Konflikten i Mozambique – miniartikelserie
I en serie på tre artikler udlægger Mogens Pedersen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, konflikten i det nordlige Mozambique, der er taget til de sidste par år, og undersøger, hvad der ligger til grund for den eskalerende situation.
Første del: “Konflikten i det nordlige Mozambique har dybe rødder”
Anden del: “Skrantende økonomi har indflydelse på konflikt i Mozambique”
Tredje del: “Løsning på konflikt i Mozambique skal være bredspektret”
Dette er anden del af en artikelserie på tre, der zoomer ind på den eskalerende konflikt i det nordlige Mozambique i et forsøg på at klarlægge, hvad der er op og ned. Angreb begået af islamistiske grupper er taget til over de sidste år og har sendt op mod en fjerdedel af befolkningen i den nordlige Capo Delgado-provins på flugt.
Første del af serien kiggede nærmere på konflikten og Capo Delgado-provinsen, mens denne anden del kigger på Mozambiques økonomi som en del af forklaringen bag konflikten.
Rig undergrund har ført til flere fattige
I de senere år er det nemlig gået tilbage økonomisk i Mozambique. Det skyldes flere forhold.
Dels har regeringen i snart mange år søgt at fremme en økonomisk model med særlig sigte på udvinding og eksport af råstoffer. I nord drejer det sig især om naturgas (udnyttelsen er endnu ikke kommet så langt, at det rent faktisk eksporteres) og ædelsten. I den centrale del af landet er det først og fremmest kul, tungt sand, der indeholder flere værdifulde tungmineraler, og i nogen grad naturgas, og i den sydlige del af landet spiller aluminium, der eksporteres til Sydafrika, en væsentlig rolle. Disse udvindingsaktiviteter iværksættes med store udenlandske investeringer i kæmpeprojekter, der ofte skaber spændinger og konflikter med lokalbefolkningen for eksempel omkring kontrollen med landområder.
Samtidig er forbindelserne mellem råstofudvinding og den øvrige del af økonomien – især beskæftigelseseffekten – ringe. Et af problemerne med modellen er, at Mozambiques økonomi er meget følsom over for udsving i efterspørgsel og internationale priser, en problematik, der ikke er så forskellig i andre afrikanske lande. Efterspørgslen på nogle af disse produkter har i de senere år været faldende og bidraget til Mozambiques dårlige økonomiske udvikling.
Hertil kommer andre forhold, der i de senere år har bragt Mozambique økonomisk i knæ.
To voldsomme cykloner, Idai og Kenneth, hærgede Mozambique i første halvdel af 2019, og udover at flere millioner mistede deres hjem, har cyklonerne haft en yderst negativ indflydelse på landets økonomiske udvikling. Det er især gået ud over den stigende fattige del af befolkningen; knap to tredjedel af Mozambiques cirka 29 millioner indbyggere lever nu i fattigdom.
Frelimo-toppens milliardsvindel
Landets gældssituation går det heller ikke for godt med. Det bærer skandalesagen om regeringens hemmelige lån en stor del af skylden for.
I 2015-16 blev det afsløret at den mozambiquiske stat havde optaget tre lån til en samlet værdi på over to milliarder dollars – mere end 12 milliarder kroner.
Læs også: Sådan svindler man for milliarder
Lånene var optaget under den sidste tid i Armando Guebuzas regering (2005-15) og sket uden offentlighedens kendskab – og vel og mærke på ulovlig vis, da lånene ikke, som forfatningen ellers foreskriver, var blevet forelagt nationalforsamlingen til godkendelse.
Lånene, der kom fra storbanken Credit Suisse og det russiske finansselskab VTA-Capital, skulle gå til tre firmaer: tunfiskerifirmaet Ematum og to andre firmaer med andre maritime aktiviteter blandt andet i forbindelse med sikkerheden i farvandene ved Mozambiques over 2.000 km lange kyststrækning. Tunfiskerbådene blev rigtignok indkøbt og leveret ligesom andet udstyr til forstærkning af sikkerheden i kystområderne. En ekstern undersøgelse viste imidlertid, at der ikke kunne redegøres for anvendelsen af over 500 millioner dollars af det samlede lån.
I dag ligger de fleste af Ematums tunfiskerbåde stille ved havnen i Maputo, og de to andre firmaer er opløst og har ingen aktiviteter. Alt tyder på, at højtstående Frelimo-folk (partiet Frelimo har siddet på magten i Mozambique siden uafhængigheden i 1975, red.) var direkte involveret i sagen om de hemmelige lån, herunder ikke mindst daværende præsident Guebuza og den nuværende præsident, Filipe Nyusi, der var forsvarsminister under Guebuza og altså havde ansvaret for den maritime sikkerhed. Den daværende finansminister Manuel Chang, som på ulovlig vis underskrev låneaftalerne, sidder for øjeblikket fængslet i Sydafrika, hvor først USA og siden også Mozambique har krævet ham udleveret.
Mange civilsamfundsorganisationer i Mozambique, oppositionspartierne og de fleste donorer har krævet, at sagen bliver fuldstændig opklaret, og at de skyldige stilles for retten. En del mindre væsentlige figurer er blevet arresteret, men intet tyder på at de hovedansvarlige vil blive stillet til ansvar, da dette ville indbefatte Frelimos øverste ledelse. Det er politisk umuligt.
Enorm gældsbyrde
Tilbage til Mozambiques gæld, som nu er oppe på over 130 procent af bruttonationalproduktet. Det gør den til en af de største i Afrika, hvor der ellers generelt de seneste ti år er sket en hurtig voksende gældslettelse. Det betyder en voksende rente og afbetalingsbyrde, som vurderes at udgøre omkring 30 procent af det årlige offentlige budget. Resultatet har været nedskæringer af offentlige udgifter til uddannelse og sundhed.
På grund af de hemmelige lån, cyklonerne og senest Covid-19 har Mozambiques økonomiske vækst været for nedadgående de sidste 4-5 år og har været mindre end befolkningsvæksten på knap 3 procent. I oktober skønnede Verdensbanken, at væksten i 2020 for første gang i næsten 30 år bliver negativ – cirka minus 0,4 procent.
Mogens Pedersen er senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
