• 2 år siden

  • 16:02

    Thailands opposition vinder klar valgsejr: Frygter militærets reaktion

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Med 97 procent af stemmerne talt op tyder alt på, at den den thailandske befolkning ved valget søndag ønsker forandring efter ni år under den tidligere general Prayut Chan-o-chas, der tog magten ved et kup i 2014, skriver nyhedsbureauet AP.

    Oppositionspartiet Move Forward har sammen med det andet store oppositionsparti, Pheu Thai, ført kampagne for en reform af både militæret og monarkiet i landet, og de to partier overgik selv optimistiske fremskrivninger af valgresultatet.

    Alene Pheu Thai og Move Forward havde med 97 procent af de optalte stemmer sikret sig næsten 24 millioner stemmer. Til sammenligning har Prayut Chan-o-chas’ regeringsparti, United Thai Nation, måtte nøjes med 4,5 millioner stemmer.

    Det er den 42-årige leder af Move Forward, Pita Limjaroenrats, der står til at blive Thailands næste premierminister, og ifølge The Guardian har Pheu Thai accepteret hans invitation til at danne en regeringskoalition. Yderlige tre partier står til at indgå i en samlingsregering.

    Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med en glidende overdragelse af magten.

    Thailand har i nyere tid oplevet flere statskup, og frygten for, at militæret kan ende med at klynge sig til magten er til stede. Pita Limjaroenrat har allerede været ude og advare om, at det kommer til at koste dyrt, hvis nogen blander sig i den demokratiske proces og laver en mindretalsregering.

  • 2 år siden

  • 9:46

    Shell slipper for ny sag om olieudslip i Niger Deltaet

    Skrevet af Emil Gundel

    Nigerianske sagsøgere tabte i denne uge deres søgsmål mod to af Shells datterselskaber for det store oliespild i 2011. Den Britiske Højesteret afgjorde, at tidsfristen for søgsmålet var overskredet, skriver Reuters.

    Oliespildet fandt sted den 20. december 2011, da mere end 40.000 liter råolie lækkede ud i havet, omkring 120 kilometer fra kysten ved Niger Deltaet.

    De næsten 28.000 sagsøgere hævder, at oliespildet har forurenet deres jord og vandveje, skadet landbruget, fiskeriet, drikkevandsforsyningen, mangroveskoven og deres hellige steder.

    Højesteretten tog ikke stilling til spørgsmålet om forureningen, kun det tekniske spørgsmål om tidsfristen.

    Der kører i det britiske retssystem flere andre sager mod Shell omkring den forurening og skade, de angiveligt har forårsaget i Niger Deltaet.

    I 2021 fik mere end 40.000 nigerianske sagsøgere ved højesteretten medhold i, at de har ret til at sagsøge oliegiganten. I 2015 blev firmaet dømt til at betale næsten en halv milliard kroner i erstatning til sagsøgere fra Bodo-samfundene ved floddeltaet.

  • 2 år siden

  • 14:47

    Forskning: Angreb fra pirater stiger, når fiskebestanden falder

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Både Det Sydkinesiske Hav og farvandet ud for Østafrika har været plaget af pirater. Nu viser nyt studie, at antallet af piratangreb hænger sammen med et havområdes fiskebestand.

    I både Det Sydkinesiske Hav og farvandet ud for Østafrika er havtemperaturen steget som følge af klimaforandringer. Det har ført til øgede fiskebestande i Det Sydkinesiske Hav, mens de øgede havtemperaturer har ført til færre fisk i farvandet ud for Østafrika. Samtidig er antallet af piratangreb faldet i Det Sydkinesiske Hav, mens de er steget i farvandet ud for Østafrika, hvor fiskemængderne altså er faldet.

    Forskerne har undersøgt mere end 2.000 piratangreb i de to farvande, og har beregnet, at der er en statistisk sammenhæng mellem tendenserne, selv når der bliver korrigeret for andre faktorer som økonomiske forhold, korruption og sikkerhedsstyrker i farvandene.

    I fremtiden kan det give endnu større udfordringer med at bekæmpe pirateri i Østafrika, da temperaturstigningerne sandsynligvis vil fortsætte, påpeger forskerne.

    “For regeringerne i Somalia og Kenya og andre kystlande i Østafrika er dette et påtrængende problem, der må håndteres,” fortæller Bo Jiang fra University of Macau, der er hovedforfatter på studiet til The Guardian.

  • 12:57

    Mystisk sygdom spreder død og panik i Kenya

    Skrevet af Emil Gundel

    Mindst ni mennesker er omkommet, og 80 andre er meget hårdt ramt af en uidentificeret sygdom i Marsabit-regionen i det nordlige Kenya, skriver Nation.

    Der har været spekulationer om, at den afsidesliggende region er blevet ramt af en særligt dødelig art af malaria-parasitten, men kun fem ud af 27 patienter testede positive for malaria.

    Der kan dog være tale om en ny type af malaria, som ikke i samme grad opfanges af gængse tests. En ny myggeart, Anopheles Stephensi, der ellers har hørt til i Asien, er nemlig blevet identificeret i området af kenyanske forskere.

    En doktor fortæller dog til Nation, at den seneste omkomne i højere grad viste tegn på være ramt af Kala Azar-parasitten, der spredes af sandfluer, end af malaria.

    Lokaladministrationen beder om hjælp fra den kenyanske regering til at identificere sygdommen og forhindre flere dødsfald.

  • 12:05

    Malaysias økonomi vokser markant mere end forventet

    Skrevet af Emil Gundel

    Malaysias bruttonationalprodukt (BNP) er vokset med 5,6 procent i årets første kvartal, hvilket er næsten et procentpoint højere end forventet, skriver Al-Jazeera. Væksten for fjerde kvartal af 2022 er ligeledes blevet opjusteret til 7,1 procent.

    ”Økonomien er ikke længere i krise og vil fortsat blive styrket,” sagde centralbanksdirektøren Nor Shamshiah Mohd Yunus på en pressekonference.

    Landets eksport-orienterede økonomi har været presset af den globale økonomiske nedtur, men et styrket indre marked, offentlige investeringer i infrastruktur og den tilbagevendende turisme sikrer fortsat økonomisk vækst, forklarede Mohd Yunus.

    Forbedringerne af det indre marked skyldes særligt lønstigninger, lyder analysen i finansmediet Bloomberg.

    I 2022 hævede regeringen mindstelønnen med 25 procent, hvilket har øget købekraften i landet. På alle niveauer i arbejdsmarkedet har der været lønstigninger, som vurderes til gennemsnitligt at ligge på lidt over fem procent.

  • 9:35

    Smitsom banan-svamp forværrer Venezuelas fødevarekrise

    Skrevet af Emil Gundel

    Venezuelas fødevareforsyning er truet af den modstandsdygtige svamp, tropisk fusarium type 4, der får bananpalmer til at visne, skriver Reuters. Mange venezuelanere er dybt afhængige af bananer og madbananer som næringskilde.

    Venezuelas økonomisk er i forvejen hårdt ramt, og landet havde i april en inflationsrate på 417 procent. Ifølge en FN rapport var der kæmpede omkring 6,5 millioner mennesker for at få nok mad på bordet i Venezuela i 2021-2022.

    Fusarium-svampen har angiveligt spredt sig fra Colombia til Venezuala og er nu udbredt i tre provinser, Aragua, Carabobo og Cojedes. Der er endnu ikke fundet tilfælde af svampen i Zulia, som er den provins i Venezuela, hvor der dyrkes flest bananer.

    Venezuelas regering har indført forbud mod at transportere bananfrø imellem provinserne, men ifølge eksperter er det næppe en tilstrækkelig foranstaltning. Svampen er meget smitsom og kan bevæge sig fra sted til sted på køretøjer, beklædning og fodtøj.

    Den eneste kendte måde at bekæmpe svampen på, er at skifte til en helt anden type af afgrøder, som ikke påvirkes af svampen.

  • 2 år siden

  • 14:14

    Skovhugst giver meget mindre regn i Congobassinet

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Når træerne bliver hugget ned i de store regnskove, falder der mindre regn. Det viser et nyt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature. Forskerne har undersøgt afskovningens betydning for nedbør i perioden fra 2003 til 2017 i Amazonas, Congobassinet og Sydøstasien.

    Konklusionen er, at selv skovhugst i relativt begrænset omfang fører til reducerede mængder nedbør. Forskerne vurderer, at fremtidig skovhugst i Congobassinet, der blandt andet er hjem for verdens andenstørste regnskov, vil reducere regnmængderne i området med 8-10 procent frem til år 2100.

    De reducerede regnmængder kan ramme fødevareproduktion. Ifølge studiet fører en reduktion af nedbør på 1 procent i gennemsnit til en lavere høst af afgrøder på 0,5 procent. Landbruget er en af de største årsager til afskovning, og paradoksalt rammer den reducerede nedbør netop landbruget, skriver skovorganisation Fern i en kommentar.

    Fern skriver ligeledes, at vurderingerne i studiet er konservative, fordi forskerne ikke har taget klimaforandringer, der fører til tørke og stigende temperaturer, med i betragtningerne.

  • 12:10

    Nicaragua forbyder Røde Kors

    Skrevet af Emil Gundel

    Nicaraguas parlament har onsdag vedtaget en lov, der forbyder det lokale Røde Kors og eksproprierer organisations ejendomme og udstyr, skriver Al-Jazeera. Loven er den seneste begrænsning af landets civilsamfund fra sandinist-partiet, der er ledet af præsident Daniel Ortega.

    Sandinisterne har forbudt mere end 3000 organisationer i landet, som regel på anklager om at de støttede protesterne mod Ortega-regeringen i 2018 og 2019 og dermed undergravede landets fred og stabilitet.

    Røde Kors siger selv, at deres eneste rolle under protesterne var at yde medicinsk hjælp til sårede. Men sandinisterne, der har flertal i parlamentet, mener, at organisationen overskred sit mandat ved ikke at være politisk neutral.

    Protesterne i 2018-19 kostede 355 mennesker livet, og urolighederne og den efterfølgende undertrykkelse har ifølge UNHCR fået mere end 100.000 mennesker til at flygte fra landet.

    Nicaraguas lovgivere ønsker at erstatte Røde Kors, der med mere end 2.000 frivillige og 63 ambulancer har ydet sundhedstjenester for den nicaraguanske befolkning siden 1958, med en ny organisation under sundhedsministeriet.

  • 11:06

    Pakistans hær er indsat i hele landet efter fængsling af Imran Khan

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Volden fortsætter i Pakistan efter tirsdagens anholdelse af ​​den tidligere premierminister Imran Khan. Ni mennesker har mistet livet, og militæret et indsat over hele landet, skriver The Guardian.

    I løbet af natten blev yderligere to ledere fra Khans parti Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI) anholdt. PTI-talsmand Fawad Chaudhry blev anholdt sent onsdag aften, og tidligt torsdag blev Shah Mahmood Qureshi, der fungerede som udenrigsminister under Khan, hentet af politiet. PTI’s tidligere finansminister, Asad Umar, blev anholdt senere onsdag.

    Ifølge politiet i Islamabad er PTI-lederne blevet arresteret “for at tilskynde til brandstiftelse og voldelige protester under en velgennemtænkt plan for at true freden.”

    Khans popularitet er steget, siden han blev fjernet som premierminister i april sidste år, og han har siden mobiliseret flere protester over hele landet for at kræve et tidligt valg, og at militæret trækker sig fra den politiske scene.

    Khans tilhængere og PTI-ledere har proklameret, at de vil fortsætte protesterne på gaden, indtil den tidligere premierminister bliver løsladt. Ifølge politiet er 1.300 personer anholdt, og 290 mennesker er blevet såret under sammenstødene.

  • 2 år siden

  • 16:52

    Kina ransager amerikanske konsulenthuse på spionage-mistanke

    Skrevet af Søren Steensig

    Det amerikanske konsulentfirma Capvisions kontorer i Shanghai, Beijing, Suzhou og Shenzhen blev i mandags ransaget af kinesiske myndigheder. Ifølge mediet Jiangsu Television mistænker de kinesiske myndigheder firmaet for at “ignorere potentielle risici for den nationale sikkerhed”, ligesom kineserne anklager firmaet for ikke at leve op til “sit ansvar og sine forpligtelser for at forhindre spionage”.

    I marts og april blev de amerikanske konsulentfirmaer Mintz og Bain & Companys kontorer i henholdsvis Shanghai og Beijing også ransaget af kinesiske politimænd, der afhørte flere ansatte.

    Indtil videre har de kinesiske myndigheder ikke slået ned på konsulentbranchen, mens techindustrien de seneste to år har været under myndighedernes lup. Sanktioner og reguleringer har angiveligt kostet de store techfirmaer en billion dollar i tabte værdiansættelser.

    De uanmeldte virksomhedsbesøg i konsulentkontorene kommer i kølvandet på reformer i Kinas lov om antispionage. Ændringerne gør det sværere for udenlandske firmaer at få adgang til og informationer om det kinesiske marked, ligesom det nu er blevet lettere for myndighederne at arrestere udlændinge.

  • 12:01

    Congo og Rwanda finder stadig døde efter voldsomme oversvømmelser

    Skrevet af Emil Gundel

    Dødstallet stiger fortsat efter sidste uges oversvømmelser og jordskred i Syd-Kivu provinsen i den Demokratiske Republik Congo, rapporterer Reuters. Mindst 400 dødsfald er bekræftede, mens der ifølge lokaladministrationen stadig er meldt 5.500 mennesker savnet.

    Nødhjælpsarbejdere i området har begravet mange af de omkomne i massegrave for at forhindre sygdomsudbrud. Men det har vakt forargelse i lokalsamfundene, og landets regering har lovet at hjælpe med at sikre at de afdøde en værdig genbegravelse.

    Sidste uge gik områdets floder pludseligt over deres bredder efter voldsomme regnskyl. Vandmasserne kostede også mindst 130 mennesker livet i nabolandet Rwanda.

    FN’s generalsekretær Antonio Guterres har udtrykt sin medfølelse med ofrene og de efterladte efter ”de katastrofale oversvømmelser” i både Congo og Rwanda.

    ”Dette er endnu et eksempel på klimaforandringernes stigende hastighed og deres katastrofale effekt på lande, der ikke er skyld i, at forandringer sker,” lød det fra Guterres på en pressekonference i Burundi.

    Udover de menneskelige tab har oversvømmelserne også frarøvet tusindvis af mennesker deres hjem.

  • 10:25

    Ny redegørelse: Danmark har omlagt udviklingssamarbejdet markant

    Skrevet af Redaktionen

    Udenrigsministeriet har i dag offentliggjort en ny redegørelse for Danmarks udviklingssamarbejde i 2022. Den giver et indblik i, hvordan udviklingspolitik blev omsat til praksis sidste år. Udgangspunktet er den udviklingspolitiske strategi, Fælles om Verden, som ni partier står bag.

    Den mest markante udvikling er den øgede bistand til at håndtere de akutte behov, der fulgte med krigen i Ukraine. Mere end 1 milliard kroner af udviklingsbistanden gik til Ukraine i 2022.

    I Afrika, som også lider under konsekvenserne af krigen i Ukraine i form af høje fødevare- og energipriser, er der sat ind med akut fødevarehjælp og mere langsigtede investeringer i klimatilpasset landbrug. Det sker i samspil med FN og danske NGO’er, virksomheder og fonde.

    Læs også: Dramatisk udvikling i dansk bistand i 2022

    Samtidig styrkes samarbejdet med myndigheder de steder, hvor Danmark har opbygget partnerskaber, der bidrager til løsninger på vandforsyning og vedvarende energi, skriver Udenrigsministeriet i deres redegørelse.

    ”International dialog og handling er helt afgørende, hvis vi vil bremse den katastrofale klimasituation, vi står i nu. Det var også derfor, Danmark aktivt arbejdede for at bygge bro mellem de udviklede og de mest klimasårbare lande op til COP27 i Egypten. Regeringen kommer til at forfølge den grønne dagsorden endnu stærkere i år. Både lokalt og globalt”, siger Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.

  • 2 år siden

  • 15:30

    Pakistans kontroversielle eks-leder arresteret efter flere forsøg

    Skrevet af Søren Steensig

    Eks-premierminister Imran Khan er tirsdag blevet anholdt af kampklædte politistyrker uden for Højesteretten i Islamabad, rapporterer Reuters. Den tidligere cricket-superstjerne, der i 2018 vekslede sin sportslige succes til Pakistans mest magtfulde embede, blev afsat ved et mistillidsvotum i april 2022.

    Khan er siden blevet efterforsket i omkring 100 sager, mange af dem for korruption, bestikkelse og magtmisbrug. Han har ad flere omgange rejst rundt i Pakistan for at tale for sine hundredtusindvis af følgere, og flere gange har talerne udviklet sig til store demonstrationer mod Shehbaz Sharifs regering.

    Tirsdag pågreb et stort opbud af politibetjente den tidligere premierminister på ordre fra den offentlige myndighed National Accountability Bureau, der har til formål at bekæmpe korruption. Angiveligt bliver Khan tilbageholdt, fordi han ikke er mødt op til afhøring på trods af flere indkaldelser.

    Politistyrker har gentagne gange forsøgt at tilbageholde Khan på lignende arrestordrer. Men de er flere gange blevet forhindret af Khans følgere, der som et menneskeskjold har lagt sig imellem Khans bolig i Lahore og politistyrkerne.

    Khans tilhængere kalder sagerne mod ham for politisk motiverede. Hvis han bliver dømt, vil han i de fleste tilfælde blive udelukket fra at beklæde et politisk embede. Efter planen er der parlamentsvalg i Pakistan til november.

  • 13:45

    Malis hær vil konfiskere befolkningens camo-tøj

    Skrevet af Emil Gundel

    Fra den 15. maj bliver det ulovligt at bære camo-tøj i Mali. Samtidig vil hæren begynde at konfiskere tøjgenstande og andre genstande fra civilbefolkningen, der kan få dem til at ligne militær-personale. Det udtaler en talsmand fra Malis hær ifølge Nort Africa Post.

    Kampagnen er det seneste tiltag i kølvandet på angrebet på en militærebase og lufthavn, der kostede ti mennesker livet og sårede yderligere 62 i det centrale Mali. Voldsmændene var iklædt kamuflagetøj, hvilket ifølge Malis hær øgede forvirringen under angrebet.

    Læs også: Russiske lejesoldater skubber Frankrig ud af Centralafrika

    Angrebet fandt sted den 22. april, og blev ifølge Malis regering udført af jihadistiske terrorister. Ingen af de jihadistiske bevægelser i Mali har dog taget ansvar for angrebet.

    Malis hær har offentlig bedt befolkningen om ikke at iføre sig uniformlignende tøj. Ifølge hærens meddelelse kan civile, der bliver taget i at gå med uniform eller andet camo-tøj, blive sigtet for at ”sløre grænsen mellem civilbefolkning og militære styrker”, skriver The Continent.

  • 10:34

    Peru: Brand i guldmine koster 27 mennesker livet

    Skrevet af Emil Gundel

    En elektrisk kortslutning startede lørdag en brand, der kostede 27 minearbejdere livet uden for byen Yanaquihua i det sydlige Peru, skriver Al-Jazeera. Redningsarbejdere kunne først komme ind i minen og bringe de omkomne ud omkring kl. 18 dansk tid, da ilden endelig var under kontrol.

    Guldminen drives af det peruvianske selskab Minera Yanaquihua, der primært udvinder ædelstene og dyrebare metaller fra den sydamerikanske undergrund. Mineindustrien står for omkring otte procent af Perus bruttonationalprodukt. Der er også flere illegale miner i landet, som er den største producent af guld i Latinamerika.

    Arbejdet i minerne koster hvert år adskillige dødsfald, men weekendens brand er Perus værste enkeltstående ulykke i flere år. I 2022 omkom 39 mennesker på grund af mine-relateret aktivitet i landet.

  • 2 år siden

  • 14:28

    Voldsomme demonstrationer raser i det nordøstlige Indien

    Skrevet af Emil Gundel

    Specialenheder fra den indiske hær er blevet sendt til Manipur for at stoppe urolighederne i den nordøstlige provins, rapporterer Al-Jazeera. Der er indført udgangsforbud i størstedelen af provinsen, internettet er blevet blokeret, og politifolk og soldater har fået tilladelse til at skyde, hvis de andre tiltag ikke er tilstrækkelige.

    Urolighederne begyndte som demonstrationer i sidste uge, hvor provinsens kristne kuki- og nagi-mindretal protesterede mod den hinduistiske meitei-befolknings forsøg på at få samme juridiske særstatus, som stammefolket kukierne har.

    Kukierne og nagierne mener ifølge Al-Jazeera ikke, at meiteierne er en udsat etnisk gruppe, fordi de udgør flertallet af provinsens befolkning. Minoriteterne frygter, at meiteierne kan bruge den juridiske særstatus til at overtage de mindre gruppers land i provinsens bakke- og skovdistrikter.

    Da der er lukket for internettet og meget begrænset adgang for journalister til provinsen, er der stor usikkerhed om urolighedernes omfang, men der er meldinger om over 50 døde og mere end 23.000 internt fordrevne.

    Søndag blev udgangsforbuddet løftet mellem klokken 7 og 10 om morgenen i Churachandpur-distriktet. Området havde tidligere lagt gader til mange demonstrationer, men ifølge hæren var natten til søndag forløbet uden nye sammenstød.

  • 11:49

    Israel river EU-støttet skole ned på Vestbredden

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Søndag morgen blev en skole på Vestbredden revet ned af israelske sikkerhedsstyrker. Der er tale om en skole i den lille landsby Jubbet Adh Dhib, som blev støttet af EU-bistand.

    EU fordømmer handlingen i en meddelelse fra udenrigstjenesten søndag. EU-diplomater har tidligere bedt de israelske myndigheder om at lade skolen være, men søndag blev den altså ødelagt.

    EU minder i meddelelsen israelerne om, at nedrivninger er ulovligt ifølge international lov, og at børns ret til uddannelse bør respekteres. Derudover opfordrer unionen Israel til at stoppe alle nedrivninger og fordrivelser.

    Den amerikanske interesseorganisation J-Street, der kæmper for fredelig sameksistens mellem palæstinensere og israelere, fordømmer ligeledes nedrivningen. Organisationen skriver, at ødelæggelsen af skolen skete på baggrund af et retskrav fra den israelske organisation for bosættere, Regavim.

    Ifølge EU’s udenrigstjeneste blev 954 bygninger enten besat eller revet ned på Vestbredden af israelske myndigheder sidste år. Det har ført til, at 1032 mennesker er blevet fordrevet, og tendensen fortsætter i år, understreger EU i meddelelsen.

    Storbritanniens konsulat i Jerusalem kritiserer ligeledes nedrivningen af skolen på Twitter, og tilføjer, at Israel bør stoppe med planerne om at nedrive yderligere 57 skoler på Vestbredden.

  • 11:46

    Efter 12 år er Syrien igen med i Den Arabiske Liga

    Skrevet af Emma Katrine Bremer Holmgaard

    Udenrigsministre fra Den Arabiske Ligas medlemslande er blevet enige om at genoptage Syriens medlemskab, skriver Al-Jazeera. Beslutningen blev truffet søndag, da ministrene mødtes i Den Arabiske Ligas hovedkvarter i Kairo.

    Syriens medlemskab i Den Arabiske Liga blev annulleret, efter præsident Bashar al-Assad i 2011 førte landet ud i en borgerkrig, der siden har dræbt næsten en halv million mennesker og fordrevet yderligere 23 millioner.

    Efter al-Assad har fået mere og mere kontrol over det syriske territorium, har arabiske stater talt for en normalisering af de diplomatiske relationer med Damaskus. Blandt andre USA og Storbritannien kritiserer Syriens fornyede medlemskab af den Arabiske Liga som en blåstempling af al-Assads regime.

    Men et tættere samarbejde med Syrien er ifølge den jordanske udenrigsminister et vigtigt skridt mod en “arabisk-ledet politisk vej” ud af landets borgerkrig, der særligt har sendt flygtninge til nabolandene, hvoraf flere er blandt de 22 medlemmer i Ligaen.

    “Den syriske krise har haft meget negative konsekvenser for nabolandene. Nabolandene og regionen, især de arabiske lande, føler, at situationen bliver nødt til at blive løst. Det er derfor, vi er nået til dette punkt,” lyder det fra assisterende generalsekretær for Den Arabiske Liga, Hossam Zaki.

  • 11:23

    Zimbabwe lancerer digital valuta for at mindske afhængighed af dollaren

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Fra i dag vil Zimbabwes centralbank udstede en digitale valuta baseret på værdien af landets guldreserver, som den zimbabwiske befolkning kan bruge til at handle med hinanden eller med virksomheder, skriver Quartz.

    Internationale guldpriser vil diktere prissætningen af de nye tokens, som centralbanken håber kan afhjælpe afhængigheden af den amerikanske dollar og dermed landets galoperende inflation.

    “Udstedelsen af ​​de guldstøttede digitale tokens er tænkt til at udvide de værdibevarende værktøjer, der er tilgængelige i vores økonomi, øge paletten af ​​investeringsinstrumenter og udvide offentlighedens adgang til og brug af dem,” udtaler John P. Mangudya, chefen for Zimbabwes centralbank.

    Zimbabwe er langt fra det eneste land, der for tiden prøver på at blive mindre afhængig af den amerikanske dollar.

    Læs også: En BRIKS-valuta kan ryste dollarens dominans

    På det seneste har Brasilien og Argentina undersøgt muligheden for en fælles valuta. Indien og Malaysia er blevet enige om at handle med den indiske rupee. Saudi-Arabien, Iran og Venezuela arbejder angiveligt på at handle med kinesiske yuan. Og i marts lød det fra Rusland, at BRIKS-landene arbejder på et fælles alternativ til dollaren mellem de fem stormagter.

  • 2 år siden

  • 11:04

    Sri Lanka hiver første store investering i havn efter gældskrise

    Skrevet af Søren Steensig

    Det statsejede kinesiske selskab China Merchants Group har indgået en aftale om at bygge et transportcenter ved havnen i Sri Lankas hovedstad Colombo. At udvikle og opføre komplekset vil koste 392 millioner dollar (eller godt og vel 2,5 milliarder kroner, red), skriver South China Morning Post.

    Investeringen er den første store handel med udlandet, Sri Lanka har indgået, siden landet sidste år ikke var i stand til at afdrage på sin udenlandske gæld. Den økonomiske krise affødte en social og politisk krise, der blev slutningen på et årtier-langt familiedynasti i srilankansk politik.

    Læs også: Comeback-kongen: Sri Lankas nye præsident er samme gamle magtelite

    Men nu er det altså lykkedes premierminister Ranil Wickremesinghe at hive kinesiske yuan til ø-nationen igen. China Merchants Group har i alt postet mere end to milliarder dollar (eller godt og vel 13,5 milliarder kroner, red) i særligt transportprojekter i Sri Lanka.

    Det kinesiske selskab ejer 70 procent af virksomheden, der skal bygge det nye kompleks. China Merchants Group kalder projektet for det største logistikcenter i det sydlige Asien, og efter planen skal det stå færdigt i 2025.

    Kritikere i og udenfor Sri Lanka, særligt i USA og Indien, er bekymrede for, at kineserne får en strategisk fordel i adgangen til det Indiske Ocean, eftersom havnen i Colombo er den eneste dybhavshavn mellem Singapore og Dubai.

    I 2017 overdragede Sri Lankas daværende regering havnen i Hambantota til kineserne i en leasingaftale på 99 år, efter ø-nationen ud for Indiens spids ikke kunne afdrage på deres gæld til Beijing.

  • 10:59

    Danmark støtter kvindelige iværksættere i Ukraine med 35 millioner

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Ud over den omfattende militære støtte til Ukraine, er der behov for at investere i landets fremtid. Det mener udviklingsminister Dan Jørgensen (S), som netop har løftet sløret for ny støtte til det krigsramte land.

    Danmark vil nemlig investere knap 35 millioner kroner gennem Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) i ukrainske IT-iværksættere, særligt til IT-kyndige kvinder, lyder det i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet tirsdag.

    Det er første gang, at IFU investerer i Ukraine siden krigens start. Krig øger behovet for offentlige investeringer, da det skaber en udpræget risiko for private investeringer.

    ”Vi ser, at de private investorer gerne vil hjælpe Ukraine, men er forhindrede på grund af den høje investeringsrisiko. Der kan den danske stat stille sig sammen med iværksætterne og investorerne, så investeringerne sker. Det gør vi nu ved at lade IFU tage risikoen og investere med i en ny investeringsfond,” udtaler Dan Jørgensen.

    Ifølge udenrigsministeriet beskæftiger tech-sektoren i Ukraine i dag omkring 300.000 mennesker, og er den tredjestørste eksportsektor efter landbrug og minedrift. Ukraines eksportindtægter fra IT er steget fra omkring 650 millioner kroner i 2003 til 50 milliarder i 2022.

    Den danske investering indgår i en større investeringsfond på 1,7 milliarder kroner, hvor blandt andre tyske og hollandske udviklingsbanker samt Verdensbanken har bidraget.

  • 10:20

    Kvindelige elitebrydere protesterer i New Delhi

    Skrevet af Emma Katrine Bremer Holmgaard

    Toppen af indisk brydning for kvinder har de seneste ti dage protesteret på den indiske hovedstads centrale Jantar Mantar-plads – et stenkast fra parlamentet. De anklager lederen af landets brydeforbund, Brijdhushan Sharan Shakran Singh, for at have chikaneret adskillige kvindelige sportsfolk seksuelt. Det skriver Al-Jazeera.

    Den 66-årige Singh, som også er parlamentsmedlem for premierminister Narendra Modis Bharatiya Janata Party, afviser dog alle anklagerne.

    Brydere, ledet af de olympiske medaljevindere Sakshi Malik og Bajrang Punia, gik første gang på gaden i New Delhi den 18. januar. Commonwealth Games-guldvinderen Vinesh Phogat fortalte dengang, hvordan Singh og en række trænere over en årrække har chikaneret de kvindelige brydere.

    “Kvindelige brydere er blevet seksuelt chikaneret på nationale lejre af trænere og WFI-præsidenten,” sagde den 28-årige Vinesh Phogat og fortsatte.

    “Jeg kender mindst 10 til 20 piger i nationallejren, som har fortalt mig deres historier.”

    Men efter at regeringen forsikrede dem om, at et tilsynsudvalg ville undersøge beskyldningerne, afblæste bryderne de indledende protester den 20. januar. I sidste uge blev protesterne så genoptaget, efter at politiet endnu ikke havde lagt en formel sag an mod Singh eller gennemført en undersøgelse mod ham.

    Nu kræver sportsfolkene på Jantar Mantar-pladsen en “øjeblikkelig anholdelse”. De har desuden anmodet højesteret om at gribe ind, som efterfølgende har pålagt politiet at anlægge sag mod Singh.

  • 2 år siden

  • 12:15

    Lula strides med tech-giganter om regulering af internettet

    Skrevet af Emil Gundel

    I denne uge blev Google tvunget til at fjerne et link fra sin brasilianske side, beretter Al-Jazeera. Linket førte til en tekst, hvor der står at lov nr. 2630 – der også er kendt som ’Fake News-loven’ – vil føre til omfattende offentlig forvirring.

    Teksten opfordrede derefter læserne til at kontakte deres repræsentanter i det brasilianske parlament, for at udtrykke deres modstand imod loven.

    Brasiliens justitsminister, Flavio Dino, forlangte at linket blev fjernet indenfor to timer og fortalte at Google ellers ville få en bøde på cirka 1.335.000 kroner for hver time, linket forblev online. Google fjernede linket to minutter efter justitsministerens besked.

    Brasiliens højesteret har beordret lederne af store tech-firmaer, herunder Google, Meta og Spotify, til at afgive vidnesbyrd om spredningen af misinformation omkring lov nr. 2630.

    ’Fake News-loven’, der stadig er under behandling i det brasilianske parlaments underhus, er præsident Lula da Silvas store tiltag imod, hvad han kalder ’wild west’ tilstandene på de sociale medier.

    Lula da Silva har blandt sagt at ’fake news’ var en af de primære årsager til at tilhængere af tidligere præsident Jair Bolsonaro i januar stormede landets højesteret, parlament og præsidentpalads i et forsøg på at få ændret resultatet af valget, der bragte da Silva til magten.

    Loven, der bliver sammenlignet med forordningen om digitale tjenester som EU vedtog sidste år, er langt det mest vidtrækkende forsøg på at regulere internettjenester på det sydamerikanske kontinent.

    Hvis loven bliver vedtaget, vil det blandt andet betyde, at de store internettjenester vil skulle stå til ansvar for udbredelse af misinformation og for at facilitere delingen af ulovligt og ekstremistisk indhold.

    Den brasilianske regerings kamp imod ’wild west’-tilstandene på de sociale medier førte i sidste til en kortvarig lukning af appen Telegram. Læs mere om baggrunden for lukningen her.

    Ifølge Al-Jazeera er det uvist om ’Fake news’-loven vil blive vedtaget af det brasilianske parlament, fordi tech-giganterne er gået sammen med de konservative og evangelistiske parlamentarikere om at stoppe loven.

  • 11:39

    “Majsens hjemland” kæmper for at holde amerikansk gmo-majs ude

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Mexico er stolt over at være majsens hjemland. Majs blev først kultiveret i det nordamerikanske land for omkring 9.000 år siden – og mexicanerne værner i den grad om den kulinariske arv. Det kommer blandt andet til udtryk i en mindre ”handelskrig” mellem Mexico og USA. Amerikanerne ønsker nemlig at eksportere genmodificeret majs over den sydlige grænse. Det forsøger de mexicanske myndigheder at få stoppet. Og det huer ikke amerikanerne.  

    USA har nu krævet konsultationer under den nordamerikanske handelsaftale, USMCA (tidligere kendt som NAFTA), da de amerikanske myndigheder mener, at Mexicos forsøg på at hindre import af de genmodificerede majs er i modstrid med pagten. Det kan i sidste ende føre til sanktioner.

    Mexicos viceminister for landbrug, Victor Suarez, mener, at det amerikanske krav er et knæfald for store agrokemiske virksomheder som Bayer, BASF og ChemChina.

    “USA’s krav til Mexico handler om interesser fra producenter af frø, agrokemiske virksomheder og andre fødevareproducerende oligopoler,” har han udtalt, ifølge Yahoo Finance.

    Kravet kommer efter myndighederne i Mexico har arbejdet med planer om at forbyde gmo-majs i landet. Myndighederne er ellers gået en smule på kompromis med planerne, da man siden har nævnt, at majs til industrielt brug og kvægfoder ikke bliver inkluderet i forbuddet.

    Mexico frygter, at import af gmo-majs kan true den store variation af majssorter i landet. Et studie fra 2001 viste, at der tilsyneladende var spor af genmodificeret majs i lokalt produceret majs, der ellers skulle være gmo-fri.

    Siden da har mexicanske myndigheder indført flere tiltag, som skal begrænse importen af genmodificerede majs fra den nordlige nabo. I 2021 indførte myndighederne et forbud mod dyrkning af gmo-majs i Mexico, og samtidigt udtrykte præsidenten ønske om at udfase import af genmodificerede majs inden 2024, lyder det i en analyse af LatAm Dialogue.

    Majs spiller en stor rolle i traditionel mexicanske mad, og det er hovedingrediensen i kendte retter som tacos og tortillas. Det er også en afgrøde, der har en stor betydning for oprindelige folk. I mayaernes skabelsesberetning, Popul Vuh, skabte guderne de første mennesker af majs.

  • 10:57

    Israel-Palæstina: Våbenhvile efter fanges sulte-død starter uro

    Skrevet af Søren Steensig

    Efter at have sultestrejket 87 dage i et israelsk fængsel døde palæstinenseren Khader Adnan tirsdag. Det er første gang i 30 år, en fange i israelsk varetægt er død af at sultestrejke.

    Adnan var en ledende skikkelse for gruppen Islamisk Jihad, og dødsfaldet fik straks palæstinensiske grupper til at affyre raketter mod flere israelske byer. I byen Sderot, øst for Gaza-striben, blev tre personer, herunder en udlænding, såret under angrebene. Ifølge det israelske militær blev det sydlige Israel ramt af mindst 30 raketter i løbet af tirsdag og natten til onsdag.

    Israelerne svarede blandt andet tilbage ved at sætte angrebsfly ind mod bevæbnede grupper i Gaza. Ifølge Hamas angreb også en israelsk tank gruppens udkigsposter i Gaza.

    I løbet af tirsdag samledes palæstinensere til demonstrationer for at sørge over Adnans død og give udtryk for deres frustrationer. I Hebron på Vestbredden lukkede butiksejerne deres virksomheder, mens hundredvis af mennesker marcherede i gaderne. Nogle af dem kastede sten og flasker efter israelske soldater, der svarede igen med at affyre tåregas og gummikugler. Der er ingen rapporter om tilskadekomne.

    Omkring daggry onsdag var voldshandlingerne afsluttede, fortæller en talsmand for Islamisk Jihad. De bevæbnede palæstinensiske grupper og det israelske militær har indgået en foreløbig våbenhvile, som er kommet i stand med hjælp fra FN, Qatar og Egypten, lyder det fra to palæstinensiske embedsmænd.

  • 2 år siden

  • 13:58

    Lande i det sydlige Afrika vil have deres egen “grønne mur”

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    I årevis har lande syd for Saharaørkenen arbejdet med planen om at plante en række af træer på tværs af Afrika. “Den Store Grønne Mur,” som projektet kaldes, har nu inspireret landene i det sydlige Afrika, som er i færd med at lægge planer for deres egen naturmur.

    De 16 lande i den regionale sammenslutning Det Sydafrikanske Udviklingssamfund (SADC) er alle med på idéen, som lige nu går under navnet SADC Great Green Wall Initiative. Landene har været samlet for at diskutere planerne ved flere lejligheder dette forår, hvor der samtidigt har været repræsentanter fra Den Afrikanske Union, sammenslutningen af tidligere britiske kolonier, Commonwealth, Verdensbanken samt FN-sekretariatet for bekæmpelse af ørkendannelse (UNCCD), skriver UNCCD i en meddelelse om projektet.

    “Vores kollektive bestræbelser bør støtte os i arbejdet med at skabe en grøn og modstandsdygtig fremtid i SADC-regionen,” har direktionssekretæren i SADC, Elias M. Magosi, nævnt.

    SADC-regionen strækker sig over et område på 10 millioner kvadratkilometer, og der er udfordringer med tørke, udpining af jord og ørkendannelse. Det er udfordringer, som kan afhjælpes ved at styrke naturen. Landene skal arbejde videre med planerne, herunder at skaffe finansiering til projektet. Samarbejdspartnere har imidlertid allerede udtrykt interesse i at hjælpe med at skaffe midlerne, beretter UNFCCC.

    Arbejdet med den Store, Grønne Mur lidt længere nord på kontinentet går fremad, men udviklingen er meget ujævn fra land til land, ifølge de seneste opgørelser. Projektet er også ved at forvandle sig i udformning fra en mur til en mosaik med mere spredte naturområder frem for en lang række af træer, lyder det. Det kan man blive klogere på ved at se en dokumentarfilm om projektet, som vi anmeldte på Globalnyt sidste år.

  • 13:09

    Skal Syrien genoptages i Den Arabiske Liga?

    Skrevet af Emma Katrine Bremer Holmgaard

    Udenrigsministre fra Irak, Egypten, Saudi-Arabien og Jordan mødtes mandag den 1. maj i Jordans hovedstad Amman, skriver Al-Monitor. Temaet for mødet var Syriens tilbagevenden til Den Arabiske Liga – en organisation for arabiske stater, der arbejder for et samarbejde inden for blandt andet handel, kultur og opretholdelse af medlemslandenes uafhængighed.

    For at Syriens præsident Bashar al-Assad igen skal sidde med i organisationen, er det helt nødvendigt at finde en løsning på konflikten i landet, mener flere medlemmer. I sidste måned foreslog Jordan en fredsplan, og i går skulle diplomaterne så yderligere diskutere emner som flygtninge, vandressourcer, grænsesikkerhed og narkotikasmugling.

    Efter mødet udsendte ministrene en erklæring, hvori de skriver, at alle “illegitime udenlandske tropper” skal forlade Syrien. De blev også enige om at fortsætte med at sende humanitær bistand til Syrien og at samarbejde om “sikker og frivillig” tilbagevenden af ​​syriske flygtninge til Syrien.

    Det er dog ikke alle medlemslande, der er lige åbne over for et syrisk medlemskab. The Wall Street Journal rapporterede i sidste måned, at mindst fem medlemmer af Den Arabiske Liga nægter at genoptage samarbejdet med Damaskus, herunder Marokko, Kuwait, Egypten, Yemen og Qatar.

    Syrien blev suspenderet fra Den Arabiske Liga i 2011 som reaktion på regeringens voldelige undertrykkelse af protesterne under Det Arabiske Forår. Mange lande i regionen som Saudi-Arabien og Tyrkiet afbrød forbindelserne med Syrien og begyndte at støtte syriske oprørsgrupper, der kæmpede mod Assad.

  • 10:50

    Indien blokerer apps for at forhindre Kashmir-kontakt til Pakistan

    Skrevet af Søren Steensig

    Den indiske regering i New Delhi har lukket for befolkningens adgang til hele 14 besked-tjenester. En højtrangerende embedsmand i Indiens efterretningstjeneste fortæller til CNN News18, at appsne er blevet brugt til at “sprede terroristisk propaganda” og “ophidse ungdommen” i den ustabile Kashmir-Jammu-provins.

    Efter Meta, der også ejer blandt andet Facebook og Instagram, ændrede retningslinjerne for privatliv på besked-tjenesten WhatsApp i 2021, skiftede mange indere til andre krypterede, kommunikationstjenester.

    Læs også: Indiens regering bevæbner civile hinduer i Kashmir-provinsen

    Det gjorde Kashmir-provinsens overvejende muslimske separatist- og terrororganisationer også. Regeringen har påvist, at organisationerne Hizbul Mujahideen og Resistance Front, der har opbakning i Pakistan, har brugt den canadiske app Nandbox Messenger.

    De blokerede apps tæller Crypviser, Enigma, Safeswiss, Wickrme, Mediafire, Briar, BChat, Nandbox, Conion, IMO, Element, Second Line, Zangi og Threema.

    Flere af appsne er ikke alene krypterede, men behøver heller ikke internet, fordi de krypterede beskeder udveksles direkte mellem brugernes telefoner. Det gør tjenesterne ideelle i Kashmir-Jammu, hvor regeringen ofte lukker ned for internetadgangen.

  • 10:41

    Ny reform i Uzbekistan forlænger præsidentens periode ved magten

    Skrevet af Emma Katrine Bremer Holmgaard

    Ved søndagens folkeafstemning vedtog Uzbekistan en pakke med forfatningsændringer, der giver præsident Mirziyoyev Shavkat mulighed for at stille op til yderligere to 7-årige valgperioder, skriver Deutche Welle.

    Præsidentens nuværende mandat var sat til at udløbe ved valget i 2026. Men med de nye ændringer nulstilles Mirziyoyev Shavkats valgperiode, så han potentielt kan ende med at sidde på magten indtil 2040. 

    Adskillige andre autokratiske ledere, såsom Ruslands Vladimir Putin og Tyrkiets Recep Erdogan, har truffet lignende beslutninger for at forlænge deres perioder ved magten.

    Den tidligere præsident af Uzbekistan, Islam Karimov, døde i 2016. Og Mirziyoyev Shavkat, som var hans loyale premierminister i 13 år, kom til magten samme år. Han vandt en anden periode med 80 procent af stemmerne i oktober 2021.

    Den nuværende præsident præsenterer sig selv som meget mere progressiv end sin forgænger. Han har blandt stået i spidsen for reformer, der forsøger at komme tvangsarbejde i bomuldsmarkerne til livs samt kriminalisere vold i hjemmet.

  • 2 år siden

  • 18:03

    Brasilien lukker ned for chattjenesten Telegram

    Skrevet af Emil Gundel

    En føderal brasiliansk dommer har beordret en midlertidig nedlukning af det sociale medie Telegram, der primært fungerer som en chat tjeneste, skriver Deutsche Welle.

    Det skyldes, at tjenesten har nægtet at videregive informationer om nynazistiske chatgrupper, og er en del af en større indsat imod større indsat imod skoleskyderi og andre former for angreb på skoler og børnehaver.

    Der har været seksten tilfælde af sådanne angreb i Brasilien i de seneste 20 år, men næsten halvdelen af angrebene har fundet sted indenfor det seneste år.

    Tilbage i november myrdede en teenager med et hagekors på sin taske fire mennesker i to forskellige skoler, og tidligere i april dræbte en mand fire børn i en børnehave med en økse.

    Både Brasiliens højesteret og præsident mener, at en stor del af skylden ligger hos uregulerede sociale medier, og er i gang med at lave ny lovgivning på området.