Når et klimatopmøde afholdes i en oliestat og omkranset af oliestater, er det ikke sært at der er 4200 repræsentanter ved årets COP-møde i Dubai. Det er fire gange så mange som ved tidligere klimatopmøder.
Selvom Dubai forsøger at skabe en resultatorienteret COP, er det alligevel ikke overraskende, at slutteksten for klimamødet risikerer at blive en meget tynd kop kaffe stort set uden bønner. Hvis vi skal komme i mål med Paris-aftalen og ikke overstige en temperaturstigning på 1,5 grader, så er udfasning af fossil energi helt afgørende. Det vil oliestaterne ikke være med til, og Kina har også vist tøven.
I stedet foreslås et ord som ‘nedfasning’. Akkurat samme diskussion og sprogbrug som ved COP’en i Glasgow i 2021, hvor jeg deltog. Her var det Indien i 11. time, som ikke ville acceptere ordet udfasning.
Saudi Arabiens nej til udfasning af fossile brændstoffer sammen med andre oliestater fungerer som et ‘de facto’ veto
Problemet er ikke ’kun’, at det ender med at blive status quo. Problemet er, at hvis der ikke er fremskridt ved COP28, mister man håbet og tilliden til, at internationale klimaforhandlinger har en reel betydning, hvis man kan tilsidesætte Paris-aftalen om en temperaturstigning på maksimum 1,5 grader.
Nu må der siges STOP!!
Vores planet og klima skal ikke fortsat ødelægges, fordi man ikke kan skabe universel enighed om mål og krav.
Saudi Arabiens nej til udfasning af fossile brændstoffer sammen med andre oliestater fungerer som et ‘de facto’ veto, når de stædigt holder fast i ‘nedfasning’ og ikke ‘udfasning’ af fossile brændstoffer.
I stedet kan landenes regeringer gøre tre ting:
1) Lave en aftale med de 80-90 procent lande, som vil gå med til udfasning af fossile brændstoffer, isolere Saudi Arabien og andre sort lande og rette åben kritik.
2) Indsætte bæredygtighedsmål handelsaftaler med EU. EU bør gå forrest og bruge handelsinstrumenter til at sætte krav om, at mål for klima, biodiversitet, og arbejdstagerrettigheder skal være en forudsætning for at handle med EU. Vi redder ikke klimaet og kloden, hvis vi ikke også får bevaret og genskabt natur.
3) Stille højere krav til investeringer og vende sorte pengestrømme til grønne. Cirka syv billioner dollars investeres globalt hvert år i aktiviteter, der har en direkte negativ indvirkning på naturen fra både offentlige og private kilder – svarende til cirka syv procent af det globale bruttonationalprodukt (BNP) – ifølge den seneste State of Finance for Nature-rapport, der blev offentliggjort på COP28 af FN’s miljøprogram (UNEP) og partnere.
Men kan EU gå enegang?
Et oplagt spørgsmål er, at om EU’s medlemsstater risikerer at blive isoleret handelsmæssigt, hvis de grønne krav bliver en betingelse. Jo måske på den korte bane, men det er ikke en farbar vej.
En sort vej er ikke farbar af hensyn til kommende generationer, og på længere sigt er det også en dårlig forretning. For knap halvdelen af verdenshandlen er baseret på udvinding af naturressourcer og for visse lande er mere end 80% af eksporten naturafhængig.