Stærk advarsel: Risiko for brud på Mosul-dæmning og gigantisk humanitær katastrofe

mosul_dam_chute_spillway
Thomas Jazrawi

14. marts 2016

Terror, dårlig økonomi og en svag stat er blandt de store udfordringer i Irak. Ja, man skulle vel tro, at det ikke kan blive meget værre i det mellemøstlige land.

Nu advares der om en anden stor trussel. Mosul-dæmningen er dårligt vedligeholdt, og hvis den bryder sammen kan det skabe en enorm katastrofe.

Et sammenbrud af dæmningen vil skabe en 14 meter høj bølge, der kunne drukne over en million og derudover gøre adskillige millioner hjemløse, fremgår det af en artikel i The Guardian.

Og det er en ganske reel risiko i det kriseramte land. Det advarer den amerikanske ambassade i landet om.

”Der er en alvorlig risiko uden fortilfælde for et katastrofalt og pludseligt sammenbrud af Mosul-dæmningen”, lyder det i udtalelsen.

Læs udtalelsen her: http://iraq.usembassy.gov/mobile//022816.html 

Ambassaden har gjort et faktaark tilgængeligt, der beskriver de enorme ødelæggelser, som et dæmningsnedbrud vil forårsage. 

Ud over de millioner af mennesker, der vil blive ramt, vil et sammenbrud også ramme landbruget og infrastrukturen hårdt. 

USA’s ambassade i landet arbejder sammen med myndighederne for at imødekomme problemet og sørge for nødforanstaltninger, heriblandt en plan for evakuering, hvis katastrofen skulle ske.

Italien deltager også i nødplanen, fremgår det af erklæringen. 

”Kampen om Mosul-dæmningen”

Mosul-dæmningen blev bygget i 1986 af den tidligere præsident Saddam Hussein. I 2014 erobrede den islamistiske gruppe Daesh’s (IS,ISIL) dæmningen. Siden da har kurdiske Peshmerga-styrker erobret den, men der er stadig kampe i området.

Slagene er kendt som “Kampen om Mosul-dæmningen”. 

De kurdiske styrker har siden haft rigeligt at se til med at forsvare dæmningen. Det betyder, at der ikke har været så mange kræfter til at vedligeholde den.

Kontrol over vandressourcer er ekstremt vigtigt i Mellemøstens konflikter.

I en artikel fra 2014 beskrev vi her på Globalnyt (dengang U-landsnyt.dk), hvordan vand og vandressourcer spiller en stor rolle i Mellemøstens konflikter.

Mosul-dæmningen er bygget på floden Tigris, der sammen med den anden berømte mesopotanske flod Eufrat langsomt tørrer ud. Vandforsyningerne i Mellemøsten er begrænsede og de er i høj grad delt mellem forskellige lande, hvilket også giver anledning til stridigheder.

Kontrol over vand er derfor vigtige militære mål i konflikterne, mener flere forskere.

”Kontrol af vandforsyning giver kontrol over både byer og landlige områder. Vi oplever en kamp for kontrol med vand. Vand er nu det største strategiske mål for alle grupper i Irak. Det er liv eller død”, siger Michael Stephen, formand for tænketanken Royal United Services Institute i Quatar til The Guardian.

Læs artiklen fra U-landsnyt.dk her: http://u-landsnyt.dk/nyhed/27-07-14/mellem-sten-t-rster-og-adgang-til-vand-spiller-sto

Der var frygt for, at islamisterne bevidst ville skabe en katastrofe ved at sprænge dæmningen, da den var under deres kontrol. 

Det skete ikke, men nu går frygten altså på et nedbrud grundet misligholdelse. 

Truet af stigende vandstand 

”Dæmningen er i en meget farlig tilstand lige nu”, siger Dr. Nasrat Adamo, tidligere ledende ingeniør ved dæmningen.

”Det kommende højvande i marts og april vil helt sikkert øge vandstanden til et alarmerende niveau. Min fornemmelse siger, at dæmningen vil bryde sammen på et tidspunkt i fremtiden”, lyder det endvidere i udtalelsen, der er viderebragt af the Guardian.

Den amerikanske tænketank Climate & Security har analyseret den amerikanske ambassades faktaark. Et dæmningsbrud kan ramme vidt og bredt, skriver organisationen. 

De irakere, der lever omkring Tigris-floden, vil ikke overleve med mindre de evakueres. Derudover vil en stor del af hovedstaden Bagdads befolkning rammes af flodbølgen.

Tænketanken skriver også, at Iraks infrastruktur vil blive alvorligt lammet, heriblandt alle kraftværker i det enorme område. Det kunne blive et fuldstændigt nedbrud for hele det irakiske el-system.

Nedbruddet vil ligeledes forvolde stor skade på landbruget, hvor to tredjedele ligger i det område, der vil blive ramt.

Katastrofe af “bibelske dimensioner”

Der kan altså blive tale om en katastrofe af ”bibelske dimensioner”, som kolumnisten Giles Fraser skriver i The Guardian.

Tigris og Eufrat er nævnt i Bibelens Skabelsesberetning i en beskrivelse af Edens Have. Floderne var kilder til det, der ofte kaldes civilisationens vugge. Det var her, at nogle af verdens allerførste agerbrugskulturer opstod. Nu truer vandet i Tigris altså millioner.

”Inden for fire timer af dæmningens sammenbrud vil beboerne i Mosul være under vand. Inden for 77 timer vil Bagdad være oversvømmet. Du behøver ikke være interesseret i Bibelen for at erkende, at dette ville være en potentiel katastrofe af bibelske dimensioner”, skriver Giles Fraser i The Guardian.