Af Henrik Døcker
journalist og forfatter
Den libyske diktator Muammar Gaddafis nederlag i Libyens borgerkrig skaber forhåbninger om nu også at få gjort rigtig kål på andre af Mellemøstens despoter – hermed menes, at de regimer, der følger efter, virkelig gør op med fortiden og gennemfører tilbundsgående retsopgør.
Nu om dage omfatter disse problemstillinger ikke alene forsøg på at give de hidtil undertrykte befolkninger egentlige borgerrettigheder, men også at tilmåle diktatorerne en passende straf. Men det er ret så nyt, at verden har en permanent straffedomstol til at tage sig af det!
Det begyndte på en måde med Nürn-berg-domstolen i 1946, da et internationalt organ for første gang i verdens-historien dømte ansvarlige politikere og militærfolk for uhyrlige grusomheder – men de var internationale krigsforbrydere.
STORE LØFTER fra Overgangsrådet – men hvad står det egentlig for?
Mange nærer ønske om, at Gaddafi stilles for Den Internationale Straffedomstol (ICC), der siden 2003 har haft sæde i Haag. Det forlyder, at den libyske overgangsregering imidlertid selv vil gennemføre en retssag mod eksdik-tatoren.
Og eftersom ICC kun er komplementær, dvs. alene skal tage sager, hvis en stat ikke vil eller kan gennemføre en sådan retssag, kan det meget vel ende med en national straffesag. Akkurat som med Iraks eksdiktator Saddam Hussein, der blev dødsdømt af en irakisk dom-stol og henrettet i sit hjemland.
Den stærke hævnfølelse, der er blusset op i det libyske folk, kan meget vel tage sigte på en dødsdom over Gaddafi.
Nutidens internationale straffetribunaler og –domstole betjener sig imidlertid ikke af dødsstraf, men har livsvarigt fængsel som sit strengeste straffemiddel.
Besindige jurister uden for Libyen kunne tænkes at anbefale det nye regimes uprøvede politiske kræfter at lade processen mod den forhadte statschef afvikle hos ICC, som må formodes at råde over den fornødne, uhildede juridiske ekspertise. Spørgsmålet er, om libyerne her sætter retfærdighed højere end hævnfølelse?
Det var Gaddafi-regimets anholdelse af menneskeretsaktivister i den store østlige by Benghazi i februar, der udløste uroligheder, som blev til kampe. Den hurtigt forværrede situation førte FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage sanktioner mod Libyen, som en måneds tid efter igangsatte NATO’s bombardementer af landet.
Formanden for Overgangsrådet, Mustafa Abdel Jalil, har gentagne gange taget afstand fra voldelige selvtægtsaktioner fra oprørssoldaternes side.
Skønt tidligere justitsminister og dermed én af Gaddafi-regimets betroede mænd er den 60-årige jurist og fhv. dommer kendt som en forkæmper for menneskerettighederne og løsladelse af libyere, som var anholdt på begæring af sikkerhedspolitiet.
DEN INTERNATIONALE Straffedomstol dømmer for andet end krigsforbrydelser
Den Internationale Straffedomstol har endnu ikke dømt nogen. Den har tilfældigvis kun afrikanske sager til forundersøgelse, herunder den meget omtalte mod Sudans diktator-præsident Omar al-Bashir, der er tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med en brutal nedkæmpelse af genstridige bønder i Darfur-provinsen.
Denne domstol, der ofte fejlagtigt omtales som krigsforbryderdomstol, dømmer for de grove krænkelser af folkeretten, der i denne nye internationale strafferet både omfatter krigsforbrydelser (krænkelser af Røde Kors-Geneve-konventionerne), folkedrab (som ikke nødvendigvis behøver være udført under krig) og forbrydelser mod menneskeheden (forfølgelse, tortur og anden umenneskelig behandling i stor skala og over tid m.v.).
Det er altså ikke nødvendigt, at der foreligger en egentlig krigssituation for at ICC antager en sag, selv om det som oftest vil være tilfældet.
Folkeretten har i øvrigt forladt ordet krig, bl.a. fordi denne ’tilstand’ traditionelt var forbundet med forekomsten af en krigserklæring. Et sådant formkrav er i dag komplet forældet. De mange borgerkrige, der præger vor tid, er i intet tilfælde begyndt med nogen krigserklæring.
Der er dermed skabt en glidende overgang fra ’revolte’, ’opstand’, ’oprør’ til det, man nu hyppigst kaldet væbnet konflikt.
En sådan sætter ikke automatisk menneskeretsbeskyttelsen efter FN’s og Europarådets konventioner ud af kraft. Men der kan opnås en såkaldt derogering, dvs. undtagelse, fra visse menneskerettigheder under særlige omstændigheder, ved henvendelse til Europarådets generalsekretær.
Men en begæring om midlertidig ophævelse af bestemte menneske-rettigheder med henvisning til undtagelsestilstand kan blive underkendt, dvs. tilsidesat, hvorved den pågældende stat alligevel kan blive erstatningspligtig, hvis en borgers eller gruppe borgeres rettigheder er tilsidesat.
DET INTERNATIONALE samfund kun ’reserve’ ved retsopgør
Retsopgør med nedrige, ja monstrøse diktatorer er med andre ord ikke noget, verden har særlig mange erfaringer med.
Nazi-Tysklands Adolf Hitler begik selvmord, Fascist-Italiens Benito Mussolini blev henrettet af italienske partisaner, Rumæniens Nicolae Ceaucescu henrettedes af oprørere. Iraks Saddam Hussein dødsdømtes af en irakisk domstol og blev så henrettet.
Kun enkelte andre diktatorer har opnået en sådan national retsbehand-ling. Flere er døde naturligt: Sovjetunionens Josef Stalin, Cambodjas bøddel Pol Pot, mens andre som Ugandas Idi Amin, fik asyl i Saudi-Arabien, hvortil også Tunesiens Ben Ali er søgt.
Enkelte diktatorer af den blodige slags, så som Zimbabwes Robert Mugabe er fremdeles ved magten, nu på sit 30 år.
Nationale retsopgør med international bistand (anklagere, dommere) er undervejs i Cambodja (hvor én hæslig politisk massemorder foreløbig er dømt) og ved den særlige straffedomstol for Sierra Leone i Vestafrika (hvor Liberias tidl. præsident er på anklagebænken).
Det skal erindres, at det internationale samfund kun er en slags ”bagstopper” i nationale retsopgør. Det er at foretrække, at den pågældende stat selv ”tager slæbet”.
FN er sat i verden for at opretholde international fred og sikkerhed og befæste båndene mellem nationerne. At man med inspiration fra den internationale beskyttelse af menneskerettighederne måske kan forledes til at tro, at enhver grovere krænkelse af mennesket eller dets iboende rettigheder er et internationalt anliggende, er en misforståelse.
Sådan noget som straf er da også efter de fleste staters opfattelse noget overordentlig nationalt. Hvad enten man som dansker, europæer eller verdens-borger kan lide det eller ej.
Det er svært at erkende, men verden styres ikke af idealisme, men af staternes velbegrundede interesser. Og enhver stat – inklusiv Danmark – er dybest set modstander af at andre blander sig.
(slut – lettere forkortet)
Kilde: FN-forbundets medlemsblad, “GLOBAL”, nr. 6, september 2011 – se også http://www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev
