Happy hopper af motorcyklen og går mod mig med faste skridt og et stort smil. Hun går i høje stiletter, og en farvestrålende kjole flagrer om hende. Læberne er dækkede med et gavmildt lag rød læbestift. Hun kigger på mig med mørke, skinnende øjne og tager med det samme min hånd, selvom det er vores første møde.
Jeg er kommet i kontakt med Happy gennem en dansk bekendt, som hun har forsøgt at sælge sex til. Han gav mig hendes kontaktoplysninger og spurgte, om STEPS Tanzania, hvor jeg var i praktik, kunne hjælpe hende.
Happy er barn af en alenemor og har en stedfar, som betalte for sine egne døtres uddannelse, men ikke ville betale for hendes. Som teenager tog hun to forældreløse børn under sine vinger, og for at kunne forsørge dem begyndte hun at sælge sex. For to år siden fik hun selv et barn, så nu forsørger hun tre børn, som bor hos hendes mor og stedfar. Hun bor der ikke længere selv, da stedfaren er voldelig overfor hende.
”Jeg sover overalt,” fortæller hun med nedslået blik og lavmælt stemme, da jeg spørger, hvor hun bor. Hun har ingen hverdagsrutiner, og typisk har hun ikke spist i 24 timer, når jeg møder hende. Hun holder primært til ved stranden omkring luksuriøse hoteller på Mbezi Beach i Dar es-Salaam, Tanzanias største by og uofficielle hovedstad.
De ansatte på stam-hotellet ringer til hende, hvis hun ikke er der en aften. Når hun ikke har penge til taxaen, tilbyder de at betale, og hun får altid gratis drinks i baren. Happy er en af de sexarbejdere, som hurtigt fanger gæsternes blikke, så hotellet er særligt interesseret i hendes tilstedeværelse.
Hun tjener 100.000 TSH (knap 300 kroner, red.) for en nat med en hvid mand. I Tanzania lever omkring halvdelen af befolkningen under FN’s fattigdomsgrænse på to dollars (knap 15 kroner, red.) per dag, og Happys indkomst er således relativt høj.
Happy hører under kategorien ’high class sexarbejdere’ i et forskningsprojekt fra Research International omkring sexarbejdere i Tanzania. De sover typisk med hvide, udenlandske mænd, holder til ved stranden, tjener meget mere end lokale sexarbejdere og har på overfladen en mere glamourøs livsstil med modetøj, drinks og dyre hoteller.
”Du er heldig, hvis du får en hvid kunde”
Under mit praktikophold i Tanzania assisterede jeg organisationen STEPS med at indsamle empiri om behov og udfordringer for sexarbejdere i Dar es-Salaam. STEPS tilbyder sundhedsydelser, uddannelse og indkomstmuligheder til målgrupper, der er særligt udsatte for HIV – herunder sexarbejdere som Happy.
Jeg mødte også søstrene Selam og Heavenlight. Heavenlight er 21 år gammel og har solgt sex, siden hun var 15 år for at sørge for sin familie. Hverken hun eller Selam har fået mulighed for at få fortsætte deres skolegang og få en uddannelse. Selam er 18 og lige startet med at sælge sex.
Hendes blik flakker rundt, mens hun smiler genert til mig. På dansegulvet er hun spændt op som en fjeder. Hun følger nænsomt efter sin søster, når hun forsøger at skaffe dem kunder og holder sig i baggrunden. Hun kigger ned i jorden, bider sig let i læben og piller ved sine fingre. De taler ikke engelsk og har ikke lige så mange hvide kunder som Happy.
”Hvis vi får en hvid kunde, er vi heldige. Så kan man tjene 100.000-200.000 TSH (omkring 300-600 kroner, red.) på en nat. Hvis vi forsøger at sælge sex i vores nabolag, får vi højst 5000 TSH (omkring 15 kroner, red.). Derfor foretrækker vi og andre piger fra vores nabolag at komme her”.
Vold fra udenlandske kunder
Livet som high class sexarbejder er udfordrende for de tre unge kvinder. Heavenlight og Selam bløder ofte efter samleje med deres kunder. Happy har en fast amerikansk kunde, der brænder hende med cigaretter. Kunder har taget kvælertag på hende, og hun er blevet voldtaget flere gange.
Hun fortæller, at hun kan blive udsat for vold af både kunder og deres forskellige partnere:
”Når du er ude, møder du mange sindssyge mennesker. Jeg bliver ofte bidt hårdt af alle mulige forskellige mennesker”.
Ifølge STEPS-medarbejderen Maria, der selv er tidligere sexarbejder, bliver kvinderne hyppigere udsat for vold af udenlandske end lokale kunder. Hun advarer særligt kvinderne mod at gå ombord på skibe fra Europa, Sydamerika og Nordamerika. Hun forklarer, at sømændene ofte truer med at smide kvinderne over bord, hvis de ikke tilbyder grænseoverskridende seksuelle ydelser.
”Sex kan let udvikle sig til tvungne gruppevoldtægter her,” tilføjer hun tørt.
På trods af de åbenlyse farer ved at sælge sex bliver kvinderne ofte længe i erhvervet. De mangler andre muligheder for at tjene penge. At sælge sex til hvide mænd fremstår trods forholdene som den bedste løsning.
High class sexarbejdere som Happy er endnu sværere at hjælpe ind i et andet job end lokale sexarbejdere. De har vænnet sig til en livsstil, som kun kan finansieres gennem fortsat at sælge sex til hvide mænd. Happy er, ligesom mange andre i hendes branche, begyndt at tage stoffer og har udviklet et misbrug.
Nu er hun endnu mere afhængig af en høj indtægt. Men sexarbejde har en udløbsdato. Yngre kvinder melder sig i stigende grad ind i konkurrencen om de udenlandske kunder, og de køber sjældent sex fra kvinder, som ikke som minimum er i 20’erne eller yngre.
Hvad Happy gør om et par år, ved hun ikke.
Alle personer i artiklen er er anonymiserede.
Elisabeth Tveit Nielsen er bachelor i antropologi og frivillig i RisingHope
