhedspolitik. Gruppen har status af privat paramilitær gruppe og rygtes at have tætte relationer til Putin.
Et nybrud i de russiske Afrika-aktiviteter er, at Wagner-gruppen har fokus på at understøtte og servicere magteliter for at holde dem ved magten. Mest kendt er Wagner-gruppens indsats for at holde præsident Faustin-Archange Touadéra ved magten i Den Centralafrikanske Republik. Det er et skifte i forhold til Sovjetunionens støtte til frihedsbevægelser i forbindelse med afkoloniseringen.
Wagner-gruppen har i de seneste år oplevet en voksende efterspørgsel og ekspanderet sine aktiviteter i Afrika med repræsentationer i mere end 20 lande. Den voksende afrikanske efterspørgsel på Wagner-gruppen overrasker ikke, for stadig flere afrikanske ledere bøvler med at holde kontrol, ikke bare med nationens hjørner men helt ind i hovedstæderne.
Krigen i Ukraine kommer på værst tænkelige tidspunkt
De afrikanske lande er først lige på vej ud af corona-krisen, som har skabt store økonomiske og afledte politiske problemer, mens de sundhedsmæssige konsekvenser i modsætning til Vesten og Rusland, har været sekundære. Mange afrikanske nationer bokser for tiden med en syndflod af kriser, så krigen i Ukraine og de vestlige sanktioner mod Rusland kunne næppe være kommet på et værre tidspunkt. Globalnyt har allerede dækket nogle af de umiddelbare og afledte effekter af krigen i Ukraine. Se eksempelvis disse artikler: Krig får fødevarepriser til at eksplodere – fattige lande rammes hårdest og Ruslands invasion af Ukraine rammer også Afrika.
Folk og nationer på kontinentet rammes meget forskelligt, men det er hævet over enhver tvivl, at prisstigninger og mangelsituationer i afrikanske byer er udfordrende for hele samfundsspektret, fra individer til myndighederne. Det kommer på et tidspunkt, hvor Afrika er i en historisk alvorlig gældskrise, som betyder, at over halvdelen af de afrikanske lande har akut behov for gældssanering. Problemet med den nuværende gæld er, at den i modsætning til gældskrisen i 1980’erne er til mange forskellige kreditorer, og det gør gældseftergivelse vanskeligere.
Spørgsmålet er, om Vesten vil træde til med yderligere støtte, for på det nylige topmøde mellem EU og Den Afrikanske Union stillede EU støtte til Afrika på over 1000 milliarder kroner i udsigt. Et andet spørgsmål er, om krigen i Ukraine har ændret på det, men ellers kunne det gøre de afrikanske lande endnu mere afhængige af EU og Vesten. Måske var det guleroden, som fik flere afrikanske lande til at stemme med Vesten i FN?
Et kig i krystalkuglen
Man kan forestille sig rigtige mange scenarier for, hvad der vil komme. Men det er hævet over en hver tvivl, at Afrika er på vej ind i en økonomisk recession, som også rammer resten af verden. Omfanget af recessionen afhænger af varighed af de antagonistiske relationer mellem primært Vesten og Rusland. I den sammenhæng er det værd at huske, at den kolde krig varede mere end 40 år.
Her er nogle mulige scenarier:
Scenarie: Økonomien nedsmelter
Når vi i Vesten taler om krise, så er det primære fokus på de økonomiske konsekvenser, hvilke er på linje med Marx & Engels’ udsagn om, at det er økonomien, som er determinerende. Zoomer vi ind på de afrikanske landes økonomier, så vil afhængigheden af Vesten blive større end afhængigheden af Rusland. I hvert fald på den korte bane. Det primære argument er, at Vesten har større økonomiske muskler og derfor bedre kan gøre sig gældende. Rusland har begrænset økonomiske muskler, og har på kort sigt store udgifter til krigsførelsen i Ukraine. Det er nok mere sandsynligt, at Rusland på den korte bane skruer mere ned end op på sine aktiviteter i Afrika.
Et spørgsmål er, om Afrika åbner sig op. Erfaringer fra tidligere viser, at andre aktører kommer på banen. For eksempel har Kina tidligere været i stand til udnytte mulighederne og ekspandere sine aktiviteter på det afrikanske kontinent. Den nuværende situation kunne eksempelvis åbne op for de olieproducerende lande, særligt i Mellemøsten, som allerede har aktiviteter i Afrika. De vil utvivlsomt kunne konvertere prisstigninger på olie til større indflydelse på kontinentet.
Ser vi på økonomien i et nationalt perspektiv i Afrika, så er det oplagt at livsvilkårene for de fattige i byerne vil blive forringet, og at de urbane middelklasser også vil blive hårdt ramt. Resultatet er mere fattigdom, utilfredshed og migration.
Scenarie: Sammenbrud af nationalstater
Ser vi på den politiske udvikling på det nationale niveau, så er det oplagt at forestille sig, at tendenser under corona-krisen – som jeg tidligere har beskrevet i analysen Et år med corona-krisen: Demokratierne i afrikanske nationer er under pres – i retning af mere autoritær ledelse vil fortsætte. Udviklingen kommer på tværs af EU’s eksplicitte målsætning om at arbejde for demokratisering i Afrika. Konfliktpotentialet er enormt, for de politiske eliters kamp for at fastholde magten, vil udmønte sig i mere repressive tiltag mod den stadig voksende folkelige utilfredshed, som blandt andet skyldes den økonomiske recession.
Det vil endvidere bliver interessant at se, om såvel EU som den Afrikanske Union vil fortsætte med sanktioneringer af såkaldte illegitime regimeskifte og andre former for dårlig regeringsførelse. På lidt længere sigt vil det være interessant om Vesten genopliver koldkrigs retorikken om statsledere: ”He is a son of a bitch, but he’s our son of a bitch.”
I et længere koldkrigslignende scenarie vil Vestens statsopbygningsprojekter i Afrika være truet af kollaps. Det ser vi allerede tydelige tendenser til i Somalia og Sydsudan, mens en række nationalstater i Sahel-regionen, Vest- og Centralafrika er konfliktramte og truet af fragmentering, som gør det stadigt mere vanskeligt, at bruge en term som ’nationalstater’ på en meningsfuld måde. Det betyder en gentænkning af samfundsudviklingen på det afrikanske kontinent.
Set i et internationalt perspektiv vil det være interessant at følge med i, hvordan de afrikanske nationer vil handle, for afstemningen i FN’s Generalforsamling viste endnu engang med alt tydelighed en enorm splittelse. Dermed er den panafrikanske forestilling om, at de afrikanske nationer må holde sammen eller tabe, blevet vingeskudt.
Scenarie: Afrikansk splittelse hæmmer mulighederne for at være dagsordensættende
Afrikansk sammenhold har let ved at vinde opbakning i lukkede afrikanske dialogfora, men falder ofte sammen i det åbne. Der er to dominerende strømninger på det område:
For det første er der en ambition om, at Afrika skal have mere magt og indflydelse i internationale fora. Bag scenen arbejder afrikanske lande for eksempel for en transformation af FN, herunder et nyt sikkerhedsråd med permanent afrikansk repræsentation. Krigen i Ukraine viser med alt tydelighed, at der er behov for ændringer i FN, hvis rolle som fredsskaber er stærkt udfordret.
For det andet er der en udbredt utilfredshed med det, der opfattes som Vestens patent på sandheden og Vestens dobbeltmoral i forhold til menneskerettigheder og god regeringsførelse. Oplevelsen i Afrika er, at Vesten med selvfølgelighed regner med de afrikanske landes støtte til eksempelvis kritikken af Ruslands invasion i Ukraine, men samtidig er argumentationsresistente når det gælder Vestens egne invasioner med fokus på regimeskifte i Irak, Afghanistan, Libyen med flere. I tilgift virker Vesten apatisk og handlingslammet, når det for eksempel gælder konfliktløsninger i Mellemøsten, og specifikt når det gælder konflikten i Yemen.
De sammenhængende kriser bekymrer
Der er i Vesten primært fokus på de økonomiske og politiske udfordringer, men i kun begrænset omfang fokus på de sammenhængende kriser i Afrika. Der er næppe tvivl om, at vi vil opleve en eskalering af migrations- og biodiversitetskriserne (se eksempelvis denne artikel: Krigen i Ukraine kan blive hård for klodens skov og natur) på et bagtæppe af klimakrisens effekter. Den afrikanske grønne omstilling er et fjernt fatamorgana i den daglige kamp for overlevelse.
