Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og Frankrigs præsident Emmanuel Macron simultane rejser til det afrikanske kontinent i juli 2022 har fået en del opmærksomhed. Målsætningen for begge var at vinde hjerter og hjerner i Afrika, i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
Min vurdering er, at i Vesten var den dominerende opfattelse, at Macron var en sikker vinder, allerede inden rejserne. I Rusland synes der efter Lavrovs rejse at være tilfredshed med resultatet. I Afrika er billedet efter besøgene langt fra entydigt, mange på kontinentet ser perspektiver i samarbejde med Rusland, men ønsker ikke at vælge side.
Kampen mellem befæstelse og genvindelse
Lavrov og Macrons rejser til Afrika skal ses i lyset af tidens nuværende labile geopolitiske situation, hvor både Rusland og Vesten kæmper om de afrikanske nationers gunst.
Udgangspunkterne for de to rejser var fundamentalt forskellige. Macron på sin side prøvede at befæste Frankrigs, EU’s og Vestens position på kontinentet, herunder arbejder for en yderligere isolering af Rusland internationalt.
Lavrovs mål var modsat, at genvinde russisk indflydelse på kontinentet samt bryde Vestens isolation af Rusland. I den kolde krig var Sovjetunionens indflydelse på det afrikanske kontinent stedvis stærk, og som Sovjetunionens arvetager håber Rusland at kunne genvinde noget af den indflydelse.
Macrons stærke platform
Betingelser for Lavrov og Macrons rejser var også grundlæggende forskellige. Umiddelbart ville forventningen være, at Macron stod med suveræne kort på hånden, især set i lyset af følgende fem forhold:
- Han kunne bygge videre på EU-AU topmødet i februar 2022, hvor EU stillede ca. 1.000 milliarder kroner i udsigt til Afrika-relaterede initiativer.
- Han kom med et fornyet mandat som genvalgt fransk præsident.
- Han fremstod (og fremstår) stadig stærkere internationalt, som en af Vestens store ledere, ikke kun Frankrig og EU’s men hele Vestens spydspids i Afrika-indsatsen
- Han rejste med det stærke budskab om, at verdens lande må og skal stå sammen og fordømme, sanktionere og isolere det aggressive Rusland, med afsæt i Ruslands angrebskrig i Ukraine.
- Han imødekommer et udbredt og voksende ønske på det afrikanske kontinent om at blive set og lytte til og ikke bare blive taget for givet.
På trods af de gode fortællinger, så var planlægningsfasen af Macrons rejse præget af udfordringer. Det franske diplomati skulle navigerer i sahelske, central- og vestafrikanske minefelter, med såvel et voksende antal Frankrig-kritiske statsledere som anti-franske folkelige demonstrationer.
Frankrigs loyale ronkedor både presser og presses af Macron
Cameroun var et oplagt første stop for Macron, da præsident Paul Biya gennem 40 år har kørt tæt parløb med hvem der måtte sidde i Élysée palæet. Det var dog langt fra blot et høflighedsvisit. For Macron skulle have en svær samtale med præsident Biya, som har rundet de 89 år.
Foto: Saabi Jeakespier/Anadolu Agency via Getty Images
De vanskelige samtaleemner var både et politisk generationsskifte i Cameroun og borgerkrigen i den vestlige del af landet. En borgerkrig, som trækker tråde til kolonitiden, hvor både centralregeringen i Yaoundé og Frankrigs manglende efterlevelse af en aftale om magtdeling med det primært engelsktalende mindretal. Konsekvensen er en blodig konflikt, som har stået på i årevis (for opdatering af konflikten se eksempelvis afsnittet om Cameroun i Human Rights Watch’ årsrapport fra i år.
Macrons mærkesager i Benin plus uvelkommen damage control
Når Benin kom på rejseplanen, så skyldes det Macron muligheder i samtale med i præsident Patrice Talon om to mærkesager og lave damage control på en.
Et centralt samtaleemne omhandlede militær og anden støtte til Benins kamp mod islamisk ekstremisme i de nordlige grænseområder. Det andet emne var Macrons bodsgang for kolonitidens ugerninger med tilbagelevering af artefakter.
Macron markedsfører sig primært over for de tidlige franske kolonier, med budskabet om at gøre op med kolonitidens urimeligheder. Derfor brugte han besøget til at afleverer genstande tilbage, som franske tropper hjemtog efter nedkæmpelsen af Dahomey-kongeriget i 1892.
Det tredje emne i samtalen med præsident Patrice Talon – møgsagen – var relateret til regionens kolonitidsbaseret pengepolitiske set-up. Der har længe været utilfredshed i de 14 vest- og centralafrikanske lande koblet på CFA-francen (se her for indblik i CFA’en og kritikken og planer om alternativer: Vestafrikas fælles valuta lader vente på sig | Globalnyt). Utilfredsheden er på det seneste vokset fordi CFA’ens internationale købekraft er faldet. Det skyldes at CFA’en, der tidligere var koblet på den franske franc, men nu er koblet op på euroen, der mister værdi i forhold til dollaren. Præsident Talon er for tiden leder af sammenslutning for den vestafrikanske CFA.
Totalitær leder skal hjælpe i kampen mod militærkup
Macrons valg af Guinea-Bissau som den sidste destination på rundrejsen er måske uventet, men det kan forklares med især to forhold.
For det første, at et besøg i den tidligere portugisiske koloni kan ses som en del af Frankrigs ekspansionslyst på kontinentet.
En anden grund er Macrons ønske om at mødes med Guinea-Bissaus præsident Embalo, fordi Macron er bekymret over de seneste militærkup i regionen.
Embalo er som nyvalgt leder for ECOWAS, den vestafrikanske samarbejdsorganisation, en indlysende samtalepartner, set i lyset af ECOWAS for tiden har suspenderet Mali, Burkina Faso og Guinea, som følge af militærkup og genovervejer de tre landes status.
Benins præsident Talon har for nylig selv været udsat for et kupforsøg, hvilket ikke er et særsyn i landet. Han har udviklet sig til en stadig mere autoritær leder, og har for nylig opløst parlamentet.
Lavrovs udgangspunkt synes svært – eller er det bare os?
Set fra vestligt perspektiv var Lavrovs udgangspunkt inden afrejse til Afrika vanskeligt. Han repræsenterer en nation, der er udskammet internationalt, som følge af invasionen i Ukraine. Samtidig er Rusland økonomisk presset, som en afledt effekt af krigen.
Det kunne umiddelbart lyde som et svært udgangspunkt for at vinde nye alliancepartnere i Afrika, men i Rusland var perspektivet anderledes – især på grund af følgende tre forhold:
- Rusland har mange venner i Afrika, som Rusland-Afrika topmødet i Sochi 2019 viste. (se mere her: Rusland har mange venner i Afrika, men kan de klare at blive slået gule og blå?)
- Positivt møde mellem Putin og AU’s præsident Macky Sall i juni 2022
- Udenrigsminister Lavrov er garvet efter mere end 18 år på udenrigsministerposten.
Ruslands synes meget bevidste om, at Lavrov på rejsen skulle skabe relationer i Afrika og bringe deres budskab om, at Vestens sanktionspolitik mod Rusland skaber globale problemer. Det har negative konsekvenser for Afrika i form af knapheder og afledte prisstigninger.
Egypten og Etiopien åbner til Arabien og Afrika
Lavrovs besøg i Egypten og Etiopien viser, at Rusland er meget opmærksom på spredningseffekten af sine budskaber. I Egypten mødtes han med både præsident Abdel al Sisi og Ahmed Aboul Gheit, der er generalsekretær for Den Arabiske Liga. Derved nåede Ruslands buskaber potentielt ud til de 22 medlemslande. Ahmed Aboul Gheit fremhævede efter mødet med Lavrov, at det havde været et godt møde.
Præsident al Sisi og Lavrov talte om deres gensidige bekymringer over de stigende priser på fødevarer og energi. Egyptens position er oplagt, da landet er verdens største importør af hvede. Det er også meget sandsynligt, at turisme er blevet diskuteret, da turismesektoren er central for Egyptens økonomi og en vigtig destination for russiske turister, inden de internationale sanktioner blev indført.
I Etiopien, som var det sidste stop på Lavrovs rejse, mødtes han med landets politiske ledelse og Moussa Faki Mahamat, forpersonen for AU-Kommissionen samt AU-ambassadørerne. Derved fik Lavrov mulighed for at sprede sine budskaber til AU og repræsentanter for en lang række afrikanske nationer. Mødet med AU og Lavrov blev afholdt kort efter indgåelse af aftalen om korneksporten fra havne i Sortehavet gennem Bosporus-strædet. Moussa Faki Mahamat roste efter mødet med Lavrov aftalen og dens betydning for fødevaresikkerheden.
Congo og Uganda har stærke bånd til Rusland
Republikken Congo var andet stop for Lavrov, og her var der en hjertelig modtagelse fra præsident Denis Sassou Nguesso, der har siddet på magten i landet siden 1979, bortset fra en femårig periode i 1990’erne. Præsident Nguesso roste i den forbindelse Ruslands indsats for at uddanne tusindvis af congolesiske statsborgere.
I Uganda var Lavrov ligeledes blandt venner hos præsident Yoweri Museveni. Opfattelse af venskaber er åbenlyst gået i arv. For præsident Musevenis søn Muhoozi Kainerugaba udsendte kort efter Ruslands invasion i Ukraine følgende på det sociale medie Twitter (min oversættelse): “Størstedelen af menneskeheden (der ikke er hvide) støtter Ruslands standpunkt i Ukraine. Putin har fuldstændig ret!”
I denne sammenhæng skal det bemærkes at i Uganda, som jeg seneste besøgte i juli 2022, er det en udbredt opfattelse, at Muhoozi Kainerugaba er ved at blive kørt i stilling til at efterfølge faderen. Kort inden Lavrovs besøg var det en forsidehistorie i den ugandiske presse, at præsident Museveni bad sønnen om at afstå for at skrive på Twitter.
Foto: Ruslands udenrigministerium / Anadolu Agency via Getty Images
Analyse afhænger af udgangspunkter og perspektiver
Rigtig mange analyserer og vurderer på resultaterne af Lavrov og Macrons respektive Afrika-rejser. Analysernes resultater afhænger af tilgængeligt materiale, perspektiver og flere andre parametre.
Min adgang til materiale er begrænset og påvirkes af bias, fordi jeg primært har hentet informationer i vestlige medier og tænketankes behandling. Plus mine forbindelse i Afrika, herunder fra mit nylige besøg i Uganda.
Trods disse forbehold, så vil jeg gerne gentage min kåring af Lavrov som en klar vinder i Afrika. Dog skal det understreges, at de flere mennesker på det afrikanske kontinent næppe var opmærksomme på de to besøg. Endnu flere vil sikkert mene, at Lavrovs og Macrons besøg var irrelevante for dem. Endelig er divergerende synspunkter blandt mine kontakter, som er intellektuelle, forretningsfolk og folk koblet op på politisk-administrative systemer.
Lavrov en del af løsningen mens Macron og Vesten anses som problemet
Når Lavrov i min optik står som vinder i Afrika, så skyldes det hans evne til italesætte Rusland som en del af løsningen og Vesten som en del af problemet. Helt konkret har Lavrov været succesfuld på følgende forhold:
- Fremstår som en der vil bidrage til løsningen af tidens mest akutte og pressende problemer med betydning for Afrika, som eksempelvis Ukraines (korn)eksport fra Sortehavet
- Oplevelse af Ruslands dybtfølte interesse for etablering af partnerskaber i Afrika.
- At Rusland taler med folk i Afrika, altså oplevelse af ligeværdige relationer.
- Genopdagelse af Rusland, som en god gammel ven, der vender tilbage og vil hjælpe Afrika.
Samtidig lykkedes det Lavrov, i forbindelsen med rejsen, ikke for alvor at blive eksponeret på åbenlyse svagheder, såsom:
- At Rusland giver indtryk af en interesse for at løse problemer – men problemer som det i vid udstrækning selv har skabt.
- At Ruslands primære målsætning med Lavrovs rejse var få de afrikanske landes hjælp til at bryde den internationale isolation af Rusland
- At Rusland har meget begrænsede midler til at omsætte de pæne ord i konkrete handlinger.
- At Rusland i vid udstrækning har været i stand til at kontrollere mediehistorierne.
Macron er belastet af arrogance og lig i lasten
I Vesten var der inden afrejsen udbredt konsensus om at Macron stod stærkt, og det ville være en smal sag at få opbakning til isolationen af Rusland blandt de afrikanske nationer. Når Macron efter rejsen alligevel står, i en afrikansk kontekst, som taberen så skyldes det blandt andet:
- Kombinationen af manglende empati og historieløshed er en hindring for entydig opbakning til isolation af Rusland
- Han belærer de afrikanske ledere om, hvad de skal og bør gøre, ikke kun i relation til krigen i Ukraine, men også mere generelt.
- Han har alt for mange budskaber og møgsager med i baggagen
- Hans budskaber om modernisering og civilisering af afrikanske samfund virker såvel begrænsende for selvbestemmelsen som dobbeltmoralsk i lyset af Frankrigs og andre kolonimagters uciviliserede handlinger i kolonitiden
- Har var belastet af kritisk og støjende hjemlig/vestlig presse, med afsmittende effekter på medier i afrikanske lande, som sætter afrikanske leder – ikke kun i de lande han besøgte – i et dårligt lys og dermed forlegenhed.
Trods Macrons store selvbevidsthed og sælger af de ”rigtige” budskaber, er er han ikke i stand til at bygge videre på succeser:
- Giver mange afrikanere en følelse af at blive hørt og set ved at han besøger nogle af landene på kontinentet, hvilket er noget for eksempel afrikanske ledere og forretningsfolk længe har efterspurgt (dog føler mange også, at han taler mere til afrikanerne end med afrikanerne).
- Han kommer med ressourcer ikke kun fra Frankrig men også fra EU
- Åbenhed og ambition om at gøre op med fortidens ugerninger
- Villighed til at løse praktiske problemer i Afrika
- Kæmper for god regeringsførelse, som efterspørges i stort og af voksende befolkningsgrupper i afrikanske nationer, især i byerne.
Overvejende positivitet i forbindelse med Lavrov og negativitet ved Macron
Umiddelbart kan Lavrovs afrikanske sejr i rejseduellen med Macron virke absurd. For taberen, den relativt unge charmerende og selvbevidste Macron, stod med det gode budskab om at bekæmpe det onde, altså Rusland. Hvorimod vinderen er Lavrov, den ældre, lavmælte og garvede diplomat, som repræsentant for aggressoren Rusland.
Forklaringerne er mange, som fremhævet ovenfor. Ordet ’mange’ er i sig selv helt centralt. For Vestens oprindelige simple budskab om de gode mod den onde drukner og kobles i stedet til den udbredte opfattelse i Afrika, at Vesten har (for) mange lig i lasten.
På det afrikanske kontinenter der oparbejdet stor negativitet i forhold til Vesten gennem mange år, og derfor køber man ikke bare Macrons gode fortælling.
Lavrov virker til at arbejde efter devisen keep it simple. Samtidig opfatter flere i de afrikanske lande Rusland som et frisk pust, som den nye pige i klassen. Endelig er det vigtigt at holde sig for øje, at de fleste afrikanske ledere er notorisk uvillige til at vælge side, fordi de kun alt for godt husker den kolde krig og dens store omkostninger på kontinentet.
På torsdag bringer vi anden del af Stig Jensen analyse af Sergej Lavrov og Emmanuel Macron rundrejser i Afrika.
Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
