Du ser den på skilte til demonstrationer og som graffiti på mure. Den bliver trykt på t-shirts og malet på lærreder. Og senest er den også blevet en uomgængelig emoji i bylines og kommentarfelter på sociale medier, når talen falder på de døde, civile palæstinensere i særligt Gaza.
23.000 palæstinensere er ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder blev dræbt i de bombardementer, som den israelske regering har beordret som reaktion på Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, hvor 1200 israelere blev slået ihjel, og yderligere 240 blev taget som gidsler.
Den ellers så børnevenlige vandmelon er blevet et globalt symbol på den palæstinensiske modstandskamp.
At det lige blev vandmelonen, skal man først og fremmest åbne den tunge og vandholdige frugt for at forstå. Her blotlægges de sorte kerner, det røde frugtkød, den hvide membran omsluttet af den grønne skal. Ja, farverne på det palæstinensiske flag.
Men vandmelonens betydning for palæstinenserne går langt udover dens farveskala og længere tilbage end oprettelsen af staten Israel. Den er blevet dyrket fra Jenin til Gaza i hundreder af år og har længe været et symbol på områdets frugtbare jord og de mennesker, der dyrker den.
“De fleste af palæstinenserne, der blev fordrevet i 1948 var bønner. Så det bliver symbolet på den almindelige bonde, der bor i landsbyen og dyrker vandmeloner, men oliven, citroner og appelsiner bliver også brugt som symboler på det nationale. Men så er det bare så smart, at når man flækker en vandmelon, så har du de samme farver som flaget,” fortæller Sune Haugbølle, som er professor MSO ved Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i global Palæstina-solidaritet.
Det palæstinensiske forbydes
Det er i 1967, at vandmelonens særlige farveskala bliver aktuel i modstandskampen.
Det er det år, Israel under Seksdageskrigen besætter Sinaihalvøen, Vestbredden, Gaza og dele af Golanhøjderne. Besættelsen får mange palæstinensere til at gå på gaden og yde både militant og civil modstand. Af begge bliver det palæstinensiske flag flittigt brugt for at markere sit tilhørsforhold og ikke mindst ejerskabet over den palæstinensiske jord.
De israelske myndigheder svarer igen ved at forbyde det palæstinensiske flag i de besatte områder. Enhver, der viste flaget, risikerede at blive anholdt. Forbuddet blev ophævet i Oslo-aftalen fra 1993, men Israels nye højreekstremistiske nationale sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir beordrede sidste år fjernelsen af palæstinensiske flag i det offentlige rum.
Det sidste vender vi tilbage til.
“Selv hvis du maler en vandmelon”
En af de kunstnere, der tog vandmelonen til sig tilbage i 70’erne er Sliman Mansour, der er født i Ramallah i 1947.
Som ung kunstner laver han i 1980 en soloudstilling med sine malerier i et galleri i sin hjemby. Men kort tid efter får galleriets ejer besøg af israelske soldater om aftenen. De konfiskerer flere af hans malerier og lukker galleriet. Først en måned senere hører Sliman Mansour og galleriets ejer fra den ledende soldat igen.
“Han prøvede at overbevise os om, at vi ikke skulle male politisk kunst og i stedet male behagelige ting som kvinder og blomster. Han sagde sågar, at han ville købe vores kunst, hvis vi malede det,” husker den 77-årige kunstner.
Da galleriets ejer får nøglen tilbage, må han beholde den på to betingelser. Fremover skal galleriets udstillinger godkendes af de israelske myndigheder. Og kunstnerne må ikke male i de palæstinensiske farver.
“Hvad så hvis vi maler blomster i rød, grøn, sort og hvid?” spurgte galleriejeren ifølge Sliman Mansour.
“Soldaten ville selvfølgelig ikke diskutere mere med os, så han sagde vredt til os, ‘selv hvis du maler en batikh, en vandmelon, vil det blive konfiskeret’.”
“Så ideen om vandmelonen kom til mig fra den israelske soldat.”
En ny generation har taget vandmelonen til sig
Sliman Mansour fortalte både sine bekendte og pressen om soldatens ord. Ifølge den 77-årige kunstner skabte forbuddet mod at male med bestemte farver stor sympati blandt kunstnere rundt omkring i verden. Og han oplevede megen opbakning også fra venstreorienterede israelske kunstnere.
“Et objekt har brug for en fjende, for at blive et symbol. Og fordi israelerne hadede selv farverne i en vandmelon, blev den et stærkt symbol for os,” forklarer han.
Selv malede han i 1987 sit værk “Watermelon Boy”. Det er baseret på en folkefortællling om en palæstinensisk helt, der blev født ud af en vandmelon.
Men det var hans kunstnerkollega Khaled Hourani, der 20 år senere skulle skabe den nu ikoniske vandmelon, som en ny generation af propalæstinensiske aktivister har taget til sig.
I 2007 efter den anden Intifada, skabte Hourani “The Story of the Watermelon” til en bog med titlen “Subjective Atlas of Palestine”. Seks år senere isolerede han et billede af en vandmelon fra fra bogen og kaldte det “Farverne på det palæstinensiske flag”.
Og på samme måde som Andy Warhols rådne banan blev et symbol for alverdens undergrundsrock-entusiaster, blev Houranis tegning vandmelonen, der skulle komme til at pryde t-shirts og demonstrationsflyers.
Vandmelonens genkomst har særligt taget fart over de seneste år. Dels i protesterne i 2021, da israelske bosættere støttet af en israelsk domstolsafgørelse indtog palæstinensiske familiers hjem i Sheikh Jarrah-kvarteret i Østjerusalem.
Og i januar 2023 gav Israels sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir politiet beføjelse til at konfiskere palæstinensiske flag i det offentlige rum.
Som modtræk lancerede den arabisk-israelsk civilsamfundsorganisation, Zazim, en kampagne for at protestere mod de efterfølgende arrestationer og konfiskationer af palæstinensiske flag. Billeder af vandmeloner blev klistret på 16 taxaer i Tel Aviv med teksten: “Dette er ikke et palæstinensisk flag.”
“Hvis I vil stoppe os, finder vi en anden måde at udtrykke os på,” sagde palæstinensiske Amal Saad, der arbejdede på Zazim-kampagnen, dengang til Al-Jazeera.
If you know, you know
Herhjemme i Danmark har Sune Haugbølle også bemærket, at den ikoniske vandmelon går sin gang i verden til støtte for Palæstina.
Det er blevet et meme, et af internettets kraftigste fartøjer, og for Sune Haugbølle, er vandmelonen nærmest blevet et stærkere symbol end det palæstinensiske flag.
“Fordi det er den her indforståethed, der ligger i det. If you know, you know. Der vil nok være nogen, der ikke ved, hvad den vandmelon handler om, men hvis du ved det, er du indforstået, så kender du den palæstinensiske kamps historie og koder. Og du ved, hvorfor det er nødvendigt at bruge en metafor og et symbol,” siger han.
På internettet har mange pro-palæstinensere også følt sig censureret.
I december 2023 konkluderede Human Rights Watch, at Metas indholdsmoderatorer systematisk censorerede pro-palæstinensisk indhold på virksomhedens to store sociale medier, Facebook og Instagram.
Læs også: Hashtag-krig: Sociale medier begrænser rækkevidden af Israel-kritisk indhold
Human Rights Watch skriver i sin rapport, at fjernelsen af fredelige tilkendegivelser om støtte til Gazas indbyggere skyldes “mangelfuld” politik på området og en “inkonsekvens og fejlagtige implementering” samt “unødig regeringsindflydelse”.
For at omgå censur har pro-palæstinensiske brugere af Instagram og Facebook igen fundet nye måder at udtrykke sig. De skriver “G4z4” i stedet for Gaza, og de bruger, ja, vandmelon-emojien i stedet for det palæstinensiske flag i håb om, at deres opslag og kommentarer sniger sig udenom de sociale mediers automatiserede scannings-værktøjer.
I Jerusalem følger Sliman Mansour den nye generation af hans aktivistiske landsmænd og sympatisører. Selv er han ikke stoppet med at lave politisk kunst og heller ikke med at bruge det palæstinensiske flag.
Han ser det som sit ansvar som etableret kunstner at udtrykke nogle af de ting, hans landsmænd og -kvinder gennemgår, særligt i disse dage. Derfor er han også stoppet med at udstille sin kunst i Jerusalem. I stedet holder han sig til Ramallah, Jordan og Dubai.
Lige nu arbejder han kun én dag om ugen. Dels fordi det tager ham flere timer at komme til sit atelier i Ramallah fra sit hjem i Jerusalem på grund af israelske sikkerhedsforanstaltninger, og dels fordi han føler at turen indebærer en vis fare.
“Jeg føler, det er mit ansvar, at udtrykke det, indbyggerne i Gaza oplever lige nu.”
