Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK) er de to mest indflydelsesrige partier i den autonome kurdiske region i det nordlige Irak, og deres partikontorer stod i flammer i den kurdiske by Sulaymaniyah.
Ildspåsættelsen er sket under demonstrationer, der i snart to uger har rystet den sydlige del af det kurdiske område. Seks demonstranter er omkommet i sammenstød med sikkerhedsstyrker.
Demonstranterne forlanger udbetaling af manglende løn, der har betydet, at offentligt ansatte i regionen har arbejdet uden løn i månedsvis.
Samtidigt har demonstrationerne udviklet sig til en protest mod besparelser, manglende gennemsigtighed og korruption i et irakisk Kurdistan, hvor uligheden vokser.
”Det er centralregeringens skyld”
En andel af det irakiske statsbudget er allokeret til at betale for tjenester og lønninger i den kurdiske region. Den irakiske centralregering og den kurdiske regionalregering er nået frem til, at de kurdiske myndigheder skal sende en andel af fortjenesten fra deres olieeksport til Baghdad for at få adgang til deres del af statsbudgettet. De to parter har dog ikke kunne nå til enighed om, hvor stor en del af oliefortjenesten kurderne skal sende Baghdads vej.
12. november stormede kurdiske parlamentarikere ud af det irakiske parlament under budgetforhandlinger, da det stod klart, at et flertal ønsker at holde den kurdiske andel af statsbudgettet tilbage, indtil kurderne sender oliemidlerne sydpå.
”På trods af at den kurdiske regionalregering har udvist villighed og fleksibilitet for at nå frem til en aftale med centralregeringen, så har centralregeringen fortsat ikke været villig til at frigive vores retmæssige del af budgettet,” tweetede premierminister i de kurdiske områder Masrour Barzani 7. december.
Barzanis besked til demonstranterne var derfor, at den manglende betaling af offentligt ansatte er den irakiske centralregerings skyld.
Siden Islamisk Stats invasion af det nordlige Irak i 2014 har den kurdiske oliesektor i stigende grad løsrevet sig fra den generelle irakiske olieproduktion, og kurdisk olieeksport gennem Tyrkiet er steget eksplosivt de seneste år.
Derfor kræver de irakiske myndigheder, at en aftale falder på plads, således at den kurdiske oliefortjeneste kan modregnes i statsbudgettet, og så ureguleret kurdisk olie ikke oversvømmer markedet.
Så selv om Iraks centralregering og den kurdiske regionalregering har dannet fælles front mod PKK, Kurdistans Arbejderparti, så er der stadig uenigheder mellem de to parter.
De kurdiske klaners magt
Det er ikke kun centralregeringen, der har kritiseret de kurdiske myndigheders administration af regionens oliemidler. Den kurdiske regering har løbende fået kritik for at ikke at udvise gennemsigtighed med, hvor oliemilliarderne ender henne.
”En generel bekymring er, at klanerne, der styrer KDP og PUK, udnytter deres kontrol over økonomien til at berige sig selv og deres støtter,” lyder det i en norsk rapport af forskningscenteret for antikorruption U4 lavet i samarbejde med Transparency International.
KDP og PUK har været de to mest toneangivende politiske og militære kræfter i moderne kurdisk historie i Irak. Da de to partier ikke kunne overkomme deres politiske og ideologiske forskelle, kastede det i 1994 det kurdiske område ud i en borgerkrig, der truede med at suge samtlige nabolande ind i konflikten. Siden dengang har de to partier fordelt en række ressourcer og magtbeføjelser imellem sig. Det har betydet, at KDP er mest toneangivende i de nordlige områder, mens PUK er mere dominerende i de sydlige dele.
Under de to partiers ledelse har det kurdiske område i Irak opnået en grad af selvbestemmelse ikke set tidligere. Oliemilliarderne er som sagt også væltet ind, og under ledelse af klanledere fra de to partier, forsvarede kurdiske styrker området mod ISIS-krigernes invasion i 2014.
Samtidig har årene med mere selvstyre ikke rykket på korruptionen. Irak var i 2019 det 18. mest korrupte land i verden ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks. Og her er tallene ikke meget bedre for den kurdiske del af Irak.
Nepotisme og klientelisme gennemsyrer statsapparatet. Ifølge den norske rapport siger over halvdelen af offentligt ansatte i den kurdiske region, at personlige forbindelser er den vigtigste faktor i forhold til at få arbejde i den offentlige sektor.
Ansvaret ligger hos de kurdiske ledere
Før oprettelsen af det regionale selvstyre, var det den irakiske centralmagts udnyttelse og undertrykkelse af kurderne, som kurdiske ledere gav skylden for befolkningens kvaler.
Men i dag har kurderne haft selvstyre i snart 30 år, og nu bestemmer og råder kurderne over det meste selv.
”Derfor kan de kurdiske magthavere ikke blive ved med at give Baghdad skylden for Kurdistans problemer,” fortæller 29-årige Khalil, der selv er syrisk kurder, men har indgående kendskab til situationen i den kurdiske region af Irak.
”Korruption er udbredt, og forskellen mellem rig og fattig vokser. Samtidig glemmer de kurdiske ledere, at der ikke længere sidder en Saddam Hussein i Baghdad, som de kan give skylden for alle dårligdommene. Ansvaret ligger hos dem selv.”
Trods demonstranternes utilfredshed med de kurdiske magthavere, så mener Khalil, at man ikke skal undervurdere den status som de politiske klaner fortsat nyder i den kurdiske befolkning.
”Nogle af klanerne har i generationer kæmpet for kurdisk selvbestemmelse, selv dengang det virkede som en håbløs kamp. Mange kurdere er derfor overbevist om, at deres ledere i bund og grund vil dem det bedste. I en dansk sammenhæng vil jeg sige, at mange kurdere ser de politiske klaner som en mellemting mellem jeres folketingspolitikere og jeres kongehus.”
