• 12 måneder siden

  • 11:45

    Kritiseret homolov vedtaget i Uganda: Biden truer med sanktioner

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har mandag underskrevet det, der er blevet kaldt verdens hårdeste anti-LGBTQ+ lov, som blandt andet tillader dødsstraf.

    Med loven kan “homoseksuelle handlinger” give fængsel på livstid, og hvis der er tale om gentagende brud på loven eller hiv-smitte af en seksuel partner, kan det udløse dødsstraf, skriver Reuters. Desuden kan “rekruttering, opfordring og finansiering” af “aktiviteter” mellem samme køn medføre op til 20 års fængsel.

    Vedtagelsen har affødt øjeblikkeligt fordømmelse fra mange ugandere såvel som udbredt international forargelse.

    USA’s præsident, Joe Biden, kalder ifølge The Guardian loven “et tragisk brud på universelle menneskerettigheder” og tilkendegiver, at hans administration overvejer “sanktioner og begrænsning af indrejse i USA mod alle involverede i alvorlige menneskerettighedskrænkelser” – et forslag som kan få konsekvenser for ugandiske embedsmænd.

    Loven blev allerede stemt igennem af ugandiske parlamentsmedlemmer i marts. Der foreligger ingen officiel udtalelse fra Museveni, men Ugandas formand for parlamentet, Anita Annet Among, takker i en pressemeddelelse Museveni for hans “håndfaste handling i Ugandas interesse”.

    “Vi har kæmpet hårdt for at forsvare vores kultur og vores folks ønsker,” skrev hun.

  • 12 måneder siden

  • 14:27

    Forskere: Mystisk epidemi truer det Røde Hav

    Skrevet af Søren Steensig

    Søpindsvinene i det Røde Hav dør med alarmerende hast, lyder det i en israelsk undersøgelse, der netop er udkommet i tidsskriftet Royal Society Open Science. Forskerne er endnu ikke sikre på, hvad der slår de undersøiske nålepuder ihjel, men de er ikke i tvivl om, at det kan få alvorlige konsekvenser for havets skrøbelige økosystem.

    De sorte søpindsvin holder antallet af alger i havet nede, og derfor er de kritiske for, at alge-bestanden ikke bruger for meget af vandets ilt. Hvis det sker, kan det gå hårdt ud over de mange koraller i havet, og det kan koste yderligere marineliv.

    “Det er en hurtig og voldsom død. I løbet af bare to dage bliver et ellers sundt søpindsvin reduceret til et skelet efter massivt tab af væv,” siger Omri Bronstein, marinebiolog ved Tel Aviv Universitet og ledende forsker bag den nye undersøgelse, til AP.

    Allerede i juli sidste år observerede biologer, at påfaldende mange søpindsvin af arten Diadema setosum døde i det østlige Middelhav. I januar begyndte søpindsvinene i Akaba-bugten at dø hurtigere end normalt, og nu har den tilsyneladende spredt sig til Det Røde Hav.

    Sidste måned påviste amerikanske forskere, at en enkeltcellet parasit var ansvarlig for at dræbe store mængder søpindsvin i det Caribiske Hav. De israelske forskere mistænker, at en lignende parasit kan stå bag de mange døde søpindsvin i Det Røde Hav.

  • 10:31

    Malaysia konfiskerer LGBTQ-ure fra Swatch-butikker

    Skrevet af Søren Steensig

    Da malaysiske myndigheder den 13. og 14. maj ransagede elleve Swatch-butikker i landet, blev 164 ure konfiskeret. Det bekræftede ur-producenten ifølge AP tirsdag. Urene var en del af Swatch’s Pride-kollektion og blev ifølge det malaysiske indenrigsministerium konfiskeret, fordi de “bar LGBTQ-konnotationer”.

    Ur-giganten har meddelt, at de vil fortsætte med at fremvise regnbue-urene.

    “Vi er meget uenige i, at vores kollektion af ure i regnbue-farver, der har et budskab om fred og kærlighed, kan være skadelige for nogen,” siger Nick Hayek, direktør i Swatch Group, til Quartz.

    Det er ikke kun farvestrålende ure, myndighederne i det sydøstasiatiske land har set sig sure på. I marts blev flere end et dusin deltagere forhørt af politiet, efter de havde flaget med regnbueflag ved en march for minoriteters rettigheder.

    Også det britiske band Coldplay blev rullet ind i landets stigende undertrykkelse af LGBTQ-personer. Få dage før myndighederne ransagede Swatch-butikkerne, bad lederen af det konservative Malaysian Islamic Party (PAS) regeringen om at aflyse en Coldplay-koncert i Kuala Lumpur til november, fordi forsangeren Chris Martin er en erklæret fortaler for kønslige og seksuelle minoriteters rettigheder.

  • 9:10

    Intl. Røde Kors skærer endnu mere ned end først annonceret

    Skrevet af Laurits Holdt

    Den internationale Røde Kors Komité er i økonomiske problemer. I april kom det frem, at organisationen gik ind i 2023 med et underskud på en milliard kroner, fordi der var kommet mindre ind i donationer end håbet. Den ville derfor iværksætte besparelser på 3,2 milliarder kroner spredt over 2023 og 2024.

    For eksempel skulle der nedlægges 1.500 ud af omkring 20.000 stillinger, og 20 ud af 350 kontorer skulle lukkes.

    Læs også: Internationalt Røde Kors skal nedlægge 1.500 stillinger

    Men nu lyder det fra organisationens hovedsæde i Schweiz, at der skal fyres hele 1.800 medarbejdere og lukkes 26 kontorer. Det skriver mediet Swissinfo.

    Og måske bliver antallet af ansatte, som påvirkes endnu højere. Ifølge den schweiziske public service-radio, RTS, kan omkring 3.000 medarbejdere blive påvirket, for udover reelle opsigelser ventes det også, at en del stillinger ikke bliver genopslået, og end del opgaver vil blive droppet.

  • 1 år siden

  • 10:57

    Ny skandale om overvågning i Mexico

    Skrevet af Søren Steensig

    Mens Alejandro Encinas, Mexicos viceminister for menneskerettigheder, var i gang med at efterforske landets magtfulde militær, blev hans telefon overvåget med den berygtede Pegasus-software. Fire anonyme kilder, der har talt med Encinas om sagen, fortæller til New York Times, at militæret sandsynligvis står bag aflytningen, hvilket en uafhængig undersøgelse også bekræfter.

    Alejandro Encinas er en nær ven og politisk allieret af præsident Andrés Manuel López Obrador. Præsidenten har tidligere lovet at gøre op med fortidens “ulovlige” overvågning, og det er derfor et hårdt slag for hans troværdighed, at ikke engang hans egen kreds kan vide sig sikre fra uønskede ører.

    Pegasus er verdens stærkeste aflytningsværktøj og er udviklet af det israelske cyber-firma NSO Group. Kun regeringsinstanser kan købe sig adgang til teknologien, men det er endnu ikke bekræftet, hvilken gren af den mexicanske regering, der har bestilt overvågningen af Encinas.

    Det mexicanske militær er dog den myndighed i verden, der står bag flest aflytninger ved hjælp af Pegasus. Encinas har tidligere gjort sig upopulær hos Mexicos tropper ved blandt andet at beskylde dem for at stå bag 43 studerendes forsvindinger.

  • 10:03

    Tørke i Uruguay – hovedstad ved at løbe tør for drikkevand

    Skrevet af Laurits Holdt

    Vandstanden i reservoiret, der forsyner halvdelen af de 3,5 million indbyggere i Uruguay med drikkevand, er faretruende lav. Ifølge Buenos Aires Herald var der den 23. maj kun vand til ti dage mere. Det er uvist, hvad der så kommer til at ske.

    Høje temperaturer og meget lidt regn har skabt tørke i den sydlige del af Sydamerika over de seneste år. Det påvirker også nabolandet Argentina, hvor blandt andet landbruget lider kraftigt under tørken.

    Kvaliteten af drikkevandet i Uruguays hovedstad Montevideo er faldet sammen med vandstanden, for myndighederne har for eksempel været nødt til at hente vand fra vandområder med højt saltindhold. Det betyder, at flere køber deres vand på flasker, og at skoler i flere tilfælde ikke kan tilbyde eleverne vand at drikke i den stærke varme.

    Ifølge Federico Kreimerman, som er formand for fagforeningen OSE, skyldes vandmanglen ikke kun tørken. Han anklager staten for at forvalte vandressourcerne for dårligt og investere for lidt i vandforsyningen. Han mener desuden, at en for stor andel af vandet går til landbruget – for eksempel soja-marker og kvæg-farme.

  • 1 år siden

  • 14:35

    Afrikas største olieraffinaderi åbner i Nigeria

    Skrevet af Laurits Holdt

    Nigeria er en af Afrikas største olieproducenter, men landets indbyggere oplever alligevel ofte, at det er svært at opdrive brændstof. Det er ikke bare et stort irritationsmoment, men også en alvorlig hæmsko for økonomien.

    Mandag blev den røde snor imidlertid klippet til et nyt, stort olieraffinaderi ved landets største by, Lagos, skriver Al-Jazeera. Raffinaderiet skal producere benzin og diesel fra råolie, når det begynder driften i juni.

    Hidtil har det vestafrikanske land importeret alt benzin og diesel. Det nye raffinaderi har en kapacitet på 650.000 tønder olie om dagen. Eksperter forventer at raffinaderiet på længere sigt kan gøre Nigeria til eksportør af brændstof.

  • 11:37

    Verdensbanken: Amazonas er mere værd levende end død

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Regnskoven i Amazonas er blevet brændt af, ødelagt og hugget ned i de seneste mange årtier. De største syndere er infrastruktur og landbrug, men de ressourcer, som brasilianerne henter i regnskoven er mindre værd end den værdi, som den gigantiske regnskov skaber ved at være uberørt.

    Det konkluderer Verdensbanken i en ny vurdering. Skoven har en værdi på 317 milliarder dollars årligt, ifølge beregningerne, og det er syv gange mere end Brasilien tjener på de ressourcer, landet hiver ud af det naturrige økosystem.

    Den største del af Amazonas værdi stammer fra dens evne til at lagre kulstof. Det svarer ifølge analysen til en værdi på 210 milliarder dollars. Den store biodiversitet i skovene giver andre 75 milliarder dollars, mens skovens evne til at skabe regn til landbrug i området og beskyttelse af mulden tilføjer 20 milliarder dollars til værdien årligt.

    Værdien af bæredygtige aktiviteter i Amazonas, herunder bæredygtig turisme og produktion af varer, som ikke er lavet af tømmer, står for omkring 12 milliarder dollars årligt, har eksperterne regnet sig frem til.

    Verdensbanken noterer, at der er et stort behov for at løfte levestandarden og velfærden i Amazonas. Det blev blandt andet illustreret under Covid-19, at sundhedssystemerne i byerne i regnskoven er yderst mangelfulde. Derudover er der store problemer med narkosmugling, korruption, væbnede røverier og konflikter i den store regnskov.

    Verdensbanken anbefaler, at Brasilien satser på at løfte de urbane sektorer, eksempelvis service, for at blive mindre afhængig af eksport af fødevarer og andre naturressourcer. Derudover bør brasilianerne også fokusere på at bygge mere infrastruktur for at forbinde byerne langs kysten i stedet for i Amazonasområdet.

    Den internationale bank peger ligeledes på, at det internationale samfund bør øge støtten til bevarelse af det gigantiske naturområde.

  • 1 år siden

  • 16:08

    Saudi-Arabien sender første kvinde i rummet med SpaceX

    Skrevet af Søren Steensig

    Søndag farede en SpaceX-raket afsted mod rummet fra Kennedy Space Center i Florida, USA. To af charter-rakettens fire passagerer er fra Saudi-Arabien, og den ene, stamcelleforskeren Rayyanah Barnawi, er den første saudiarabiske kvinde i rummet, skriver AP.

    Billetterne til Elon Musks SpaceX-ture koster millioner af dollar, og Barnawi har da også fået sin sponsoreret af den saudiarabiske regering, ligesom medpassageren Ali al-Qarni, der er jagerpilot. De to er de første saudier i rummet siden 1985, da en prins fra oliestaten fløj ud af Jordens atmosfære ombord på Discovery.

    De to saudier har følgeskab af en tidligere NASA-astronaut, der nu arbejder for SpaceX, og en amerikansk forretningsmand.

    Efter planen skal de fire rum-turister nå til den Internationale Rumstation (ISS) mandag eftermiddag dansk tid. Der skal de opholde sig en uge, inden de flyver tilbage til Jorden og lander med et plask ud for Floridas kyst.

  • 16:06

    Tusindevis i Moldova vil væk fra Rusland og mod EU

    Skrevet af Emma Katrine Bremer Holmgaard

    Søndag den 21. maj samledes mere end 75.000 moldovere i landets hovedstad, Chisinau, skriver Al-Jazeera. De var mødt op for at vise deres støtte til regeringens ønske om at blive medlem af EU inden 2030.

    I gaderne blev der viftet med EU-flag og råbt pro-europæiske slogans. Demonstrationen var organiseret af Moldovas præsident, Maia Sandu.

    “Vi er kommet for at sige – højt, selvsikkert og stolt – at moldovere er europæere,” sagde Præsident Maia Sandu foran de mange fremmødte.

    Tidligere på ugen fortalte Maia Sandu til nyhedsbureauet Agence France-Presse, at Moldova ønsker et EU-medlemskab “så hurtigt som muligt” for at kunne beskytte sig mod enhver trussel fra Rusland.

    Moldovas regering anklager desuden Moskva for at sabotere landets forsøg på at blive optaget i EU. Maia Sandu mener blandt andet, at russerne forsøger at vælte Moldovas pro-europæiske regering ved at indsætte sabotører forklædt som anti-regeringsdemonstranter.

    Den tidligere sovjetrepublik søgte om EU-medlemsskab i marts 2022 og få måneder senere fik landet – sammen med nabolandet Ukraine – status som et såkaldt EU-kandidatland. Det Europæiske Råd vil gå videre med optagelsen af Moldova, når landet opfylder de betingelser, der er skitseret af Europa-Kommissionen.

  • 11:03

    250.000 somaliere flygter fra oversvømmelser

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    En kvart million mennesker har været nødt til at flygte fra oversvømmelser ved byen Beledweyne i det vestlige Somalia, tæt ved grænsen til Etiopien, beretter The Guardian. Oversvømmelserne skyldes, at voldsomme mængder nedbør i løbet af maj har fået floden Shabelle til at gå over sine bredder.

    Selvom områdets beboere tidligere har bygget en mur for at beskytte mod oversvømmelser, var det ikke tilstrækkeligt denne gang.

    “Vandet stod helt op til min hals. Hele vores familie, også vores seks børn, søgte beskyttelse ved nogle af vores slægtninge efter vores hjem blev oversvømmet,” siger Ali på 36 år til det britiske medie.

    Han tilføjer, at de ikke har oplevet så voldsomme oversvømmelser i mange år. Oversvømmelserne sker samtidigt med, at Somalia og store dele af det østlige Afrika har oplevet den værste tørke i årtier.

    Oversvømmelser og tørke kan virke modstridende, men tørke kan netop være årsag til, at oversvømmelser bliver forværret. Når jorden bliver meget tør kan den nemlig ikke optage særligt meget vand. Derfor glider store vandmasser af på overfladen og bliver til oversvømmelser.

  • 1 år siden

  • 7:18

    Fri efter syv år i fangenskab

    En yderligtgående gruppe i Burkina Faso har sluppet en australsk læge fri efter at have holdt ham fanget i syv år, skriver Deutsche Welle.

    Den nu 88-årige Kenneth Elliot blev sammen med sin hustru bortført fra det nordlige Burkina Faso, hvor parret i 40 år havde drevet en sundhedsklinik. Hun blev sat fri efter tre uger, da blandt andre Nigers præsident var gået ind i sagen. Gruppen, al Queda i Islamisk Maghreb, udtalte den gang, at den betingelsesløst frigav kvinden, på grund af det offentlige pres, og fordi dens ledere ikke ville involvere kvinder i krigen.

    Parret blev bortført den dag i 2016, da de militante angreb en restaurant og et hotel i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou og dræbte 30 mennesker.

  • 6:45

    Danmark har stadig ikke ratificeret FN’s forbud mod atomvåben

    Skrevet af Tue Magnussen

    FN-forbundets landsmøde opfordrer den danske regering og folketing til snarest at tage skridt til dansk ratifikation af FN’s traktat om forbud mod atomvåben. 

    Faren for atomkrig er i dag – især efter Ruslands folkeretsstridige angreb på Ukraine i 2022 – større end under Den Kolde Krig. Atommagterne råder over flere end 13.000 atomsprængladninger – nok til at ødelægge alle større byer og gøre kloden ubeboelig ved radioaktiv stråling. 

    I juli 2017 vedtog 122 lande – to tredjedele af FN’s medlemslande – en ny FN-traktat om forbud mod atomvåben. Traktaten forbyder udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben og udfylder dermed et stort hul i Folkeretten. 

    FN’s traktat med forbud mod atomvåben trådte i kraft 22. januar i 2021, og indtil nu har 68 lande ratificeret traktaten. Forbudstraktaten er en reaktion på, at ikke-spredningsaftalen fra 1970 har været frosset fast i årtier alt imens, at atommagterne har udviklet og oprustet deres arsenaler af atomvåben.

    Invasionen af Ukraine og især Ruslands trusler om brug af atomvåben har kraftigt øget faren for en atomkrig ved et uheld eller som en bevidst fjendtlig handling. 

    FN-forbundet opfordrer den danske regering og folketing til at følge opfordringen fra FN’s generalsekretær António Guterres til snarest at tage skridt til dansk ratifikation af FN’s traktat om forbud mod atomvåben. 

    Et forbud mod atomvåben bør få høj prioritet i formuleringen af en ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og i kampagnen for en dansk plads i FN’ sikkerhedsråd. Forbudstraktaten giver mulighed for, at FN’s medlemslande kan følge udrulningen af traktaten ved at deltage som observatører. Det bør Danmark gøre når landene bag FN’s forbudstraktat mod atomvåben mødes i New York i november 2023.  

  • 1 år siden

  • 11:31

    Verdens søer er ved at tørre ud

    Skrevet af Emma Katrine Bremer Holmgaard

    Over halvdelen af ​​verdens søer er skrumpet siden begyndelsen af 1990’erne, viser en ny undersøgelse fra University of Colorado.

    Ifølge rapporten har nogle af verdens vigtigste ferskvandskilder mistet omkring 22 gigatons vand om året i næsten tre årtier. Det skriver Deuthe Welle.

    Naturlige søer og reservoirer indeholder omkring 87 procent af jordens ferskvand. Ferskvand går især til landbruget, industrien og private husholdninger. Derfor efterspørger rapporten også nye løsninger, der kan sætte en stopper for den hastige reduktion i søernes vandstand.

    Forskerholdet bag undersøgelsen skriver i tidsskriftet Science, at global opvarmning og menneskers vandforbrug er de to primære årsager til faldet i vandstanden. Ifølge leder af forskningsprojektet, hydrologen Fangfang Yao, er global opvarmning hovedsynderen.

    Derudover fandt forskerne også frem til, at ændringer i nedbør, afstrømning og sedimentation har forårsaget globale reduktioner i søniveauer.

    Rapporten bygger på satellitdata indsamlet mellem 1992 og 2020, som viser ændringen i vandstanden i næsten 2.000 af verdens søer og andre vandområder.

  • 10:35

    Irans præstestyre henretter tre mænd i forbindelse med Mahsa Amini-protester

    Skrevet af Emma Katrine Bremer Holmgaard

    Fredag den 19. maj blev tre mænd henrettet i Iran, skriver Deutche Welle.

    Majid Kazemi, Saleh Mirhashemi og Saeed Yaghoubi blev tilbage i januar dømt for “moharebeh” eller “krig mod Gud”. Ifølge retsvæsenets hjemmeside havde de tre mænd trukket deres våben under en demonstration i november i byen Isfahan og dræbt to medlemmer af den paramilitære Basij-styrke og én politibetjent.

    Mændene blev også anklaget for at være medlemmer af “ulovlige grupper, der har til hensigt at forstyrre den nationale sikkerhed.”

    Da moralpolitiet dræbte 22-årige Jina Mahsa Amini tilbage i september begyndte voldsomme protester at sprede sig over hele landet.

    Teheran har ihærdigt forsøgt at undertrykke protesterne. Tusindvis af iranere er blevet arresteret og fængslet og hundredvis dræbt, blandt andet ved henrettelse.

    Menneskerettighedsgrupper siger, at Iran henrettede op mod 600 personer i 2022. I 2021 var tallet 333.

    I dag, otte måneder efter Mahsa Aminis død, fortsætter det iranske folk med at protestere i gaderne, om end i mindre grad end tidligere. Kvinder går også stadigvæk ud i offentligheden uden det obligatoriske islamiske tørklæde, som var årsag til Aminis anholdelse.

  • 1 år siden

  • 15:28

    Rusland og Ukraine vil modtage afrikanske ledere til snak om fredsplan

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Ruslands præsident Vladimir Putin og Ukraines Volodymyr Zelenskiy er blevet enige om at møde en gruppe afrikanske ledere for at diskutere en potentiel plan for fred. Sådan lyder det tirsdag fra Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa ifølge Reuters.

    Der er ikke oplyst detaljer om planen eller eventuelle tidspunkter for møderne.

    “Mine drøftelser med de to ledere viste, at de både er klar til at modtage de afrikanske ledere og til at have en diskussion om, hvordan denne konflikt kan bringes til ophør,” sagde Ramaphosa til en fælles pressebriefing med Singapores premierminister i Cape Town.

    Putin og Zelenskiy er blevet enige om at modtage missionen i henholdsvis Moskva og Kiev, hedder det i en erklæring fra det sydafrikanske formandskab.

    Ledere fra Senegal, Uganda, Egypten, Republikken Congo og Zambia er også en del af missionen. Og ifølge Ramaphosa har USA og Storbritannien givet udtryk for en “forsigtig” støtte til planen, mens FN’s generalsekretær også er blevet orienteret om initiativet.

  • 1 år siden

  • 18:48

    Kinas unge skal gifte sig og få børn

    Skrevet af Kirsten Larsen

    Med boliger, skattefordele og uddannelsestilbud skal kinesiske familier med to eller flere børn belønnes. Det skriver Quartz på baggrund af en artikel i det regerings-kontrollerede Global Times.

    Kina har for første gang registreret en nedgang i indbyggertallet. Og antallet af unge, der gifter sig, er nede på 1985 niveau. Det har fået de myndigheder, der tidligere strid for et-barns og to-barnspolitiken til i 20 byer at iværksætte forsøg med at skabe sociale rammer, der indbyder til at gifte sig og få børn. Andre 20 byer inklusive Beijing indførte særlige incitamenter sidste år. Mange tiltag består af forskellige former for økonomisk bistand.

    Kinas indbyggertal på lidt over 1,4 milliarder mennesker er kun lige begyndt at dale, men ventes at falde under en milliard omkring 2080 og under 800 millioner omkring år 2100. Det vil betyde at en skrumpende arbejdsstyrke skal sikre en enorm ældregeneration.

  • 11:01

    Iran og Saudi-Arabien får antallet af henrettelser til at stige

    Mindst 883 mennesker blev henrettet på verdensplan i 2022, skriver Amnesty International i en ny rapport. Det er det højeste antal registreret i fem år og en drastisk stigning på mere end 50 procent sammenlignet med 2021.

    Mange af henrettelserne fandt sted i Iran og Saudi-Arabien, skriver Deutsche Welle. I Iran blev mindst 576 mennesker dræbt ved statslige henrettelser sidste år. Det er næsten dobbelt så mange som i 2021.

    På den anden side af Den Persiske Golf er antallet af henrettede også røget i vejret. I Saudi-Arabien døde 196 mennesker ved henrettelse i 2022. Det betyder, at Iran og Saudi-Arabien tilsammen tegner sig for mere end 80 procent af de registrerede henrettelser på verdensplan.

    Rapportens statistikker inkluderer ikke de tusindvis af henrettelser, som Amnesty anslår, at der er blevet udført i Kina – et land som holder ​​dødsstraf som en statshemmelighed. Det samme gælder Vietnam. Nordkorea, hvor der er mistanke om, at dødsstraffen også bliver brugt i meget høj grad, er heller ikke med i tallene.

    Ifølge Amnesty-rapporten blev godt en tredjedel af alle identificerede henrettelser udført som straf for narkotikasmugling. Den form for brug af dødsstraf er, ifølge Amnesty, en overtrædelse af Menneskerettighederne, fordi de ikke opfylder kravet om at være de “mest alvorlige forbrydelser” som for eksempel overlagt mord.

  • 10:57

    WHO-kontor flytter fra Moskva til FN-byen i København

    Skrevet af Morten Scriver Andersen
    Adam Mørk, FN-byen

    Det tog et år, men det er nu lykkedes de europæiske medlemslande af Verdenssundhedsorganisationen at gennemtrumfe en aftale om at flytte WHO’s europæiske kontor for ikke-smitsomme sygdomme fra Moskva til FN-byen i København. Her ligger WHO’s europæiske hovedkvarter i forvejen.

    “Danmark har efter Ruslands illegale og uberettigede invasion af Ukraine sammen med ligesindede lande arbejdet for at få flyttet WHO’s europæiske kontor for ikke-smitsomme sygdomme ud af Moskva. Formålet er at give WHO bedre betingelser for sit vigtige arbejde, og vise solidaritet med Ukraine,” siger Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, i en pressemeddelelse.

    Flytningen markerer et bemærkelsesværdigt øjeblik for WHO, som forsøger at forblive politisk neutral og samtidig fordømme handlinger, der skader menneskers sundhed, skriver Politico.

    De europæiske lande, der presser på for at flytte kontoret, argumenterede i et brev tilbage i i april, at “de umiddelbare og langsigtede sundhedsvirkninger i Ukraine og andre steder, forårsaget af Ruslands uprovokerede, uberettigede og ulovlige angrebskrig mod Ukraine, er forsat bekymrende.”

    WHO forventes at flytte alle kontorets funktioner til WHO’s regionale kontor for Europa i København inden for de næste seks måneder. Danmark vil sammen med en række øvrige donorer finansiere kontorets fremtidige aktiviteter.

  • 10:43

    Arktisk Råd holder ministermøde uden ministre

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Hvert andet år samles udenrigsministre fra medlemslandene i Arktisk Råd for at debatere udviklingen i den nordlige region. Det seneste blev afholdt i den russiske by Salekhard i sidste uge. Der var dog ingen ministre til stede fra de vestlige lande ved begivenheden denne gang, da de valgte at udeblive som en protest mod Ruslands invasion af Ukraine.

    Danmark deltog sammen med Canada, Finland, Island, Norge, Sverige og USA blot med ambassadører, og de deltog kun virtuelt. Mødet resulterede derfor også kun i en yderst sparsom sluterklæring, hvor der ikke er noget som helst nyt om samarbejdet i rådet.

    Til gengæld har Norge nu officielt overtaget formandsskabet i Arktisk Råd efter Rusland. Og Norge har valgt fire temaer, der skal mere fokus på i de kommende to år under formandsskabet. Nordmændene vil forbedre beskyttelse og overvågning af havområderne, øge viden om klimaforandringernes konsekvenser i regionen og styrke samarbejdet om beskyttelse af biodiversitet, støtte en bæredygtig økonomi i de kolde egne samt øge fokus på sundhed og inklusion i området. Sidstnævnte indebærer arrangeringen af en Arktis-konference for unge.

    Norge har dermed fokus på flere af de emner, der traditionelt er blevet diskuteret i Arktisk Råd. De var således ligeledes fremtrædende ved det seneste ministermøde i rådet i Reykjavik i 2021. Her kom klimaforandringer tilbage på dagsordenen efter, at USA under den tidligere præsident, Donald Trump, ellers havde fået dem nedtonet.

    Læs også: Arktisk Råd tilbage på klimasporet, men en kold krig lurer

    Norge bliver som formand i rådet vært for det næste ministermøde i 2025. Der er stor sandsynlighed for, at det bliver mere velbesøgt end det, der netop har været afholdt i Salekhard.

  • 1 år siden

  • 16:02

    Thailands opposition vinder klar valgsejr: Frygter militærets reaktion

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Med 97 procent af stemmerne talt op tyder alt på, at den den thailandske befolkning ved valget søndag ønsker forandring efter ni år under den tidligere general Prayut Chan-o-chas, der tog magten ved et kup i 2014, skriver nyhedsbureauet AP.

    Oppositionspartiet Move Forward har sammen med det andet store oppositionsparti, Pheu Thai, ført kampagne for en reform af både militæret og monarkiet i landet, og de to partier overgik selv optimistiske fremskrivninger af valgresultatet.

    Alene Pheu Thai og Move Forward havde med 97 procent af de optalte stemmer sikret sig næsten 24 millioner stemmer. Til sammenligning har Prayut Chan-o-chas’ regeringsparti, United Thai Nation, måtte nøjes med 4,5 millioner stemmer.

    Det er den 42-årige leder af Move Forward, Pita Limjaroenrats, der står til at blive Thailands næste premierminister, og ifølge The Guardian har Pheu Thai accepteret hans invitation til at danne en regeringskoalition. Yderlige tre partier står til at indgå i en samlingsregering.

    Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med en glidende overdragelse af magten.

    Thailand har i nyere tid oplevet flere statskup, og frygten for, at militæret kan ende med at klynge sig til magten er til stede. Pita Limjaroenrat har allerede været ude og advare om, at det kommer til at koste dyrt, hvis nogen blander sig i den demokratiske proces og laver en mindretalsregering.

  • 1 år siden

  • 9:46

    Shell slipper for ny sag om olieudslip i Niger Deltaet

    Skrevet af Emil Gundel

    Nigerianske sagsøgere tabte i denne uge deres søgsmål mod to af Shells datterselskaber for det store oliespild i 2011. Den Britiske Højesteret afgjorde, at tidsfristen for søgsmålet var overskredet, skriver Reuters.

    Oliespildet fandt sted den 20. december 2011, da mere end 40.000 liter råolie lækkede ud i havet, omkring 120 kilometer fra kysten ved Niger Deltaet.

    De næsten 28.000 sagsøgere hævder, at oliespildet har forurenet deres jord og vandveje, skadet landbruget, fiskeriet, drikkevandsforsyningen, mangroveskoven og deres hellige steder.

    Højesteretten tog ikke stilling til spørgsmålet om forureningen, kun det tekniske spørgsmål om tidsfristen.

    Der kører i det britiske retssystem flere andre sager mod Shell omkring den forurening og skade, de angiveligt har forårsaget i Niger Deltaet.

    I 2021 fik mere end 40.000 nigerianske sagsøgere ved højesteretten medhold i, at de har ret til at sagsøge oliegiganten. I 2015 blev firmaet dømt til at betale næsten en halv milliard kroner i erstatning til sagsøgere fra Bodo-samfundene ved floddeltaet.

  • 1 år siden

  • 14:47

    Forskning: Angreb fra pirater stiger, når fiskebestanden falder

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Både Det Sydkinesiske Hav og farvandet ud for Østafrika har været plaget af pirater. Nu viser nyt studie, at antallet af piratangreb hænger sammen med et havområdes fiskebestand.

    I både Det Sydkinesiske Hav og farvandet ud for Østafrika er havtemperaturen steget som følge af klimaforandringer. Det har ført til øgede fiskebestande i Det Sydkinesiske Hav, mens de øgede havtemperaturer har ført til færre fisk i farvandet ud for Østafrika. Samtidig er antallet af piratangreb faldet i Det Sydkinesiske Hav, mens de er steget i farvandet ud for Østafrika, hvor fiskemængderne altså er faldet.

    Forskerne har undersøgt mere end 2.000 piratangreb i de to farvande, og har beregnet, at der er en statistisk sammenhæng mellem tendenserne, selv når der bliver korrigeret for andre faktorer som økonomiske forhold, korruption og sikkerhedsstyrker i farvandene.

    I fremtiden kan det give endnu større udfordringer med at bekæmpe pirateri i Østafrika, da temperaturstigningerne sandsynligvis vil fortsætte, påpeger forskerne.

    “For regeringerne i Somalia og Kenya og andre kystlande i Østafrika er dette et påtrængende problem, der må håndteres,” fortæller Bo Jiang fra University of Macau, der er hovedforfatter på studiet til The Guardian.

  • 12:57

    Mystisk sygdom spreder død og panik i Kenya

    Skrevet af Emil Gundel

    Mindst ni mennesker er omkommet, og 80 andre er meget hårdt ramt af en uidentificeret sygdom i Marsabit-regionen i det nordlige Kenya, skriver Nation.

    Der har været spekulationer om, at den afsidesliggende region er blevet ramt af en særligt dødelig art af malaria-parasitten, men kun fem ud af 27 patienter testede positive for malaria.

    Der kan dog være tale om en ny type af malaria, som ikke i samme grad opfanges af gængse tests. En ny myggeart, Anopheles Stephensi, der ellers har hørt til i Asien, er nemlig blevet identificeret i området af kenyanske forskere.

    En doktor fortæller dog til Nation, at den seneste omkomne i højere grad viste tegn på være ramt af Kala Azar-parasitten, der spredes af sandfluer, end af malaria.

    Lokaladministrationen beder om hjælp fra den kenyanske regering til at identificere sygdommen og forhindre flere dødsfald.

  • 12:05

    Malaysias økonomi vokser markant mere end forventet

    Skrevet af Emil Gundel

    Malaysias bruttonationalprodukt (BNP) er vokset med 5,6 procent i årets første kvartal, hvilket er næsten et procentpoint højere end forventet, skriver Al-Jazeera. Væksten for fjerde kvartal af 2022 er ligeledes blevet opjusteret til 7,1 procent.

    ”Økonomien er ikke længere i krise og vil fortsat blive styrket,” sagde centralbanksdirektøren Nor Shamshiah Mohd Yunus på en pressekonference.

    Landets eksport-orienterede økonomi har været presset af den globale økonomiske nedtur, men et styrket indre marked, offentlige investeringer i infrastruktur og den tilbagevendende turisme sikrer fortsat økonomisk vækst, forklarede Mohd Yunus.

    Forbedringerne af det indre marked skyldes særligt lønstigninger, lyder analysen i finansmediet Bloomberg.

    I 2022 hævede regeringen mindstelønnen med 25 procent, hvilket har øget købekraften i landet. På alle niveauer i arbejdsmarkedet har der været lønstigninger, som vurderes til gennemsnitligt at ligge på lidt over fem procent.

  • 9:35

    Smitsom banan-svamp forværrer Venezuelas fødevarekrise

    Skrevet af Emil Gundel

    Venezuelas fødevareforsyning er truet af den modstandsdygtige svamp, tropisk fusarium type 4, der får bananpalmer til at visne, skriver Reuters. Mange venezuelanere er dybt afhængige af bananer og madbananer som næringskilde.

    Venezuelas økonomisk er i forvejen hårdt ramt, og landet havde i april en inflationsrate på 417 procent. Ifølge en FN rapport var der kæmpede omkring 6,5 millioner mennesker for at få nok mad på bordet i Venezuela i 2021-2022.

    Fusarium-svampen har angiveligt spredt sig fra Colombia til Venezuala og er nu udbredt i tre provinser, Aragua, Carabobo og Cojedes. Der er endnu ikke fundet tilfælde af svampen i Zulia, som er den provins i Venezuela, hvor der dyrkes flest bananer.

    Venezuelas regering har indført forbud mod at transportere bananfrø imellem provinserne, men ifølge eksperter er det næppe en tilstrækkelig foranstaltning. Svampen er meget smitsom og kan bevæge sig fra sted til sted på køretøjer, beklædning og fodtøj.

    Den eneste kendte måde at bekæmpe svampen på, er at skifte til en helt anden type af afgrøder, som ikke påvirkes af svampen.

  • 1 år siden

  • 14:14

    Skovhugst giver meget mindre regn i Congobassinet

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Når træerne bliver hugget ned i de store regnskove, falder der mindre regn. Det viser et nyt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature. Forskerne har undersøgt afskovningens betydning for nedbør i perioden fra 2003 til 2017 i Amazonas, Congobassinet og Sydøstasien.

    Konklusionen er, at selv skovhugst i relativt begrænset omfang fører til reducerede mængder nedbør. Forskerne vurderer, at fremtidig skovhugst i Congobassinet, der blandt andet er hjem for verdens andenstørste regnskov, vil reducere regnmængderne i området med 8-10 procent frem til år 2100.

    De reducerede regnmængder kan ramme fødevareproduktion. Ifølge studiet fører en reduktion af nedbør på 1 procent i gennemsnit til en lavere høst af afgrøder på 0,5 procent. Landbruget er en af de største årsager til afskovning, og paradoksalt rammer den reducerede nedbør netop landbruget, skriver skovorganisation Fern i en kommentar.

    Fern skriver ligeledes, at vurderingerne i studiet er konservative, fordi forskerne ikke har taget klimaforandringer, der fører til tørke og stigende temperaturer, med i betragtningerne.

  • 12:10

    Nicaragua forbyder Røde Kors

    Skrevet af Emil Gundel

    Nicaraguas parlament har onsdag vedtaget en lov, der forbyder det lokale Røde Kors og eksproprierer organisations ejendomme og udstyr, skriver Al-Jazeera. Loven er den seneste begrænsning af landets civilsamfund fra sandinist-partiet, der er ledet af præsident Daniel Ortega.

    Sandinisterne har forbudt mere end 3000 organisationer i landet, som regel på anklager om at de støttede protesterne mod Ortega-regeringen i 2018 og 2019 og dermed undergravede landets fred og stabilitet.

    Røde Kors siger selv, at deres eneste rolle under protesterne var at yde medicinsk hjælp til sårede. Men sandinisterne, der har flertal i parlamentet, mener, at organisationen overskred sit mandat ved ikke at være politisk neutral.

    Protesterne i 2018-19 kostede 355 mennesker livet, og urolighederne og den efterfølgende undertrykkelse har ifølge UNHCR fået mere end 100.000 mennesker til at flygte fra landet.

    Nicaraguas lovgivere ønsker at erstatte Røde Kors, der med mere end 2.000 frivillige og 63 ambulancer har ydet sundhedstjenester for den nicaraguanske befolkning siden 1958, med en ny organisation under sundhedsministeriet.

  • 11:06

    Pakistans hær er indsat i hele landet efter fængsling af Imran Khan

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Volden fortsætter i Pakistan efter tirsdagens anholdelse af ​​den tidligere premierminister Imran Khan. Ni mennesker har mistet livet, og militæret et indsat over hele landet, skriver The Guardian.

    I løbet af natten blev yderligere to ledere fra Khans parti Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI) anholdt. PTI-talsmand Fawad Chaudhry blev anholdt sent onsdag aften, og tidligt torsdag blev Shah Mahmood Qureshi, der fungerede som udenrigsminister under Khan, hentet af politiet. PTI’s tidligere finansminister, Asad Umar, blev anholdt senere onsdag.

    Ifølge politiet i Islamabad er PTI-lederne blevet arresteret “for at tilskynde til brandstiftelse og voldelige protester under en velgennemtænkt plan for at true freden.”

    Khans popularitet er steget, siden han blev fjernet som premierminister i april sidste år, og han har siden mobiliseret flere protester over hele landet for at kræve et tidligt valg, og at militæret trækker sig fra den politiske scene.

    Khans tilhængere og PTI-ledere har proklameret, at de vil fortsætte protesterne på gaden, indtil den tidligere premierminister bliver løsladt. Ifølge politiet er 1.300 personer anholdt, og 290 mennesker er blevet såret under sammenstødene.

  • 1 år siden

  • 16:52

    Kina ransager amerikanske konsulenthuse på spionage-mistanke

    Skrevet af Søren Steensig

    Det amerikanske konsulentfirma Capvisions kontorer i Shanghai, Beijing, Suzhou og Shenzhen blev i mandags ransaget af kinesiske myndigheder. Ifølge mediet Jiangsu Television mistænker de kinesiske myndigheder firmaet for at “ignorere potentielle risici for den nationale sikkerhed”, ligesom kineserne anklager firmaet for ikke at leve op til “sit ansvar og sine forpligtelser for at forhindre spionage”.

    I marts og april blev de amerikanske konsulentfirmaer Mintz og Bain & Companys kontorer i henholdsvis Shanghai og Beijing også ransaget af kinesiske politimænd, der afhørte flere ansatte.

    Indtil videre har de kinesiske myndigheder ikke slået ned på konsulentbranchen, mens techindustrien de seneste to år har været under myndighedernes lup. Sanktioner og reguleringer har angiveligt kostet de store techfirmaer en billion dollar i tabte værdiansættelser.

    De uanmeldte virksomhedsbesøg i konsulentkontorene kommer i kølvandet på reformer i Kinas lov om antispionage. Ændringerne gør det sværere for udenlandske firmaer at få adgang til og informationer om det kinesiske marked, ligesom det nu er blevet lettere for myndighederne at arrestere udlændinge.