2012 var et komplet idiotisk tidspunkt at starte en alternativ kunstcafé i Vietnam på. Gallerier blev lukket ned, der var mangel på finansiering, og den kommunistiske regering, der sidder på 475 ud af 491 pladser i parlamentet, langede ud efter kunstnere.
Ikke desto mindre slog 29-årige Bill Nguyen og 43-årige Tram Vu i december samme år dørene op for kunststedet Manzi.
Manzi ligger i det centrale Hanoi og består dels af en café i stueetagen, dels af et galleri på 1. sal, hvor forskellige yngre vietnamesiske kunstnere udstiller. Her kan man også købe de udstillede værker, der er eksperimenterede og moderne.
Under opstartsfasen har Bill Nguyen og Tram Vu af flere omgange søgt om og fået tilskud til Manzi gennem den dansk-vietnamesiske Culturel Development and Exchange Fund (CDEF), der er en af fem komponenter i det danske Kulturprogram i Vietnam.
I dag løber Manzi økonomisk rundt og har ikke længere brug for tilskud. Der er heller ikke mere at komme efter fra dansk side, for ved udgangen af 2016 lukker kulturprogrammet efter 10 år.
’Take a book. Return a book’. Det lille skab, der hænger ved indgangen til Manzi, fungerer som bog bytte-skab.
Foto: Gerd Kieffer – Globalnyt
Børnebøger og politisk dialog
Det danske engagement i Vietnam er undergået store forandringer de seneste år. På grund af landets økonomiske vækst og en massiv nedgang i antallet af fattige blev den danske udviklingsbistand til Vietnam udfaset i 2015.
Det bilaterale samarbejde er nu et såkaldt comprehensive partnership – på dansk kaldet en bred partnerskabsaftale – der primært er centreret omkring handel. Udover nogle tiltag inden for miljø og klima er kulturprogrammet den sidste rest af det klassiske bilaterale udviklingssamarbejde – men ved udgangen af 2016 udfases kulturen.
Udover CDEF har kulturprogrammet blandt andet indført billedkunst som fag i folkeskolen, støttet kunst i det offentlige rum og ført an i en kulturel dialog på politisk niveau i Vietnam.
Den femte og sidste komponent i programmet handler om børnelitteratur, hvor danske børnebogsforfattere og -illustratorer er rejst til Vietnam for at undervise deres vietnamesiske kollegaer i den danske tilgang til børnelitteratur. Det har blandt andet betydet, at man er begyndt at aldersopdele bøgerne og et fokus på illustrationer som støtte til teksten i stedet for som fyld.
En dreng sidder fordybet i en af de børnebøger, der er blevet til som følge af det danske kulturprograms fokus på børnelitteratur.
Foto: Gerd Kieffer – Globalnyt
Hvem vander frøet, når det er sået?
Under sit besøg i Vietnam besøgte udenrigsminister Kristian Jensen Manzi og fik en rundvisning på stedet af de to grundlæggere. Han var meget imponeret og mener, at der i høj grad er brug for, at Vietnam igen lærer ”at udtrykke selvstændige holdninger, i stedet for at det hele er styret efter én linje, hvor det hele bliver meget monotont,” som han siger.
Alligevel bliver kulturprogrammet, der i høj grad har været med til at fremme dette gennem blandt andet sin støtte til alternative og kritiske kunstnere og den politiske dialog udfaset.
Fra regeringens side har man valgt at spare på udviklingsbistanden, og det har kulturen lidt under.
Lukningen af kulturprogrammet i Vietnam sker, samtidig med at Center for Kultur og Udvikling må dreje nøglen om, fordi deres støtte er stoppet. Faktisk fremgår ordet ”kultur” slet ikke af udspillet til den nye udviklingsstrategi.
”Jeg kan jo bare ikke ændre det faktum, at når vi i regeringen har besluttet at bruge mindre på udviklingsbistand, så er der nogle projekter, der er nødt til at blive sparet væk. Og derfor blev kulturbenet sat til side, fordi der var så mange andre væsentlige ting omkring miljø, omkring menneskerettigheder, omkring økonomisk udvikling, bekæmpelse af sult, som ligesom er det grundlæggende i udviklingsbistanden. Så det var en afvejning af, hvad der var muligt at reducere,” siger Kristian Jensen.
Nogle af de danske tiltag lader dog til at have bidt sig fast i Vietnam. For eksempel er Manzi nu selvkørende, og også komponenterne for billedkunst i folkeskolen, der nu er integreret i den nationale skoleplan, og børnebogsprojektet kører videre.
Men en række af de andre tiltag har været mere bundet op på fortsat dialog og længevarende arbejde – for eksempel er det ikke ligetil at fremme kritisk kunst i det kommunistisk kontrollere Vietnam. Her lyder det fra officiel side, at kulturprogrammet har sået et frø, og det nu er modpartens – altså de vietnamesiske myndigheder – ansvar at arbejde videre.
Her kunne man indvende, at jorden vel fortsat skal vandes og gødes, før frøet kan forventes at spire?
Globalnyts rejse til Vietnam er støttet af Udenrigsministeriet.
