Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Toiletter. Ikke just et emne, journalister skriver om hver dag. Opfylder i hvert fald ikke nyhedskriterierne. For toiletter er ikke særligt opsigtsvækkende. Vi bruger dem jo alle sammen. Endda i en grad, så vi tager dem for givet. I hvert fald herhjemme.
Swahiligrammatik på toilettet
Med min afrikanske opvækst er det ganske anderledes. Da jeg som 5-årig i 1963 flyttede til den afsidesliggende tanzaniske landsby Sanjaranda sammen med mor, far og bror, fik vi bopæl i det, der nærmest må betegnes som et hønsehus.
Toiletfaciliteterne bestod af et udedas, så her skulle vi famle os frem med en lommelygte midt om natten mellem truende skygger for finde både det toiletskur og den trækasse med hul i, vi skulle benytte. Et vaskefad var der dog indenfor, men vi fik besked på at bruge så lidt vand som muligt. Så det blev ikke til så meget.
Senere blev toilettet dog centrum i vores hønsehus, der nu efter ombygning var blevet til en rigtig pæn bolig for de nybagte missionærer. Centrum var vandklosettet, fordi det lå midt i huset. Centrum, fordi der lige over for siddepladsen var en stor plakat med swahiligrammatik. Så kunne man sidde og øve sig dér i fred og ro. Ki-tu er ting. M-tu er menneske. Wa-tu er mennesker (i flertal), ye-tu er vores og så videre. Jo, jeg kan huske det endnu 60 år efter…
En brise forneden da man satte sig
Da jeg lige var fyldt 7 år, blev jeg placeret på en svensk kostskole 300 kilometer væk i Nzega lidt nord for Tabora. Internatet brillerede også her med udedas, men på samlebånd, så at sige. Et langt skur for henholdsvis drenge og piger, og så sad man ellers dér på rad og række med klar besked fra rektor om, at man ikke måtte sidde der mere end 2 minutter for at gøre plads til andre.
Det var nu ikke et problem at gøre sin nødtørft rimeligt hurtigt, for man kunne med det samme høre en flaksen og mærke en let brise forneden, når flagermus langs med det runde hul i toiletkassen hurtigt flagrede væk og ned i septiktanken, da man satte sig. Ikke desto mindre blev udedassene bag sovesalene samlingssted for os drenge, da vi blev unge og forelskede i en ny pige hvert semester.
Her hang vi ud, og her skrev jeg også en sang om at tænke positivt trods al modgang. Sangen ”Låt oss tänka positivt” blev siden sunget af det elevkor, jeg ledte, på et forældremøde, hvor skolens ledelseskrise skulle drøftes.
Det skal med i fortællingen, at skolen senere fik vandkloset – et til pigegangen og et til drengene. Men der måtte kun skylles ud én gang i døgnet.
Balancerede på pinde over toiletgrav
Vi tog også på udflugt i skolens omliggende natur, besteg bjerge, skød firben på klipperne med slangebøsse, og nød den medbragte madkurv. Lutter idyl – lige indtil man skulle på toilettet.
Det sidder stadig i mig, at jeg en gang skulle gøre det store, satte mig bag en busk, og efter endt forehavende rakte ud efter et stort blad at tørre mig i. ”Fedt, at naturen selv sørger for toiletpapir,” tænkte jeg. Men ak, bladet var fuldt af små stikker… og jeg har fortrængt, hvordan jeg fik kravlet mig tilbage til skolen den dag.
Så vil jeg sige, at bladene var anderledes bløde i den totalt gennemsigtige hytte, der skulle gøre det ud for et toilet i en landsby ved Tanganyikasøens bred i DR Congo. I 2014 rapporterede jeg fra et af Brødremenighedens sundhedsprojekter og skulle efter en serie interviews med de lokale altså på toilettet.
Jeg blev vist vej op ad en bjergskråning til en hytte, der nærmest kun bestod af lige dele pinde og luft. Det samme gjorde ”gulvet”, hvor man kunne kigge direkte ned i en stinkende mørk toiletgrav med fluerne surrende rundt over det hele. Balancerende på disse pinde fik jeg gjort det nødvendige og var endnu en gang taknemmelig for, at store blade var indenfor rækkevidde.
Senere fandt jeg ud af, at sundhedsprojektet også indbefatter toiletter, der på sikker og hygiejnisk vis sørger for landsbyboernes sundhed. Cementgulvet er sikkert, stabilt og muligt at gøre rent. Og en særlig klap på væggen sikrer, at den dårlige luft kan komme ud, uden at fluer og andre insekter kommer ind.
Toiletterne var klar i 34 landsbyer på Tanganyikasøens østbred. Brødremenighedens sundhedsprojekt var blot ikke fuldt implementeret i 22 landsbyer i DR Congo på søens vestbred.
1 enkelt toilet til 650 elever
Hvorfor nu al den snak om toiletter. Jo, fordi det hvert år den 19. november er World Toilet Day, markeret af FN for netop at gøre opmærksom på sanitære forhold som absolut nødvendige for en befolknings sundhed. 3,6 milliarder mennesker lever stadig med toiletter af dårlig kvalitet, der ødelægger deres helbred og forurener deres miljø, skriver FN. Det er næsten halvdelen af Jordens befolkning.
Her kan jeg med min baggrund kun være taknemmelig for som journalist at skrive for hjælpeorganisationer, som sikrer ordentlige og hygiejniske toiletforhold for fattige befolkninger. En af dem er Mission Øst, som netop har etableret seks toiletter på et gymnasium i Afghanistan, hvor de 650 studerende ellers kun havde ét enkelt toilet til rådighed. Fire håndvaske og en ordentlig vandforsyning sikrer, at de også kan vaske hænder efter toiletbesøg. For personer med handicap i nabolandet Tadsjikistan etablerer Mission Øst toiletter med handicapvenlige toiletsæder med støttegreb.
Vand, sanitet og hygiejne er ikke nemt at skrive om, så det virkelig bliver lækkert. Men absolut nødvendigt at fortælle om. God hygiejne sikrer, at vandbårne sygdomme ikke forpester menneskers liv med sygdom og død til følge.
Vandtankens overraskelse
Vand kunne vi godt have brugt mere af på Sanjaranda, hvor eneste ordentlige vandforsyning var regnvand opsamlet i store cementtanke. Tankene blev langsomt tømt under tørtiden og skulle renses, inden regntiden kom og fyldte dem på ny. Jeg glemmer aldrig, da min far kom ind til frokost med to døde firben liggende smuldrende på sine spredte fingre. Dem havde han lige fundet på vandtankens bund.
En anderledes sjov toilethistorie fik jeg, da min mor fortalte om den danske missionskasserers besøg på Sanjaranda. De havde ved et besøg for at handle i den nærmeste større by, Itigi, skullet på toilettet. Heldigvis var der et indisk toilet, det vil sige et toilet med et lille vandbassin på væggen til erstatning for en toiletrulle.
De to danskere sad på hver deres toilet med en væg imellem sig, da kassereren kaldte: ”Anne Lise! Kan du veksle en hundrede-shilling-seddel?”
