Eksperter og repræsentanter for bl.a. Tunesien, Libyen, Egypten, Marokko og Jordan er samlet i Madrid for at drøfte de forfatningsprocesser, som det arabiske forår har sat igang i flere lande.
Formålet med konferencen er at styrke debatten om indholdet i forfatninger og om demokratiske processer.
Hvordan sikres en inklusiv proces? Hvilke institutionelle rammer bør forfatninger skabe? Det er nogle af de spørgsmål deltagerne kommer til at drøfte, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Den spanske tænketank Fride står for konferencen, der gennemføres i samarbejde med Europakommissionen, Europaparlamentet og det spanske udenrigsministerium.
Som formand for EU er Danmarks bidrag dels at sikre bred deltagelse fra den arabiske verden, dels bidrage finansielt. Fra dansk side deltager bl.a. eksperter fra Københavns Universitet.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) udtaler i forbindelse med konferencen:
”Folkelig mobilisering, demonstrationer, fredelige protester men også voldelige sammenstød, valghandlinger. Der er mange billeder, der kan sættes på de skrøbelige demokratiseringsprocesser, som det arabiske forår har kastet af sig. Vejen til demokrati er fuld af forhindringer og udfordringer.”
“”En af de udfordringer, vi hører mindre om – men som er nok så vigtig – er det forfatningsmæssige fundament, som et nyt demokrati skal bygges på. Med dette seminar håber vi, at give en håndsrækning til de kræfter, der i denne spændende tid kæmper med at få lagt de første bærende sten for bæredygtige demokratier i det Nordlige Afrika og Mellemøsten.”
Yderligere oplysninger hos:
Jakob Rogild Jakobsen, kontoret for Mellemøsten
og Nordafrika, tlf: 33 92 03 57