I landsbyerne Hashaba, Bejbej og Numi kan borgerne nu dagligt samle mange tusinde liter vand, der bliver pumpet op af undergrunden ved hjælp af solenergi. Landsbyerne ligger i Sudans vestligste stat Vestdarfur, hvor udviklings- og nødhjælpsorganisationen ADRA Danmark har projekter.
ADRA bruger tilgangen CAP, der står for ’Community Action Plan’ (dansk: ’Lokalsamfundets egen handlingsplan’, red.). Her er fokus på, at borgerne selv skal identificere og løse deres største problemer.
”Initiativet skal komme fra borgerne selv. Vi minder bare borgerne om, at de selv har evnerne og styrken til at løse egne problemer, og at de gør det bedst i fællesskab. De må tage ejerskab over egen udvikling. ADRA giver ofte blot et tilskud til de løsninger, borgerne selv kommer frem til. Resten sparer lokalsamfundet op til i fællesskab,” forklarer Agyedho Bwogo, ADRA Danmarks programansvarlige i Sudan.
Flere bidragydere – flere fordele
Landsbyerne Hashaba, Bejbej og Numi er blandt foreløbig 16 landsbyer i Vestdarfur, hvor ADRA benytter tilgangen CAP, og hvor borgerne oplever fordele ved at arbejde sammen.
Når ADRA udruller sit program i en landsby, sker det på flere efter hinanden følgende trin. Indledningsvis opfordrer organisationen landsbyens ledelse til at dele borgerne ind i grupper efter alder og interesser. Ungdomsgrupper, forskellige landsbrugsgrupper og spare-lånegrupper ser dagens lys. Igen opmuntret af ADRA sætter repræsentanter for lokalsamfundet – både mænd og kvinder – sig sammen for at definere byens problemer og diskutere fælles løsninger.
”I de fleste af landsbyerne bliver adgangen til vand udråbt som et stort problem. Mange familier i Vestdarfur er tvunget til at gå langt for at hente vand ved nærmeste brønd. Det går blandt andet ud over børns skolegang og skaber risiko for overgreb på kvinder,” fortæller Agyedho Bwogo.
I mange af de 16 byer, hvor ADRA er til stede, har lokalsamfundene besluttet sig for sammen at investere i en bedre infrastruktur til deres vandressourcer. Med hjælp fra myndighederne har de fundet egnede steder at etablere brønde.
I Hashaba, Bejbej og Numi har indbyggerne valgt at anvende solenergi til at pumpe vandet op i tanke, hvorfra stikledninger fører vandet ud til flere tappehaner i den enkelte by. Her har alle byens borgere nu ret til at tappe, fordi alle har spædet til investeringen.
Vandkilden er oftest placeret, hvor der bor mennesker til at passe på brønden og vagter til at sikre solcellerne mod tyveri døgnet rundt.
Bonuseffekter og mønstereksempler
At vandpumperne kører på solenergi handler mere om at beskytte pengepungen end klimaet for de trængte sudanesere, fortæller Agyedho Bwogo.
”Når du er fattig og sårbar på grund af årtiers politiske og etniske konflikter i Darfur-regionen, er du ikke optaget af at reducere CO2-udledningen. Derimod ved befolkningen, at de med tiden sparer penge på solenergi fremfor at skulle købe brændstof,” siger han.
En mindre CO2-udledning er ikke den eneste bonuseffekt fra de soldrevne vandpumper. Arbejdet med at identificere problemer og indkøbe løsninger har også styrket fællesskabet i landsbyerne.
Udover at have investeret i soldrevne vandpumper og to forsamlingshuse har borgerne i Numi nu købt flere solceller, som giver strøm til lys i fælles-bygningerne.
Før sluttede dagen ved mørkets frembrud. Nu giver de sig i kast med et hav af fælles-aktiviteter efter solnedgang. Gymnasieeleverne modtager ekstra-undervisning for at blive dygtigere inden eksamen. Kvinder mødes og dygtiggør sig i et håndværk, som de kan tjene penge på, og de unge dyrker fællesskab med jævnaldrende ved for eksempel at se en serie eller fodboldkamp på deres nye fælles fladskærm.
”Numi er et mønstereksempel på en visionær by, hvor ånden af fællesskab og troen på hinanden og fremtiden virkelig har ført dem langt. Og de er kun lige begyndt,” fortæller ADRA Danmarks Sudan-ansvarlige.
Agyedho Bwogo håber, at landsbyerne kan inspirere hinanden med tiltag, der gavner alle generationer i lokalsamfundene og skaber udvikling og fremgang.