Da anklageren ved United States District Court, Eastern District of New York i Brooklyn, den 19. december udstedte internationale arrestordrer på otte politikere, embeds-, forretnings- og bankmænd på tre kontinenter, løftedes samtidig sløret for, hvordan banditter i habitter i 2013-16 bevidst lænsede den ludfattige mozambiquiske stat for to milliarder dollar – cirka 12 milliarder kroner.
Svindelen med tre maritime projekter medførte en økonomisk nedsmeltning for Mozambique, der blev påført en udlandsgæld, landet ikke kunne betale.
Anklageskriftets 47 tætskrevne sider viser, hvordan de tre projekter fra begyndelsen var konstrueret med korruption for øje, og at Mozambiques øverste ledelse var involveret. Da anklageskriftet indeholder navngivne, men navnebeskyttede højtstående anklagede mozambiquere, har mozambiquiske kommentatorer og ngo’er spekuleret højtlydt om, hvorvidt anklageren også kan bevise, at både den daværende og den nuværende præsident har været indblandet.
Korrupt fra begyndelsen
De tre projekter har alle til fælles, at initiativet kom fra virksomheden Privinvest i Abu Dhabi i samarbejde med en direktør i storbanken Credit Suisse, og at de to parter fra begyndelsen lokkede mozambiquiske embedsmænd og politikere med penge for at facilitere svindelen.
I samarbejde med deres købte mozambiquiske partnere blandt embedsmænd og politikere oprettede Privinvest til formålet tre lokale firmaer: Proindicus med det formelle formål at foretage kystbevogtning, Ematum med formålet at fiske tun og Mozambique Asset Management, MAM, der skulle bygge og drive skibsværfter.
Privinvest gennemførte de forretningsmæssige transaktioner, købte skibe og materiel. Credit Suisse overtalte internationale investorer til at skyde penge i projekterne. Mozambiquiske embedsmænd og politikere konstruerede forklaringer på landets behov for projekterne og, vigtigst, forsynede de private selskabers lån med en statsgaranti, så internationale investorer kunne tro, at Mozambique som stat stod bag projekterne og de tre selskaber.
En forbløffende kynisme i svindelen klarlægges i anklageskriftet, der på baggrund af e-mails og dokumenter giver en detaljeret gennemgang af det storstilede tyveri.
Kyllinger og dollar
Privinvests direktør, Jean Boustani, kontaktede ifølge dokumenterne i 2011 mozambiquiske embedsmænd med det formål at konstruere nogle projekter, der kunne give dem alle millionindtægter. Første projekt var Proindicus. Anklageskriftet viser, hvorledes projektet og selskabet fra begyndelsen var tænkt som et redskab til bestikkelse.
Efter de første kontakter mailede en navngivet og sigtet mozambiquisk embedsmand (navnet er tilbageholdt) i november 2011 til Boustani:
”For at sikre præsidentens opbakning til projektet, skal vi have aftalt betaling, så vi ved og accepterer i god tid, hvad der skal betales hvornår.”
Boustani svarer: ”Vi har haft forskellige negative erfaringer i Afrika. Især relateret til betaling af ’success-gebyrer’. Derfor har vi en klar politik i selskabet om ikke at betale ’succes-gebyr’ før projektkontrakten er underskrevet.”
”Fremragende,” skriver embedsmanden: ”Lad os betragte det som to klare faser. Den første er at massere systemet og opnå den politiske vilje til projektet. Den næste er projektets implementering. Jeg accepterer, at pengene først betales efter underskrivelsen. Dette skal behandles separat fra projektets implementering … Dette vil kræve, andre spilleres interesser også skal tilgodeses; dvs. forsvars- og indenrigsministeriet, luftværnet, etc. … i demokratiske regeringer som vores kommer og går de involverede, og alle ønsker at få deres del af aftalen, mens de sidder på posten, for så snart de er ude igen, er det vanskeligt.”
En måned senere havde de færdiggjort aftalen til fase 1. Den bekræftes i en mail-udveksling i slutningen af december, hvori de to beskriver, at mozambiquiske embedsmænd og politikere skal modtage 50 millioner dollar i bestikkelse og at Privinvest skal have 12 millioner. Udgifterne til dette skal lægges oven i beløbet, der skal bruges til at indkøbe skibe mm. til Proindicus-selskabet. Boustani bekræfter aftalen således:
”Fint, brormand. Jeg har snakket med de andre og noteret 50 millioner kyllinger. Hvad du end har af antal fjerkræ i din ende supplerer jeg med 50 millioner af vores avl.” Senere samme dag skriver han til i en intern Privinvest-mail til sine kolleger:
”50M til dem og 12 M til [Credit Suisse] (5%), i alt 62M skal lægges oven i.”
En bank involveres
Sideløbende med bestikkelsesforhandlinger forhandlede Boustani med direktør Andrew Pearse, Credit Suisses Global Financing Group i London om at skaffe pengene gennem et internationalt lån – og aftalte samtidig, hvor meget Pearse og hans to medsammensvorne medarbejdere skulle have for ulejligheden.
Anklagen beskriver, hvordan Pearse omkring d. 13. september i 2012 rejste til Dubai og mødtes med Boustani og en række af de involverede mozambiquere, heriblandt ”en nær slægtning af et højtstående regeringsmedlem.”
Under forhandlingerne krævede bankfolkene, at lånet skulle optages til markedsrente og være optaget af eller garanteret af den mozambiquiske stat. Til at sikre dette formål rekrutterede Boustani og en navnebeskyttet mozambiquisk embedsmand derefter Mozambiques finansminister, Manuel Chang.
I december 2012 skrev Chang til en af Boustanis medarbejdere, som videresendte mailen til Credit Suisse-folkene: ”Finansieringen af projektet er begrænset af Den Internationale Valutafonds, IMFs, loft over Mozambiques låntagning til private projekter. Vi har derfor udviklet en alternativ løsning med at oprette en SPV [Special Purpose Vehicle].”
En SPV er et selvstændigt firma, der alene er oprettet for at købe, finansiere eller sælge aktiver. Hvad Chang ikke skrev eksplicit var, at formålet med denne specifikke SPV og dens tilknyttede statsgaranti var at hemmeligholde den nødvendige låntagning for IMF.
Få dage senere mailede Boustani til sin kontakt i det mozambiquiske embedsapparat for at arrangere et møde i Mozambique med Chang og en repræsentant for bankfolkene fra Credit Suisse. ”Kære broder, det eneste formål med mødet set fra bankens side er Changs underskrift på garantien.”
I slutningen af februar 2013 underskrev Chang statsgarantien for et lån til Proindicus. Et halvt år senere rullede fem millioner dollar ind på Changs konto i en spansk bank, overført af Boustani fra Proinvests konto i Dubai via en amerikansk bank. I mellemtiden har dels Boustanis mozambiquiske kontaktmand og dels endnu en anklaget, men navnebeskyttet mozambiquer hver modtaget 8,4 millioner dollar i bestikkelse.
Samtidig, i London
Bankdirektør Pearse har undervejs haft travlt med at omgå Credit Suisse interne kontrol og sikre sin egen og sine to medsammensvorne kollegers personlige gevinst samt sørge for, at Credit Suisse vandt kontrakten med at arrangere lånet, der skal finansiere Proindicus-konstruktionen og bestikkelsesudgifterne.
Tre medarbejdere fra Credit Suisse i London soillede en væsentlig rolle i svindelnumrene.
Foto: Eflon (CC BY 2.0)
Anklageskriftet dokumenter, at de tre fandt stærkt belastende oplysninger om Boustanis to nærmeste medarbejdere i Proindicus-projektet – en af dem blev af Credit Suisse Mellemøstafdeling betegnet som ”en mester i bestikkelse.” Men Pearse og kumpaner tilbageholdt oplysningerne fra bankens kontrolafdeling, og på trods af, at denne selv havde fundet belastende oplysninger om Boustanis anden medarbejder, forfulgte kontrolafdelingen aldrig sagen.
Banken opstillede dog en række betingelser for at kunne yde lånet til Proindicus. Men Pearse og kumpaner fjernede disse fra det endelige lånedokument, da betingelser kunne afsløre projektet for en større kreds end den involverede lille del af statsapparatet og advare den mozambiquiske offentlighed.
For eksempel fjernede de et krav om at Mozambiques statsanklager skulle sige god for statsgarantien. De fjernede også et krav om, at IMF skulle informeres, men skrev tværtimod, at lånet ”blev optaget inden for Mozambiques forpligtelser over for IMF og Verdensbanken,” hvilket – jævnfør finansminister Changs egen ovennævnte mail til bankdirektør Pearse – ikke var sandt. Fuskeriet med lånedokumentet blev aldrig afsløret internt i banken.
På denne baggrund godkendte Credit Suisses interne kontrolafdeling, at banken arrangerede et internationalt syndikeret lån på 372 millioner dollar til Proindicus.
Den 20. marts 2013 blev lånet underskrevet af Pearse’s underdirektør, af Proindicus’ direktør og finansminister Chang. Fraregnet Credit Suisse’s honorar på 44 millioner dollar blev det resterende beløb dagen efter overført til Boustanis Privinvests konto i Abu Dhabi – som begyndte udbetalingen af de ovennævnte bestikkelsesbeløb til mozambiquiske embedsfolk og finansminister Chang.
Derefter gik Credit Suisse i gang med at finansiere lånet ved at tilbyde internationale investorer del deri – deraf betegnelsen et ’syndikeret’ lån med flere bidragydere.
Opskalering
Hermed var sporene nu lagt for opskalering af svindelen. Det skete dels ved en udvidelse af Proindicus-lånene, dels ved oprettelse af de to øvrige svindelfirmaer, Ematum og MAM.
Inden 2013 var ovre, havde bagmændene fået Credit Suisse med på to udvidelser af det oprindelige lån, begge statsgaranteret af finansminister Chang. Proindicus endte med en gæld på i alt 622 mio. dollar.
Mønsteret for gennemførelsen af de to øvrige svindelforetagender var hver gang det samme: Boustani og Pearse konstruerede projektet, finansminister Chang underskrev statsgarantier, Pearse og kumpaner skaffede firmaerne lån i Credit Suisse, som derefter solgte dele af gælden til internationale investorer. De lånte millioner blev derefter overført – ikke til de involverede firmaer i Mozambique, men til Boustanis Fininvest i Abu Dhabi, som efterfølgende betalte de nødvendige bestikkelser og indkøbte skibe mm., så firmaerne lignede noget virkeligt, men fakturerede indkøbene til de tre svindelfirmaer til stærkt oppustede indkøbspriser, så der var penge tilovers til blandt andet bestikkelsen samt Boustani og hans medarbejdere.
Bankdirektør Pearse tog sig godt betalt for sine tjenester. Allerede i april 2013 oprettede han en konto i en Abu Dhabi-bank, og Boustanis Privinvest overførte med det samme 2,5 millioner dollar til kontoen for ”delvis betaling vedr. konsulentaftale”.
I løbet af 2013 og 2014 fik Pearse i alt 45 millioner dollar på denne konto fra Privinvest. Nogle få millioner gik videre til hans to medsammensvorne i Credit Suisses Global Financing Group i London.
Ematum
Allerede mens de medsammensvorne var i gang med første udvidelse af Proindicus-lånet, konstruerer de det næste svindelforetagende, tunfiskeselskabet Ematum.
Også det blev forsynet af finansminister Chang med en statsgaranti, og denne gang gik banditterne direkte efter den store gevinst og ansøgte Credit Suisse om et lån på hele 850 millioner dollar.
Banken ville dog kun give 500 millioner, hvorfor de fik den russiske investeringsbank VTB til at finansiere de resterende cirka 350 millioner dollar. Endnu engang gik pengene direkte til Boustanis Privinvest, som bestilte nogle skibe på et fransk værft og leverede disse til stærkt oppustede priser til Ematum i Mozambiques hovedstad Maputo.
Korrespondence mellem de sammensvorne viser, hvordan de anstrengte sig for både at finde på gode grunde til at bede om penge til et fiskeriselskab, og for at lede Credit Suisses kontrolafdeling på vildspor.
Forberedelserne er dokumenteret fra engang i maj 2013, og de første skitser blev tegnet af Pearse. I juli mailer Boustani tilbage, at den anklagede navnebeskyttede mozambiquiske embedsmand tager bolden videre ”med alle forslag for at maksimere lånebeløbet.”
Ikke fisk men fusk
Af den efterfølgende korrespondence fremgår, at formålet ikke er at skabe et effektivt fiskeriselskab, men at finde argumenter for at presse så mange penge ud af projektet som muligt.
Friskfangede tunfisk på en strand i Mozambique. Firmaet Ematum skulle ikke fange tun.
Foto: Mozambique 02300 (CC BY 2.0)
For eksempel mailer Boustani i juli 2013 til [navnebeskyttet], med kopi til blandt andre Pearse, at “vi har brug for jeres bedste evner til at hurtigt at gøre forslaget parat … Vi går efter 800 million dollar, så vi har en reserve tilovers til Proindicus’ rentebetaling næste år.”
Senere i samme mailudveksling skriver han: “Vi kan mindske antallet af trawlere til 25 og tilføje to 45-meters OPV [flådelignende trimaranskibe] med særlige systemer til ‘beskyttelse’ af trawlerne. Er det bedre, Andrew?”
Kommentaren om at forøge lånet, så Ematum-projektet kan betale Proindicus’ renter skyldes, at svindlerne ønsker at sikre, at Mozambiques finansministerium og andre ikke opdager, hvad de har gang i, når Proindicus skal betale de første renter på sine lån – uden at have haft indtægter: ”Vi bør have en reserve på 17 mio. dollar, så vi ikke skal gå til finansministeriet, selv om de er på vores side.”
De tre bankfolk har også travlt med at misinformere bankens kontrol med falske tilbud fra andre leverandører, så der ikke opstår mistanke om, hvorfor Privinvest endnu engang skal have et kæmpelån til et projekt i Mozambique. Boustani foreslår Pearse: ”Skal vi ikke bare sige til dem, at et sydafrikansk, spansk og portugisisk værft blev kontaktet. Uden navne.”
Millionlånet blev bevilget og pengene overført til Privinvest, som straks begyndte at overføre bestikkelsen, herunder 4,49 mio. dollar til Pearses medanklagede bankkollega, Surjan Singh. Boustani stod for udbetalingerne. I april 2014 sendte han en mail til den mozambiquiske [navnebeskyttet], hvor han opgjorde den samlede, udbetalte bestikkelse til ”i alt 125 mio. dollar.”
Den danske forbindelse
Da Credit Suisse organiserede lånet til Ematum i samarbejde med russiske VTB blev det arrangeret som virksomhedsobligationer i fiskeriselskabet. En lang række danske investorer købte obligationerne, og bidrog dermed uvidende til at finansiere det omfattende svindelforetagende.
Således afslørede Dagbladet Information i 2016, at fire danske pensionskasser og to danske banker tilsammen havde investeret næsten 400 mio. kroner i Ematum. En repræsentant for en dansk pensionskasse siger imidlertid til Globalnyt, at efter hans bedste overbevisning var investeringskredsen langt større: ”Jeg tror, at praktisk talt samtlige danske investeringsbanker og pensionskasser købte obligationerne.”
Finansminister Changs indsats havde været afgørende for disse investeringer. Danske Bank og Magistrene og Psykologernes Pensionskasse (MP Pension), forklarede i 2016 deres investering med, at de anså Ematum-obligationen som værende på linje med en statsobligation, fordi virksomheden var garanteret af den mozambiquiske stat.
MAM
Ansporet af deres succes skabte den samme kreds i 2014 det tredje projekt, Mozambique Asset Management, der angiveligt skulle opføre og drive skibsværfter i Mozambique. Endnu engang fik bagmændene Credit Suisse med på et lån til deres projekt, denne gang på 514 mio. dollar. Igen udstedte Chang statsgarantien og igen sørgede Boustani for betaling af den aftalte bestikkelse.
På trods af låneprospektets løfter om et overskud på 63 mio. dollar efter det første år, tjente MAM praktisk talt aldrig en krone og selskabet gik konkurs i maj 2016.
Sammenbrud
I løbet af 2015 blev det efterhånden umuligt for Proindicus, Ematum og MAM at betale renterne på deres sammenlagt 2 milliarder dollar store lån. Samtidig var IMF begyndte at få færten af affærerne. For at skaffe flere penge og skjule svindelen for IMF foreslog Boustani og Pearse derfor, at Mozambique konverterede gælden til statsobligationer.
Mozambiques regering accepterede planen og hyrede Credit Suisse og SNV til at stå for konverteringen, som blev gennemført i april 2016. Kort derefter, i maj 2016, gik alle tre selskaber konkurs, da de ikke kunne betale renter og afdrag for samlet 700 mio. dollar. Da kreditorerne derefter henvendte sig til den mozambiquiske stat for at få deres penge på baggrund af statsgarantien, rullede skandalen: Lånene blev offentligt kendt, IMF forstod det fulde omfang, donorer med Danmark i spidsen lukkede pengekassen, værdien af Mozambiques valuta styrtdykkede, Mozambique meddelte, at det ikke kunne betale afdragene og landets kreditværdighed faldt til nulpunktet.
Præsidenterne involveret?
Som det fremgik af den første kendte korrespondence om Proindicus, krævede den involverede embedsmand penge ”for at sikre præsidentens opbakning”. Iagttagere af Mozambique har lige siden affærernes omfang blev kendt kaldt det utænkeligt, at så storstilede svindelforetagender kunne blive gennemført uden daværende Armando Guebuzas kendskab og accept. Det samme gælder den nuværende præsident, Philip Nyusi, der overtog fra Guebuza i 2015, og var kendt som en protegé af Guebuza. De tilhører begge samme parti, Frelimo, der har regeret Mozambique uden afbrydelse siden selvstændigheden i 1974.
Helte og skurke? Mozambiques fire præsidenter – Samora Machel, Joaquim Chissano, Armando Guebuza og Filipe Nyusi. De to sidste mistænkes for at være rodet ind i den enorme svindelsag.
Foto: Cornelius Kibelka (CC BY-SA 2.0)
Mistanken næres yderligere af, at ingen af de to eller Frelimo har samarbejdet med det revisionsfirma, Kroll, der betalt af Sverige forsøgte at komme til bunds i omstændigheder og de skyldige bag de hemmelige lån. Under Nyusis ledelse har landets Frelimo-dominerede parlament accepteret at lade landet overtage den ulovlige statsgarantier, udstedt af Chang, på trods af stærke protester fra landets opposition og rettighedsorganisationer.
Amerikanerne slår til
En af de førende organisationer i protesterne mod den mozambiquiske stats overtagelse af låneforpligtelserne er den tidligere danskstøttede organisation for offentlig anstændighed, Centro de Integridade Pública, CIP. Sammen med europæiske organisationer har CIP opfordret Mozambique til i stedet at anklage Credit Suisse og SNV for svindelen og at lade bankerne og de internationale finansinstitutioner selv betale det efterfølgende tab.
De har fået støtte fra europæiske ngo’er, herunder også MS og Oxfam Ibis i Danmark. Kampagnen led et tilbageslag, da det britiske finanstilsyn i november afviste at rejse tiltale mod Credit Suisses Global Financing Group i London.
Sagen fik imidlertid ny luft, da finansminister Chang som den første blev anholdt i Johannesburgs lufthavn den 29. december på den amerikanske anklagers begæring. Fem dage senere, d. 3. januar blev bankdirektør Pearse og hans to anklagede kolleger anholdt i London. Alle fire er begæret udleveret til retsforfølgelse i USA, hvor Boustani også d. 3. januar blev anholdt. Internationale arrestordrer er udstedt på yderligere tre navngivne anklagede, en af dem hjemmehørende i Abu Dhabi.
Den amerikanske anklager har rejst tiltalerne på baggrund af, at amerikanske investorer er blevet bedraget, og at mange af de korrupte transaktioner er gået gennem amerikanske banker.
Den mozambiquiske regering har voldsomt modsat sig Changs udlevering til USA. Sagens afgørelse ved en domstol i Pretoria er berammet til d. 18. januar.
Mozambiques statsanklager har tværtimod krævet Chang returneret til Mozambique for at blive retsforfulgt dér. Torsdag d. 10. januar sigtede statsanklageren desuden yderligere en række mozambiquere, så i alt 24 nu er anklaget for deltagelse i svindelen, herunder den daværende nationalbankdirektør og alle direktører i de tre svindelfirmaer. Desuden er en række nu- og daværende topembedsmænd i finansministeriet og højtstående officerer i efterretningstjenesten sigtet.
.jpg){kind=link}