Gasmelbari (f. 1979) er født og opvokset i Sudan, har studeret i film i Paris og arbejdet for Al Qarra, Al Jazeera og France24. Talking about trees er hans første dokumentarfilm i fuld længde.
Ved at følge fire venner og filminstruktører, der vil genåbne en gammel biograf, fokuserer Talking about trees på sudanesisk filmhistorie og fletter det sammen med den aktuelle situation i landet.
Ved prisoverrækkelsen søndag aften annoncerede Suhaib Gasmelbari sin støtte til det sudanesiske folk, som siden december sidste år har demonstreret mod præsident Omar al Bashirs styre.
Talking about trees er den ene af to sudanesiske dokumentarfilm, der blev vist på årets Berlinale. Den anden er Marwa Zeins Khartoum Offside, som til marts kan ses herhjemme på filmfestivalen Cph:DOX. Khartoum Offside følger en gruppe sudanesiske kvinder, som kæmper for retten til at spille fodbold. I Sudan er det uset, at kvinder spiller fodbold og instruerer film, og derfor er filmens eksistens i sig selv en sensation.
Med de to dokumentarfilm er det første gang, Sudan bidrager til Berlinalens program. Dog er den sudanesiske filmindustri er ikke ny, og det demonstrerede Berlinalen netop i år gennem et tema om sudanesisk filmhistorie. Her kunne man se sudanesiske kortfilm fra 1970’erne og 1980’erne. Ifølge Berlinalen for at vise, at filmhistorie – også den eksperimenterende slags – ikke er forbeholdt den vestlige verden.
Grundet de igangværende demonstrationer i landet blev Sudans egen filmfestival Sudan Independent Film Festival, som finder sted i Khartoum hvert år i januar, i år udskudt på ubestemt tid.