Skilsmisse efter godt 60 år

Fredag den 27. august udsendte Udenrigsministeriet en yderst kortfattet pressemeddelse, hvori det fremgår, at Danmark omstrukturerer sin udenrigstjeneste. Sidst i teksten oplyses det, at ambassaderne i Argentina og Tanzania lukkes. Senere samme dag fremgik det af en ny meddelelse, at både landeprogram og ambassade i Tanzania udfases og lukkes i 2024 .

Sidste efterår forudså journalist Jesper Heldgaard på side 16 i sin analyse af finanslovsforslaget for 2021 for Timbuktu Fonden faktisk dette scenarie:

’Tanzania er det land, der gennem årene har modtaget mest udviklingsbistand fra Danmark, men FFL21 mere end antyder, at der kan være nye tider på vej. Det nuværende danske landeprogram udløber i 2020, men forlænges med et tilsagn på 100 millioner kroner i 2021. Det betyder, at et nyt dansk landeprogram udskydes et år, og det bebudes, at omfanget af det langsigtede engagement i Tanzania afventer forløbet af valget i oktober 2020. Usikkerheden understreges af, at der ikke budgetteres med nye tilsagn efter 2021. Og at de forventede udbetalinger falder dramatisk til blot 5 millioner kroner i 2023.

Der var altså givet vink med en vognstang om, at landeprogrammet stod til lukning. Men det var mig bekendt ikke noget, der skabte debat. (Er der egentligt nogle, der laver lobby-arbejde i dansk politik pro udviklingsbistand for et specifik afrikansk land?) Det forklarer måske den overraskelse, som mange har givet udtryk for weekenden over.

Skilmisse
Jeg fik nyheden i en WhatsApp besked fra oppositionspolitikeren Zitto Kabwe, i hvis valgkreds i Kigoma jeg lavede feltarbejde i 2016. Han spurgte proaktivt: ’Hvad kan vi gøre for at ændre beslutningen?’.

Zitto uddybede, og fremhævede skiftet fra Magufuli til Samia. Et skift, han mener giver god grund til at blive ved med at støtte den demokratiske udvikling i Tanzania. For selvom den autoritære Magufuli, der døde i marts 2021, blev efterfulgt af Samia Suluhu Hassan – en kvindelig leder, der lagde ud med at tale kvinder op og som fik det kenyanske parlament til at grine med sig – så ved vi ikke helt endnu, om hun eller CCM-regeringen vil arbejde mindre autoritært og hen mod mere flerpartipolitik.

I forrige uge kaldte præsidenten unge, kvindelige fodboldspillere for ’fladbrystede’, og bad kvinder overveje hvordan deltagelse i sport kan mindske ens ægteskabsmuligheder, mens Freeman Mbowe, lederen af Tanzanias største oppositionsparti CHADEMA, i juli blev anklaget for konspiration og finansiering af terror – en anklage der af flere aktører ses som en fortsat intimidering af oppositionen .

Men Zitto peger også tilbage i historien. I 1970erne støttede Danida udviklingen længst ude i yderområderne som i for eksempel Kigoma ved Tanganyikasøen, hvor Zitto voksede op. Danida var med 60 år tilbage, da Tanzania var en ny og selvstændig nation:

’For de af os der har gået på skoler, der er blevet bygget af Danida, de af os som har set store vandprojekter støttet af Danida, som har set den rolle, Danmark har spillet i opbygningen af ​​demokrati i Tanzania, og nu den vej som Danmark helt sikkert var på vej til at tage mod at genopbygge demokratiet efter fire til fem års undertrykkelse under Magufuli, så er det virkelig, virkelig trist. Det er en beslutning fra den danske regering, og de har ret til at træffe denne beslutning. Som leder af et oppositionsparti, der virkelig har fået mulighed for at interagere med danske embedsmænd, den danske ambassade, og som har haft stor gavn af den danske støtte som er blevet givet til dette land, er det som en meddelelse om skilsmisse’.

Den ’rigtige’ årsag
Jeg blev selv overrasket over Udenrigsministeriets kortfattede meddelelse. Det var ingen tilstrækkelig forklaring, og i chat-grupper og på sociale medier diskuteredes det lørdag, hvad den ’rigtige’ årsag er:

Er det på grund af Magufuli og hans undertrykkende, autoritære stil? Er det på grund af korruptionen? Homofobien? Og hvad med dengang i 2018, hvor Ulla Tørnæs truede? Er det på grund af Tanzanias håndtering af Covid-19? Er det fordi, vi er blevet et mellemindkomstland og for fredelige til, at ingen flygter? Men hvad med Cabo Delgado?

Samtidig cirkulerede et videoklip på de sociale medier, der viser optagelser eller billeder fra et møde mellem Tanzanias udenrigsminister, Liberata Mulamula, og udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, der er med på storskærm. I videoklippet forklarer Møller Mortensen (på engelsk), at det for Danmark nu handler om ’at kigge mod skrøbelige situationer, og hvor det synes at være mest nødvendigt at anbringe dansk udviklingsbistand, og nogle regioner er virkelig skrøbelige, og meget fattige, og også migrationen rykker, og også på grund af klimaændringer og andre ting, er grunden til at vi bliver nødt til at ændre’. The Citizen har opsummeret mødet her.

I et interview med The Citizen slår den danske ambassadør i Tanzania ligeledes fast, at det handler om omprioriteringer, men at forholdet til Tanzania fortsætter.

Lukningen kan ikke begrundes i Magufulis autoritære stil, foragt for kvinder, homoseksuelle, kritiske medier og oppositionspolitikere, eller en opposition og civilsamfund der ikke kæmpede hårdt nok. Det kunne ellers være oplagt. Jeg erindrer dog, at den tidligere danske ambassadør i 2018 ikke holdt sig tilbage med hensyn til at tale pænt om Magufuli på Twitter, for eksempel ved åbningen af en 220 kilometer danskbygget vej, hvor han ønskede ”tillykke til #Tanzania og @JPMagufuli” (præsidenten, red.), og i et andet tweet er ”proud” af at være partner ved åbningen af en ny bankfilial på præsidentens hjemegn, og roser denne for en ”strong speech”

Læs også: Hvor går grænsen for Danmarks økonomiske diplomati?

Lukningen af et stort landeprogram i Tanzania frigiver resurser, der skal styrke en politik, som ifølge Kofod skal ’sikre danskernes sikkerhed og tryghed’. Det handler om den danske regering og dens politik, budgetter, alliancer og prioriteringer. Og her kan Tanzania tilsyneladende ikke nok. Det kan Taliban, terror og migranter til gengæld, som Lars Engberg-Pedersen skriver.

Læs også: Ud med Tanzania! Ind med Taliban? 

Vi er mange, der har rejst, arbejdet og forsket i Tanzania, og samtidig har vi i Danmark en mindre tanzaniansk diaspora. Mange af os har måske været i berøring med ambassaden og/eller dansk udviklingsbistand i Tanzania, og det kan godt være fremtiden uden betyder mindre dansk fokus på Tanzania fra officiel side, og hvad deraf følger. Den indtil videre kortfattede kommunikation fra Udenrigsministeriet kunne med fordel optimeres, så der skabes mere klarhed over fremtiden.