I forbindelse med køb og istandsættelse af en gammel bygning i det historiske område af Stone Town på Zanzibar, blev undertegnede opmærksom på de store udfordringer, som er forbundet med bygningerne i denne skønne og unikke by, som er på UNESCOs liste over bevaringsværdige kulturminder, og som kan trække sin historie tilbage til 1690’erne.
Det viste sig, at de beboere, der havde haft deres gang i huset, som vi købte, var flyttet ud i perioden efter revolutionen i 1964, hvor deres forretning og reelt deres eksistensgrundlag var blevet konfiskeret af den revolutionære regering. Langsomt var alle beboerne flyttet ud, og huset var kommet til at stå tomt.
Huset havde ikke haft godt af, at der ikke boede nogen, og lige som mange andre bygninger, der blev forladt efter revolutionen, begyndte det at falde fra hinanden.
I 1973 blev huset solgt, men køberne skulle ikke selv bo der. De købte fordi det var billigt, og lejede det ud til tilfældige mennesker, der heller ikke passede godt på det.
Da det Lutherske stift sammen med Danmission købte huset i 2015 var to etager faldet sammen i baghuset. Det var derfor en stor opgave, som ventede os.
Opgør med overklasse af arabere og indere
Revolutionen på Zanzibar fandt sted den 12. januar 1964, hvor en gruppe oprørere tog magten fra den nyligt indsatte regering for et selvstændigt Zanzibar, og indførte et socialistisk styre, der bl.a. havde som mål at gøre op med de historiske uretfærdigheder mellem den fattige afrikanske befolkning og en overklasse af arabere og indere.
Mange, som var tætte på styret, flygtede lige efter revolutionen, men ellers var der en langstrakt eksodus, der både var politisk, økonomisk og socialt begrundet.
Ud over den drastiske forandring af regeringsformen, var en stor udfordring for beboerne i den gamle by, at den revolutionære regering havde et socialistisk forlæg, der bl.a. gjorde privat forretning vanskelig. Da der samtidig skete overgreb direkte på politiske modstandere, på ejendomsretten og på piger, der blev tvangsgift til revolutionære ledere, valgte mange af de oprindelige beboere at flytte ud af landet. Rigtig mange til hovedlandet, men også til den arabiske verden.
Mens den revolutionære regering byggede nye huse til de fattige i Kilimani og Michenzani uden for centrum, blev den historiske kerne af byen fuldstændig negligeret.
I slutningen af 70’erne og tidlige 80’ere var et stigende antal af byens huse gået til sammen med folk, der bogstaveligt talt døde i bygninger, der brasede sammen pga. den strukturelle ødelæggelse. Heldigvis kunne denne trend stoppes, men ikke ødelæggelsen i sig selv. Fra det tidspunkt blev ødelæggelsen mere skabt af forkert handlen end klimaskabte problemer.
Dyrt at renovere de gamle huse korrekt
Både tekniske fejldispositioner men også bevidst forkerte handlinger. For beboerne i de gamle huse, er byen en større økonomisk udfordring, end den er en kulturel forpligtelse.
Det kommer til udtryk på forskellig vis og har mange former. Istandsættelse laves i reglen med moderne maling, som males ovenpå flader, hvor der tidligere var kalk. De to materialer fungerer dårligt sammen, når malingen påføres uden, at den oprindelige kalk er fjernet. Når der benyttes moderne maling på vægge bygget af koralsten, så rådner væggen, idet koralen er biologisk materiale og derfor har brug for at “ånde”. I praksis kan en væg derfor se pæn ud udenpå men reelt være på vej til at smuldre.
Hvis ikke lofterne tætnes, når der kommer huller eller revner, trænger regnvandet ind, og det er store vandmængder, under regntiden. Når først vandet kommer ind i husets struktur, og det ikke kan tørre, så medfører vandet store skader. Vand i væggene betyder bl.a., at der kommer fugt omkring de pæle, som holder lofterne. Pælene rådner i siderne og på et tidspunkt, er der ikke noget andet end et tyndt lag cement, der holder gulvet – ingen pæle. De traditionelle pæle af mangrove er utrolig stærke, men det kan ikke holde til, at de står i vand i længere tid. Det var det, som var sket med huset vi købte. De pæle som holdt gulvet var rådnet væk.
Endelig er der en stor forskel i måden at leve på. Rengøring og madlavning gøres forskelligt afhængig af kultur og baggrund. Professor Hamed Rashid Hikmany som er formand for det muslimske kulturarvs-institution, WAKF, fortæller, at de nye beboere f.eks. lavede mad over åben ild i huse, hvor der ikke i forvejen var ildsteder. Det medvirkede også til ødelæggelsen.
Byen blev afskrevet i 1982
UNCHS / Habitat lavede en undersøgelse af byen i 1982, og den umiddelbare konklusion var, at byen ikke stod til at redde. Først i juni 1992 blev den første konserveringsplan for Stone Town og de historiske områder af byen udarbejdet. 2300 plots og sub-plots blev undersøgt og alle bygninger blev kategoriseret. Heldigvis kunne der gøres noget, omend mange huse var tabt for altid.
Stone Town blev i år 2000 optaget på UNESCO Verdensarvsliste, som et fint eksempel på en swahilihandelsby på den afrikanske østkyst. Optagelse af byen på denne fine liste har betydet restriktioner på facaderenovering og den ydre fremtoning i det hele taget.
Reelt er mange af de faldefærdige huse i byen ejet af WAKF, eller Zanzibar housing cooperation. Hverken den ene eller anden institution har midler til den istandsættelse, som er påkrævet – og slet ikke med de lave huslejer, som de traditionelt har haft, bl.a. fordi det var et politisk spørgsmål, at fattige skulle kunne bo i byen.
Lederen af WAKF, Sheik Talib fortæller, at revolutionen i midten af 60’erne satte en stopper for WAKF som en selvstændig institution, og at der gik næsten 20 år, før WAKF igen kunne administrere bygninger i Stone Town, og yderligere 20 år, før papirarbejdet var på plads. I dag er huslejestigningen sat i system, og der er opsyn med bygningsvedligeholdelsen, men for mange bygninger er det for sent.
En måde at redde en bygning på er, at den bruges som hotel. Det har reddet mange huse, men samtidig vil myndighederne gerne bevare en levende by, med almindelige mennesker som beboere, og der er ingen nemme løsninger på det dilemma.
Stone Town er et utroligt sted. Der findes ikke en by af den størrelse i Afrika, som stadig er beboet, og som har så mange historiske bygninger og kulturperler.
Det er derfor trist at måtte konstatere, at hvis ikke der gøres noget drastisk ved de bygninger, der stadig står, så vil den del af byen, som ikke er blevet sat ordentligt i stand, forsvinde.
Heldigvis er den ejendom, som vi købte, blevet restaureret så taget nu er tæt og de bærende strukturer forstærket. I stedet for at male, blev bygningen kalket og fremstår nu som en af de få historiske huse, i den lyseblå toning, som oprindelig blev benyttet.
Artiklen er blevet til med støtte fra Udenrigsministeriets oplysningsmidler.