I det hollandske asylcenter i byen Budel venter Mohammad Jafeer lige nu som så mange andre på at få at vide, om han kan få lov at blive i Holland. Det seneste halvandet år har den 30-årige sudaneser gået på journalisthøjskolen DMJX i Aarhus, men da hans visum udløb, blev han nødt til at forlade landet.
Den unge fotograf går derfor glip af ferniseringen for hans nye udstilling på Fotografisk Center i Kødbyen i København, der åbner torsdag den 12. september. Her udstiller han og den danske fotograf Mikkel Hørlyck indtil den 15. december billeder, der skildrer konsekvenserne af krig.
Mohammad Jafeers fotografier undersøger særligt det tab af identitet, som krig og konflikt medfører for millioner af fordrevne mennesker, når de må forlade deres hjem. Mange af billederne og de medfølgende tekster handler om Jafeers egen historie og afsavnet til hans familie, som er blevet spredt for alle vinde på grund af den verserende borgerkrig i hjemlandet Sudan.
“Jeg vil gerne lave noget om krigen, selvom jeg er langt væk. Og jeg føler, det eneste, jeg kan gøre, er at vise, hvordan min familie og jeg lider på grund af den afstand, krigen har skabt mellem os,” fortæller han til Globalnyt.
“Det er selvfølgelig bare et meget lille eksempel, men jeg håber, det også kan afspejle, hvordan andre familier bliver påvirket, og hvordan vi alle forsøger at overleve det her.”
En bror fanget i borgerkrigens krydsild
Mohammad Jafeer er født og opvokset i Omdurman, tvillingebyen til Sudans hovedstad Khartoum. Byen har været under vedvarende bombardement og lagt gader til flere hårde kampe, siden krigen mellem Sudans regulære hær (SAF) og de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) brød ud i april 2024.
Mens Jafeers mor, far og søster er flygtet til De Forenede Arabiske Emirater (UAE), opholder hans storebror, Moez, sig stadig i Omdurman. Her bor han sammen med flere medlemmer af deres udvidede familie, blandt andre en morbror og hans familie.
“Han bor i et område, som ligger meget tæt på militærbasen, så de bliver tit bombet,” fortæller Jafeer. “Hver gang jeg hører, der er blevet bombet, eller der har været kampe i området, skynder jeg mig at ringe til ham for at sikre mig, han er i sikkerhed. Det er ikke let at vide, at et af dine familiemedlemmer hele tiden er i fare.”
Efter RSF-tropperne i krigens første dage tog kontrol over hovedstaden Khartoum, forskansede SAF-soldaterne sig på basen i Omdurman. Siden har de to kombattanter gentagne gange forsøgt at krydse Nilen og tage kontrol over modpartens territorier i de to tvillingebyer.
Under et RSF-bombardement blev huset, hvor Mohammad Jafeers bror bor, ramt af granater. Heldigvis kostede angrebet ingen liv, da broren og resten af familien var ude af huset, da det blev ramt, fortæller Mohammad Jafeer.
“Jeg forsøger at tale med dem hver dag for at tjekke op på dem. Det hjælper meget at høre deres stemmer, se deres ansigter på skærmen. Det er lettere at udholde afstanden, når vi har så meget kontakt som muligt,” siger Jafeer til Globalnyt.
Der er heller ingen tvivl om, hvor det unge fotograf-stjerneskud helst ville være lige nu, hvis han kunne. Hans fotografier bevæger sig i krydsfeltet mellem mere kunstnerisk dokumentarisme og klassisk fotojournalistik, og han ville allerhelst være i Sudan for at dokumentere den altødelæggende krig og, ikke mindst, de millioner af skæbner, der afhænger af den.
Efter en af mine fotograf-venner blev skudt i ryggen, besluttede de andre sig for at stoppe med at arbejde. De koncentrerer sig bare om at overleve nu.
Både SAF og RSF bliver anklaget for at angribe civile og nægte dem adgang til nødhjælp. Flere steder i landet er millioner af mennesker i fare for at sulte, og i Zamzam-flygtningelejren ved El Fasher i Darfur-regionen, har FN tidligere i år erklæret hungersnød.
RSF-tropperne mistænkes også for at stå bag hundredevis af voldtægter og en etnisk udrensning i byen El Geneina i Darfur. Begge parter har siden krigens start også slået hårdt ned på journalister, og Mohammad Jafeers venner og kolleger har derfor frarådet ham at vende hjem.
“Efter en af mine fotograf-venner blev skudt i ryggen, besluttede de andre sig for at stoppe med at arbejde. De koncentrerer sig bare om at overleve nu. Og de fortalte mig, det nok ikke er en god ide at vende tilbage lige nu,” lyder det fra Mohammad Jafeer.
Han tog til Aarhus for at videreuddanne sig i fotojournalistisk i januar 2023, kort før krigen brød ud. Men under militærkuppet i 2021 tog den unge fotograf billeder af optøjerne, og her blev han arresteret flere gange, fortæller han. Han frygter derfor, han vil være i militærets, Rapid Support Forces’ og efterretningstjenestens søgelys fra det sekund, han sætter fod i Sudan igen.
Sudan er stadig hjem
Selvom Mohammad Jafeer gerne ville fotografere sit hjemlands skæbnetime, hvis han kunne, har det aldrig været hans mål at blive hverken krigs- eller nyhedsfotograf. Hans linse har altid været mere fokuseret på livene bag statistikkerne og nuancerne, som overskrifterne ikke kan få med.
Måske er det noget, han har fået med fra sin far, der er kunstner. Selvom faderen primært beskæftigede sig med maleri, eksperimenterede han også med andre medier, herunder fotografi, fortæller Jafeer.
“Jeg vil ikke sige, jeg fra barnsben følte mig kaldet til at blive fotograf, men der var altid kameraer i huset, som vi legede med,” husker han.
Omkring 2012 blev han meget inspireret af det, han kalder en “foto-revolution i Sudan”, hvor mange fotografer begyndte at fremvise deres værker på sociale medier. Da han i 2017 blev færdig med sin bachelor i informationsteknologi, besluttede han sig for at rejse rundt i Sudan med sit kamera som rejsemakker. Han havde brugt sit liv i hovedstaden, og der var meget af det store hjemland, han ikke kendte til.
“Sudan har ligget i mørke i årevis, og de eneste historier, der er kommet ud, har været om krig, vold og konflikter. Men når man rejser rundt, ser man også andre historier, som er meget mere interessante. Historier om modstandskraft og kultur,” påpeger Jafeer.
Rejsen slog fast for den unge Mohammad Jafeer, at kameraet skulle være hans levevej. Den lærte ham også, at det i virkeligheden er alt det arbejde, der ligger før blitzlyset, som er mest værdifuldt.
“Fotografi er stærkt, fordi det kommer så tæt på selve oplevelsen. Hvis du vil tage et godt billede, bliver du nødt til selv at leve den erfaring, du vil videregive. Når jeg for eksempel laver portrætter af en stamme i Sudan, så har jeg boet med de her mennesker, sat mig ind i, hvordan de tænker, og prøvet at forstå, hvor deres særlige skønhed og styrke kommer fra. Og så til allersidst kommer fotografiet,” fortæller det unge stjerneskud.
Selvom han med egne ord stadig er ved at finde sin stemme og finpudse sit udtryk, er han ikke i tvivl om, at han vil blive ved med at undersøge identitetsspørgsmål. Han er allerede begyndt at tage billeder af de andre asylansøgere, som han nu deler hjem med i Budel. Præcist hvad billederne skal blive til, ved han ikke, men han er interesseret i konsekvenserne af at vente i uvished og ideen om at miste et hjem og måske finde et nyt, som den nye udstilling i København også undersøger.
“Jeg har stadig ikke et godt svar på, hvad der gør noget til ‘hjem’. Jeg har virkelig stillet mig selv det spørgsmål mange gange. Er det stedet, fordi det er velkendt? Er det menneskene? Er det familien? Jeg tror, det altsammen hænger sammen, og så skal det være et sted, hvor du føler dig sikker, respekteret og hørt,” siger Mohammad Jafeer.
Selv føler han stadig, han “hænger fast i Sudan”, og håber, han en dag kan vende hjem. Når det sker, vil han tage de billeder, han ærgrer sig mest over ikke at have. Det er minderne om forældre, onkler, tanter, fætre og kusiner i festligt lag, der dukker op på nethinden, når han tænker på at være hjemme.
